Fårbrydelsen

Film, hvor mennesker spiller over for computeranimerede dyr, er aldrig gode, vel?

Men hov, der er jo den fremragende trilogi om bjørnen Paddington, og minsandten om ikke det uldne mordmysterium med den ikke så lovende titel Fårbrydelsen også er mirakuløst glimrende.

Tiderne skifter.

Instruktøren Kyle Balda står bag flere bidrag til den kvalitetssvingende Grusomme mig/Minions-franchise, men har gjort et flot stykke arbejde med fårefilmen. Dog er manuskriptforfatteren Craig Mazin nok hovedansvarlig for det overraskende niveau.

Han startede karrieren som komedieforfatter med film i serierne Scary Movie og The Hangover, men hævede indsatsen med den gravalvorlige hitserie Chernobyl og den yderst vellykkede serieversion af The Last of Us-spillene.

Til Fårbrydelsen, der på engelsk hedder The Sheep Detectives og er baseret på Leonie Swanns roman Three Bags Full, bringer han sansen for tempo og dybde uden at bræge over hovedet på børnepublikummet.

Samtidig leverer han et simpelt, men velkonstrueret mysterium, der lægger op til, at Knives Out-fans kan stille sulten med børn under armen.

Den passionerede fårehyrde George – med Hugh Jackmans krop og Peter Plauborgs danske stemme – falder død om. Heldigvis havde han for vane at læse krimier højt for sin brogede fåreflok af farverige klovdyr, der nu går i gang med at opklare mordet.

Det hele finder sted i en britisk flække, og der trækkes på landets tradition for hyggekrimi komplet med idyllisk landsbystemning og Barnaby-agtig musik.

Som genren foreskriver, får vi også en politimand med alvorligt brug for hjælp. Nicholas Braun har allerede vist sit talent for idioti som Greg i Succession og skærer sin betjent som en sympatisk umulius – også med Lue Ditmann Støvelbæks stemme.

Danskerne gør det i det hele taget fint på lydsiden, og oversætterne har tydeligt gjort sig umage med at tilpasse den engelske humor.

Lars Mikkelsens stemme som den erfarne vædder Sebastian gør det ikke mindre sjovt, da han vil forklare menneskene om Gud, som er hyrde, men også et lam lavet af brød, og de spiser ham om søndagen.

Men har man ikke en unge på slæb, skal man ikke fortænkes i at holde sig til originalversionen og nyde et imponerende cast med blandt andre Emma Thompson, Molly Gordon, Patrick Stewart, Bella Ramsey, Bryan Cranston og Julia Louis-Dreyfus som mennesker og får.

Interaktionen mellem mennesker cgi-kreaturer bliver aldrig klovkrummende på grund af den vellykkede animation, som primært er leveret af britiske Framestore.

Detaljerne i ulden er i sig selv imponerende, og man har fundet en god balance mellem realisme og udtryk. Lily, Sebastian, Mobse og resten af flokken ligner faktisk rigtige får, selv når de skal vise følelser.

Historien finder sin substans ved at bide sig særligt fast i to fårefænomener, både en sand og en populær misforståelse.

Sidstnævnte er myten om, at får har dårlig hukommelse. Det bliver i filmen til, at de med viljens kraft kan glemme traumatiske oplevelser.

Den eneste undtagelse er vædderen Mobse (Ole Boisen), som ikke kan glemme og derfor som den eneste kender til livets mest barske sandhed: At får og mennesker faktisk kan dø og ikke bare bliver til skyer i himlen.

Det er en ret mørk erkendelse, at Mobse bærer den tunge byrde at have bevidnet dødsfald ”flere gange, end jeg kan huske”, mens alle andre lever i lykkelig uvidenhed.

Samtidig gør det Mobse langt visere end selv den snarrådige Lily (Neel Rønholt), der smertefuldt indser, at hun må tvinge sig selv til at fastholde også det ubehagelige, hvis mindet om søde George skal bevares – og morderen findes.

Det andet interessante fårefænomen er den virkelige tendens til, at fåreflokke afviser deres lam, hvis de fødes om vinteren og derfor bliver underernærede. En brutal mekanisme, der skal sikre flokkens overlevelse og ikke umiddelbart passer ind i en film, hvor vi helst skal holde med de søde husdyr.

Men Fårbrydelsen tør modigt at vise den uretfærdige udstødelse af engens eneste vinterlam, inden det får lov at vise sit værd og måske vinde en solplads at græsse på.

Hen imod slutningen byder filmen også på en næsten for uhyggelig sekvens, der involverer et hårdt lyddesign, glubske hunde på en tåget nabo-eng og en fornemmelse af virkeligheden for de uheldige får, der ikke bare opdrættes for uldens skyld.

Kombinationen af at tælle får og se hyggekrimi lyder som en lur i biografmørket, men Fårbrydelsen er aldrig kedelig.