For første gang nogensinde dimitterer instruktørerne på Den Danske Filmskoles animationsuddannelse samtidig med de andre. Alle årgangens afgangsfilm får med andre ord lov at stråle samtidig på festivalen Generation. Og det er ikke gået ud over kvaliteten.
På de seneste hold har der været et stigende fokus på computerspil – også i afgangsværkerne – men årets seks nyuddannede instruktører har alle valgt at springe ud i filmbranchen med film på visitkortet.
Det giver den fordel, at de kan anmeldes på lige fod.
En af dem, Kauli Green, har endda fået friheden til slet ikke at dimittere med en animationsfilm! I stedet har instruktøren lavet både en dokumentar og en fiktionsfilm, så Kauli må vente med at blive bedømt, til Ekko kaster sig over de kategorier.
De resterende fem instruktører kommer godt rundt i animationsland med 2d, rotoscoping, stop motion og andet godt. Tematisk skal vi flere gange rundt om både forlist kærlighed og den svære opvækst.
Det er notorisk vanskeligt for nye animationsinstruktører at få finansiering til serier og spillefilm – særligt til det voksne publikum, som dimittenderne alle virker mest interesseret i.
For nylig blev der dog allokeret 25 millioner kroner årligt fra den nye produktionsrabatordning til animation, så forhåbentlig lykkes det for den brogede flok, hvor især et af talenterne fortjener et spillefilmbudget.
Glæden ved at være
Lad os begynde med begyndelsen, som skildres kreativt af Emma Bruun Ruus i Glæden ved at være.
Spædbarnet Balder træder sine første skridt og bevæger sig ud i verden, hvor han oplever alle de skægge, smukke og skræmmende indtryk, man skal forsøge at afkode som ny i livet.
Balder er krediteret som fotograf, og filmen starter også med en forvirret baby, der med kamera på hovedet ser sig selv i spejlet.
Det er godt set at lade barnet om at optage sine oplevelser og derefter tegne ud fra materialet med en simpel, blå streg, hvor kun de nærmeste objekter i synsfeltet træder frem.
Sammen med et tredimensionelt lyddesign former det en opløftende lille film, det gør det muligt at udforske verden med et barns begrænsede sanseapparat.
Man får lyst til at klappe sig selv på skulderen over alle de ting, man forstår i dag, når man genoplever, hvor fremmed det hele engang var for én.
Nothing Will Die
Man kan mistænke Rasmus Sølvsten for at have et lidt andet syn på barndommen end sin holdkammerat.
Med Nothing Will Die fortæller han historien om fem fugleunger, der forsøger at overleve længe nok til at flyve fra reden. Det er både årgangens bedste og mest ubehagelige film.
I et trøstesløst sort-hvid-univers af 2d- og 3d-animation og et pumpende, forstyrrende lyddesign forsøger moren at beskytte sine unger uden held.
Én unge får uden varsel revet benet af og fortæres af myrer, som igen spises af fugleungens søskende. En anden spiddes af en spætte, og det hele foregår med den uimponerede ligegyldighed, som naturen udviser over for lidelse.
Den simple, men formfuldendte animation tegner fuglene så udtryksløse, som de er i virkeligheden. Men efterhånden begynder man fysisk at kunne mærke den smerte og frygt, som dyreunger oplever hver dag.
Det er umuligt at tage øjnene fra det uhyrlige værk, der først til sidste kapper kynismen i en rørende slutning.
Rasmus Sølvsten formår på enestående vis at fortælle et episk drama helt uden dialog og med et overskud, man meget sjældent finder i afgangsværker. Giv den mand en spillefilm!
Acts of Slime and Stone
Stopmotion er på en måde den mest hardcore animationsgenre, så det er modigt af Nor Bülow Jørgensen at kaste sig ud i formen.
Syrede Acts of Slime and Stone kombinerer en taktil og småubehagelig stopmotion-stil med glimt af live action og fortæller med stor opfindsomhed en klassisk historie om at savne sin ekskæreste.
Mennesket O render rundt i en slimet grotte og taler til sin tidligere partner T, der pludselig manifesterer sig som en mimrende slimklat.
Den skiftevis bedårende og ulækre figur er skægt lavet, og envejskommunikationen fra O’s side udstiller ham som en sørgelig, men også ret relaterbar figur med alt det selvoptagede vanvid, der kan følge med kærestesorger.
Det hele kulminerer symbolsk med slim som metafor for den forvandlingsagtige rekonstruktion af identiteten, som O må igennem for at slippe ud af sorgens grotte.
Dejligt med en filmskaber, der tør behandle et universelt emne så abstrakt, og forhåbentlig kan noget af stilen bevares, når Nor Bülow Jørgensen forhåbentlig skal til at lave spillefilm eller serier.
Lyden af at give slip
David G. Raabjerg Wedel har en mere direkte tilgang til det forliste forhold. To gamle ekskærester, Janus og Juni, mødes tilfældigt, og det sender Janus ud på en rejse gennem minderne i musicalform.
Instruktørens partner Sanne Raabjerg Wedel har komponeret det meste af den meget ligefremme popmusik, som synges af dj’en Frej Levin (også kendt som B From E) og sangeren Andrea Lykke Oehlenschlæger.
Især sidstnævnte synger flot, og det er i det hele taget blæret at levere en musical som afgangsfilm.
Dog lider flere af sangene under tekster med lovligt forceret lommefilosofi tvunget ind i rim: ”Alle vil udvikling / ingen vil forandring / men begge to er vilkår for livsvandring.”
Ikke specielt mundret.
Fortællingen får heller ikke meget nyt ud af parforholdsbøvl som tema, men den pæne animeagtige 2d-animtion får til tider poesi ud af minderejsen.
Og så er det en smuk skildring af sorgfuldt tunnelsyn, da Janus ser en fremmed sidde ved den bænk, som han plejede at frekventere med ekskæresten – og syngende bemærker, at ”byen har glemt os”.
Korean Bloom
Sidste værk i rækken er en meditativ og smuk film om kulturel appropriation og identitet.
Lin Jo Skytte har instrueret Korean Bloom om en koreansk-dansk kvinde, Mina, der driver et magisk kurbad på Vestkysten. Danske feriegæster valfarter hertil for at nyde Minas særlige spa-service, der inkluderer hjælp fra åndelignende væsner.
Men gæsterne opfører sig respektløst over for værten. De hiver hende i håret, som vokser sig længere, jo mere danskerne gør hende til et eksotisk objekt.
Kurbadet med ånderne giver associationer til japanske Miyazakis Chihiro og heksene, men filmen er noget mere rå i sin fortællestil, end Studio Ghibli plejer at være.
Den stille, næsten ordløse film bruger et dynamisk, til tider radikalt lyddesign til at fremme ubehaget – især udrivningen af et hår gør ondt i trommehinden – og den lette, ujævne 2d-animation skaber en svævende, atmosfærisk stemning.
Korean Bloom er af de film, der skal mærkes, mere end den skal tænkes.
facebook
twitter
Kommentarer