Freakier Friday

Kropsbyttefortællinger er guf for legesyge skuespillere. Man får ikke bare lov til spille en rolle, men også til at fortolke en anden skuespillers version af samme rolle som en slags performativ babushka-dukke.

Den bedste film i genren er Jon Woos ekspressionistiske action-klassiker Face/Off. Her imiterer John Travolta og Nicolas Cage hinanden uden skyggen af tilbagehold, da deres figurer bytter ansigter. I det bombastiske klimaks står de på hver sin side af et spejl og skyder imod eget ansigt.

Legen med at besætte skuespilkollegernes kroppe er også fundamentet i Freaky Friday-filmene, der går mindre eksistentialistisk til værks.

I den første fra 1976, baseret på en bog af Mary Rodgers, bytter Mor (Barbara Harris) og datter (Jodie Foster) kroppe og oplever en dag i hinandens sko. Siden har Disney stået bag fem film med samme koncept. Alle er gået totalt i glemmebogen med én vigtig undtagelse.

Freaky Friday fra 2003 er et decideret ikonisk værk for os, der voksede op i 00’erne.

En finurlig lille familiekomedie, der med veloplagte Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan som mor og datter puster liv i galskaben med så stor succes, at det her 22 år senere er blevet til en efterfølger.

I Freakier Friday er Lohans Anna blevet voksen og har fået sin egen trodsige teenagedatter, Harper (Julia Butters), som hun opdrager med hjælp fra Curtis’ ivrige bedstemor Tess.

Harpers liv bliver et mareridt, da Anna forloves med faren til hendes skolegårds-nemesis Lily (Sophia Hammons), som nu bliver den onde stedsøster.

Selvfølgelig fører det til endnu en gang moraliserende kropsbytte, da de støder ind i en magisk spåkone. Anna bytter denne gang skind med datteren, mens Tess og Lily – med hele 50 år imellem sig – også udveksler korpus.

Kan turen i voksen- og gammelkroppen lære stedsøstrene at enes, eller vil de lykkes med at forpurre forældrenes bryllup?

Herfra går det let og lifligt derudaf med forudsigelige forviklinger og et Lego-opbyggeligt budskab om at sætte sig i hinandens sted. Pyntet med stort set alle de samme vittigheder fra etteren – inklusive dem om, at teenagere har højere stofskifte og derfor kan fylde sig med cheeseburgere uden at blive tykke (det passer i øvrigt ikke for alle!).

Freakier Friday er optaget i vant Disney-stil, hvor lyset får alt til at ligne en reklame, og hvor alle gode mennesker er ekstremt succesfulde og rige. Tess er berømt psykolog med podcast og selvbiografi, Anna er manager for en popstjerne, men drømmer selvfølgelig om selv at samle guitaren op, og Annas kommende mand Eric (Manny Jacinto) er restauratør i Michelin-klassen.

Filmens mænd er lækre Ken-dukker, som aldrig aner, hvad der er på færde. Forfriskende nok hidser de sig aldrig rigtigt op, men nøjes med at vise muskler og se mutte ud, hver gang kvindernes opførsel bliver forvirrende.

Teenage-hunken fra den første film, Chad Michael Murray, dukker igen op på motorcykel og forelsker sig i den meget ældre Tess. Det kommer der fine klukgrin ud af.

Faktisk er det birollerne, der skinner klarest. Maitreyi Ramakrishnan er den ret bedårende popstjerne, som Anna evig og altid skal trøste. Vanessa Bayer udnytter sine drilske øjne som opportunistisk spåkone. Og X Mayo er muntert kaotisk som skoleinspektøren, der lader sig rive med af Anna og Erics romance.

Den helt store skuffelse ved Freakier Friday er hovedrollerne.

Jamie Lee Curtis har som altid masser af karisma, og hun lader til at have en fest med opgaven, men hendes imitation af Sophia Hammons som Lily rammer kilometer ved siden af.

Lindsay Lohan er stiv i betrækket, og det er svært at komme udenom, hvor meget botox hæmmer den mimik, som er altafgørende for et skægt kropsbytte.

Sophia Hammons og Julia Butters gør det hæderligt i de unge roller, men forskellen er for lille efter skiftet, og der er intet af Curtis’ velkendte kropslighed at genkende i Hammons’ bevægelser.

Castet lader til at have haft det forrygende morsomt med at lave filmen. Det mærkes tydeligt i de meget 00’er-agtige fraklip, der kører hen over rulleteksterne. Man får lyst til selv at bytte krop med skuespillerne, så man kan mærke lidt af den fornøjelse, publikum ikke er blevet forundt.