Free Guy

Alle historier har såkaldte baggrundpersoner. De fylder den fiktive verden op og giver hovedpersonen et underlag at stå på. Superhelten skal have nogen at redde, og romantikeren skal have nogen at vælge fra.

I et videospil er NPC’ere – de roller, der ikke er besat af rigtige mennesker – boksebolde for computerspilleren. I skydespil som Grand Theft Auto er der tusindvis af dem med en lille fast rutine og ingen mulighed for at forsvare sig mod de ofte grusomme og psykopatiske spillere, som leger i en fiktiv verden.

Men en dag beslutter en ligegyldig bankmand med det passende generiske navn Guy (Ryan Reynolds), at han vil ud og leve livet. Som taget ud af John Carpenters sci-fi They Live stjæler han en computerspillers solbrille-visir, som lader ham træde ud af kulissen.

Konceptet i Free Guy er genialt til en action-komedie. Mulighederne er nærmest uendelige i en verden, hvor der falder en helikopter ned fra himlen én gang i minuttet, og hele verden kan bryde sammen med blot et tastaturtryk fra en søvnmanglende programmør.

Ryan Reynolds er mest kendt for superhelte-rollen Deadpool, der også er opmærksom på, at han er en fiktiv karakter. Skuespilleren er blevet et levende meme. Han ejer også et gin-firma, et teleselskab og et halvt fodboldhold, ligesom han laver sine egne reklamer på YouTube-kanalen.

Han har altid det samme glimt i øjet. Så hvis man er til ham, er man ikke gået forkert til Free Guy. Som action-komedie har filmen sat en fed streg under ”komedie”, og den forstår at spille på sin hovedperson, der ikke aner, hvad der foregår og ikke forstår halvdelen af, hvad de rigtige mennesker siger til ham.

Skuespilleren er lige dele vattet og beslutsom, når han bliver forelsket i Molotov Girl, som har været med til at skrive spillets kode og dermed er ansvarlig for, at Guy som det første computerprogram har fået sin egen selvbevidsthed.

Tankerne ledes hurtigt hen på Jim Carrey i 90’ernes The Truman Show, hvor Carreys hovedperson uvidende lever inde i en tv-serie. Free Guy har da også et lignende moralsk budskab, når Ryan Reynolds siger nej tak til sit kontrollerede og kedelige liv, der er fastsat af et stort mediefirma.

Men det klinger en smule hult, når Reynolds står med et lyssværd i den ene hånd og en Hulk-handske i den anden – og man opdager, at Free Guy er en Disney-film.

Den eneste franchise, mega-koncernen endnu ikke har fingrene i, må efterhånden være Grand Theft Auto, og derfor føles universet i filmen, som om det har været igennem producer-kontorets kopimaskine.

Free Guy er opdateret på de fleste af gamer-verdenens trends, og store navne som Ninja og Jacksepticeye aflægger besøg. Alligevel mangler filmen stil.

Ansvaret hviler på instruktørens skuldre. Shawn Levy har lavet Nat på museet-filmene og 2006-versionen af Den lyserøde panter, og det er, som om han gør en dyd ud af at hive sig selv ud af ligningen.

Hvis de på Disney-kontoret snakker om helt at afskaffe instruktørerne på deres film, viser Shawn Levy vejen ved at være komplet usynlig.

Man kan i stedet mærke i maven, når producerne laver en tjekliste i forhold til målgruppen – som når de lader Taika Waititi spille filmens skurk. Med sin charmerende newzealandske accent er han ikke faretruende, men sikrer respekt fra arthouse-segmentet.

Der findes endnu ikke en eneste god filmatisering af et videospil, selv om selskaberne har prøvet igen og igen. Det vilde er, at Free Guy faktisk er en af de film, der kommer tættest på at opnå denne umulige drøm.