En ny årgang dokumentarinstruktører har fået diplom fra Den Danske Filmskole, og i afgangsfilmene, som bliver vist på disse dages Generation-festival, kaster de sig over hvert sit hjørne af virkeligheden.
Årgangen begyndte uddannelsen i 2021, hvor de daværende dimittender fik kras kritik for at stikke linsen ind i navlen på sig selv. Det samme kan man ikke beskylde de nye dokumentarister for.
En enkelt instruktør placerer sig selv i fortællerstolen, og en anden fletter sig ind i historien, men perspektivet i de syv film rækker langt ud over de snævre problemer, man kan have som studerende på Holmen i København. Vi kommer forbi Kenya, Østrig, Portugal og tilbage til hovedstaden med en indvandrers blik.
Fælles for årgangen er også en æstetisk tæft, som hjælpes af dygtige fotografer. Alle har valgt en kunstnerisk vej til at skildre sandheden frem for en mere journalistisk tilgang. Derfor tager det i flere af filmene også noget tid at lure, hvad de egentlig vil fortælle.
Ikke desto mindre er det pirrende at se talenterne præsentere deres stemmer, som kan blive en del af koret i dansk dokumentar de næste mange år.
All Things Pass and Will Pass Again
En robotagtig stemme fortæller filosofisk om altings foranderlighed. Lige så stille giver lyden af stemmen efter for vindens hvislen, mens noget, der kunne ligne en snestorm optaget i mørke, skimtes på den ellers sorte skærm.
Lidt inde i filmen optræder stemmen igen. Den tilhører en unavngiven mand, der tilsyneladende holdes kunstigt i live og kun med hjælp fra lægevidenskaben kan tale.
Fantastisk, hvad vi mennesker kan, fristes man til at tænke.
Indimellem klipper filmen til dyr, der trods barske omstændigheder i den vilde natur sprudler med liv. Men også dyr i fangenskab, en kanin, der slagtes, forfaldne fabrikker og tilbage til lægevidenskabelige apparater.
Foreviget som nærbilleder er klippene tilsammen både poetiske, drømmende og skræmmende.
Uden en egentlig fortæller giver instruktør Julius Ernst publikum stof til eftertanke.
Ser manden sig selv som de tilfangetagne dyr? Eller den ukuelige natur, som ingen kan holde nede? Det kan vi kun gisne om. Således lægger filmen op til refleksion over, om et det er en værdig behandling at holdes kunstigt i live, og hvem der bestemmer over livet og døden.
KH
Brødre
Det er farligt at stirre sig blind på en svag idé, især for en dokumentarinstruktør, der ellers udviser flair for det visuelle.
Rosa Lie har forståeligt nok forelsket sig i to brasilianske Ju-Jitsu-kæmpende brødre i Portugal. Oprindeligt uadskillelige, men på vej i hver sin retning i livet.
Hun mødte dem under en rejse til Lissabon på jagt efter sit portugisiske ophav, som hun forklarer i en sporadisk voice-over, der kommer til at stå som en underlig besøgsven i filmens helhed.
Brødrene har lignet et godt redskab til at udforske instruktørens egen kulturelle forvirring, men selv om både Felippe og Fernando er karismatiske personer, får filmen ikke noget særligt spændende ud af dem.
Sekvenser, hvor de ligger i fosterstilling over for hinanden eller bryder i en kirke, er i sig selv flotte, betagende billeder, men fører ikke til noget substantielt. Og brødrenes deltagelse i verdensmesterskaberne i Rom leder kun til sukkersøde optagelser.
Forhåbentlig kommer instruktøren snart til at kaste sin kærlighed på en rigtigt god historie, så vi kan se, hvad hun dur til.
FH
Elsker det for dig
I et omklædningsrum med hvide fliser præsenterer filmen en gruppe af transpersoner, der fnisende prøver badekåber. Det er ellers et rum, som verden over bruges til at holde dem ude af fællesskabet.
Derfor er det en fremragende idé, at instruktør Kauli Green – som faktisk er fra animationslinjen – interviewer de medvirkende netop her, hvor de er delvist afklædte, og hvor nogle viser sig at hvile mere i deres krop end andre. Og så får de ovenikøbet lov til at tale ud om, hvad det vil sige.
Ikke alle har været på den samme rejse, og der opstår et sammenhold omkring udveksling af erfaringer. Med en værdighed, verden endnu ikke møder dem med, fortæller de om at springe ud i en ung alder, eller vente til ens egne børn er voksne.
Helt uden indblanding fra ciskønnede med løftede pegefingre er de fri for omverdenens forventninger.
En af dem sænker derfor omsider paraderne og fortæller, at hun gerne vil være trad wife – en slags moderne, ultrafeminin husmor. Men hun vil også gerne være lidt punk. Således er der et bredt spænd for, hvordan køn udtrykkes.
KH
Under den nye himmel
Den mest personlige af årgangens dokumentarer er Miran Muhammad Avashîns Under den nye himmel. Den er baseret på instruktørens dagbog fra 2025 og tilbage til 2012, hvor han kom til landet fra Mellemøsten.
Hans indtagende, bløde stemme læser på dansk, kurdisk og arabisk op fra tretten års observationer og poesi om mødet med en ny kultur og det komplicerede forhold til den gamle.
Oplæsningen akkompagneres af fotograf Rie Windfeld Skous vildt lækre billeder af Avashîn, der bevæger sig svævende rundt i København. Hovedstaden er både er drømmeagtigt og jordnær, mens instruktøren er en karismatisk følgesvend på turen.
Desværre mister filmen hurtigt pusten. For meget lyrik og pænhed og for lidt håndgribelig information at knytte indtrykkene op på.
Det bliver en lovligt flyvsk oplevelse, der får svært ved at holde den opmærksomhed, som det kræver at trænge igennem med poesien.
FH
Velkommen hjem
Med sine rødmalede vinduer og brutalistiske arkitektur skiller Øresundskollegiet sig ud i nattemørket.
Her bor rapmundede Álvur og hans veninde Anna Sofía, der i hjemlandet og blandt færøske studerende i København er kendt som musiker under kunstnernavnet Gówa.
Instruktør Maria Winther Olsen – kendt for Ekko Shortlist-filmen Som engle vi falder – tegner med deres venskab et rørende generationsportræt præget af ambivalente følelser om hjemstavnen.
Det kommer til udtryk i både flygtige kommentarer og dybfølte samtaler om fremtiden over en smøg på gangen. De lever i en venskabelig symbiose, som de færreste oplever efter 25-årsalderen.
”Velkommen hjem,” siger stewardessen i flyets højtaler, når du lander på Færøerne – deraf filmtitlen. Men med et ben på øerne og det andet i udlandet er de begge usikre på, hvor de virkelig hører hjemme.
Álvur nægter blive sat i bås som bøsse, hvis han flytter til hjembyen Sørvágur. Ikke fordi han føler sig usikker, men fordi der er forventninger til, hvordan man bør være som bøsse. Omvendt spørger Anna Sofía, om de ikke har ansvar for at vise den næste generation af outsidere, at de ikke er alene.
KH
After the Abyss
Internettet er fyldt med skrald og traumatiserende indhold, men de fleste af os er skånet for det værste.
De glemte helte, internetmoderatorerne, sorterer nemlig det mest afskyelige på sociale medier fra – til en sløj hyre og i visse tilfælde med ptsd til følge.
Keiria Shishay følger i After the Abyss en gruppe kenyanske moderatorer, som kæmper for bedre vilkår og forsøger at organisere sig midt i en verserende retssag mod Meta i landet.
Dokumentaren kombinerer fluen på væggen-optagelser af gruppemøder med stiliserede billeder af en skikkelse, der kigger på skærme i et koldt rum. Det suppleres af flotte oplæsninger af en lokal digters poesi samt bittersøde optagelser af unge TikTok-dansere i Nairobi.
Men vi får aldrig et nært kendskab til moderatorerne eller mærker deres ptsd. De lange optagelser af møder er lødige og interessante, men også en smule sløve, hvilket i perioder gør filmen unødvendigt tør.
Alligevel tager After the Abyss beundringsværdigt fat i et væsentligt problem – især med et kolonialismeperspektiv, hvor Vesten tilsyneladende nasser på afrikaneres empati, så vi kan færdes trygt på sociale medier.
FH
Slush
På Ekko Shortlist har Lulu Roos vakt opmærksom med sit åbenhjertige portræt af instruktøren Selma Sunniva og skuespilleren Josefine Feldmann i Nattens smil.
Og med sin afgangsfilm demonstrerer hun et overskudsagtigt blik for detaljer, som gør hendes film til dokumentarårgangens mest underholdende.
Fotografen Christoffer Torp Vestergaards brede, ukomplicerede billeder skildrer et populært skisportssted i Østrig, hvor danskere strømmer til for at nyde den kunstige sne, som blæses ud af kanoner.
Ved første øjekast er der ikke meget retning i optagelserne af en familie, en gruppe unge og de lokale redningsfolk. Men efterhånden mærker man de mange komiske paradokser.
Børnefamilien, der dyrker de nære traditioner i et fuldstændigt kunstigt naturområde og holder øje med datterens skiskoletur ved hjælp af en tracking-enhed. De unge, der bruger alle deres penge på at flytte de pubertære problemer ned i kulden. Og redderne, der frygter, hvornår den næste jubelglade turist dør af et overambitiøst offpist-eventyr.
Lulu Roos vil med filmen også sige noget kløgtigt om klimaforandringer og belastende rejsevaner, men det overdøves af det øjeglimtende, veloplagte miljøportræt med buldrende techno som akkompagnement.
FH
facebook
twitter
Kommentarer