Exit 8

Som cyklist elsker jeg at suse gennem hovedstadens gader. Men når jeg undtagelsesvis bruger metroen, får jeg svedige hænder. For var det ikke for skiltene, ville jeg måske fare vild og aldrig finde tilbage til dagslyset. 

Exit 8 er en japansk metrogyser baserat på ett videospel fra 2023 af Kotake Create. Hov, hvad skete der dér? Svenske ord midt i en dansk sætning? Hårene rejser sig! 

Men aha, fidusen i Exit 8-spillet er at vandre gennem en labyrint af klaustrofobiske metrokorridorer og bemærke sådanne diskrete afvigelser. De angiver nemlig for den årvågne spiller, hvilken vej man skal gå for at gennemføre spillet.

Placeret foran skærmen ser man som spiller et realistisk, tredimensionalt pov-billede, mens man bevæger sig frem gennem gangene. Vil man for alvor fortabe sig i illusionen – ja, nærmest hallucinationen – findes spillet også i en VR-version. 

Filmen indledes på lignende vis med pov-skud, hvor man (i modsætning til spillet) befinder sig ombord på et metrotog. Kort efter skifter den dog til et mere konventionelt filmsprog: lange steadicam-indstillinger, der kredser desorienterende om personerne i de endeløse korridorer, afbrudt af lejlighedsvise klip. Grebet kan minde om Hitchcocks Rebet, der – mod hvad mange tror – ikke består af én ubrudt kamerabevægelse. 

På lydsporet høres indledningsvis Maurice Ravels Boléro (1928), et overraskende valg til en horrorfilm. Stykket er med god grund blevet kaldt verdens mest sensuelle musikværk: en intenst rytmisk, repetitiv struktur med små instrumentale variationer, der langsomt bygger op til et ekstatisk klimaks. 

På film forbindes Boléro især med komedien 10 (1979), hvor et Henry Mancini-arrangement ledsager en sexscene mellem Dudley Moore og Bo Derek. Har man den association i baghovedet, får stykket en særlig resonans i Exit 8. I metrotoget sidder en kvinde med en grædende baby, og kort efter ringer hovedpersonens kæreste og fortæller, at hun er gravid. Sex, graviditet, baby. Tjek. 

Filmen har fem hovedpersoner: Den Fortabte Mand (Kazunari Ninomiya), Den Vandrende Mand (Yamato Kochi), Drengen (Naru Asanuma), Gymnasiepigen (Kotone Hanase) og Kvinden (Nana Komatsu). Muligvis repræsenterer de en familie. 

Tre af dem vandrer hvileløst rundt i den trøstesløse metrokorridor, mellem hvide fliser, fotoautomat, reklamer, brandhane, exitskilte og et par låste døre, præcis som i spillet. Et par gange skifter lyset, men bortset fra starten og slutningen er det filmens eneste kulisse. 

Ildevarslende korridorer er et tilbagevendende motiv i horrorfilm. Men modsat eksempelvis hotelkorridorerne i Kubricks The Shining, fører metroflisegangen altid tilbage til samme sted. 

Et umuligt korridorloop, hvor et skilt forklarer, hvad man skal gøre for at nå frem til Exit 8. Ikke otte, men 8. Et taltegn, der i sig selv er et loop. Ikke tilfældigt viser en af reklamerne på væggen den hollandske surrealist M.C. Eschers tegning Möbius Strip II (Red Ants). Motivet kan i sig selv give myrekryb, men det, det forvarsler, er langt værre. 

Før uhyggen kulminerer, er opgaven simpel: Man skal holde udkig efter uregelmæssigheder – og hvis man opdager én, skal man straks vende om. Det står med kølig klarhed på skiltet. 

Hovedpersonerne passerer gang på gang hinanden. Pludselig står de tæt på, så man hopper i sædet, andre gange er de medmenneskelige og hjælpsomme. Men oftest fremstår de i hinandens blikke som upersonlige, paranoia-fremkaldende gengangere i en ond drøm.

Det er en monotoni, der slider på nerverne, men også et oplagt materiale til drømmetydning. Metrokorridoren bliver til en fødselskanal – et klaustrofobisk rør mod udgangen, komplet med en kaskade af fostervand. En tematik, der næppe er tilfældig i Japan, hvor faldende fødselstal har gjort landet til et af verdens mest aldrende samfund. 

Exit 8 har dansk biografpremiere i dag. Tag cyklen, for selv om Ravels Boléro sender én ud af biografmørket med håb i hjertet, har du muligvis ikke lyst til bagefter at skulle hjem via metroen.