Gaza’s Twins, Come Back to Me

Raina Attieh er højgravid med trillinger, da bomberne begynder at falde over hjembyen Beit Hanoun i det nordlige Gaza, tæt på grænsen til Israel. Eksplosioner og massiv tilstedeværelse af de israelske tropper sætter fødslen i gang en måned før tid.

Kun to af de tre børn overlever: drengen Hamoud og pigen Jowan.

”Da jeg begravede hende, kom der blod ud af hendes næse og mund,” fortæller Rainas mand Akram om deres afdøde barn, mens de små sparkedragter pakkes væk, prisskiltene stadig hængende fra siden.

Efter den traumatiske start på livet bliver tvillingerne lagt i kuvøse, hvor familien besøger dem så ofte som muligt.

”Det var svært at blive hos dem, for situationen på hospitalet var ekstremt farlig. Enhver, der tog derhen, risikerede at blive dræbt,” fortæller Raina med et fjernt blik.

Situationen forværres yderligere, da angrebne fra oven også rammer hospitalet, hvor tvillingerne er indlagt. Med hjælp fra Røde Kors beslutter de derfor at evakuere dem til et felthospital i den sydlige del af Gaza.

”Strømmen gik, og ilten slap op. Vi var bekymrede for tvillingerne. Vi fik at vide, at de ville blive flyttet, men de fik aldrig vores tilladelse.”

Gazastriben er delt i to – oplyser filmens mellemtekster – og over 100.000 palæstinensere har måttet flygte fra nord til syd. Dem, der ikke nåede væk i tide, er blevet spærret inde af det israelske militær, blandt dem Raina og hendes familie.

Tre måneder efter, at tvillingerne ankommer til felthospitalet i Al‑Aqsa, deler personalet videoer af dem på sociale medier, i håb om at nogen kan genkende dem. Rainas søster Nisreen ser videoerne og genkender børnene. Det aftales, at hun midlertidigt skal tage sig af dem, indtil de kan blive genforenet med deres forældre.

Men krigen stopper ikke, og adskillelsen varer i måneder. Nisreen og hendes familie må gentagne gange rive teltpløkkerne op og flytte igen. Med spædbørn på armen og de få ejendele, de kan bære, kæmper de desperat for at finde ly fra kugleregnen.

Vi ser tvillingerne vokse op, mens familien bemærker forskelle mellem dem. Jowan går og pludrer, mens Hamoud forbliver stille og hjælpeløs.

”Børn på hans alder kan gå nu. Han kan ikke engang løfte hovedet,” siger mosteren med drengen på skødet.

Familien deler deres bekymringer. Han kan ikke høre, er skeløjet og får epileptiske anfald. De mener, at den komplicerede graviditet, den tidlige fødsel og de lange indlæggelser på to forskellige hospitaler har påvirket hans udvikling.

Trods kaosset holder søstrene kontakten gennem halvandet års adskillelse. De klamrer sig til håbet og troen på, at de en dag vil finde hinanden igen.

Det er tydeligt, at instruktøren Mohammed Sawwaf har haft en særlig adgang til den splittede familie. Han skaber en stærk identifikation, som holder os på kanten af stolen gennem hele den nervepirrende rejse.

Alligevel finder den lille familie overskud til at drille hinanden og småsnakke midt i flugten, sulten og frygten for det næste bombardement. Det er svært at begribe, hvor den enorme styrke og modstandskraft kommer fra.

Gaza’s Twins, Come Back to Me er en overbevisende dokumentation af, hvad krigen gør ved helt almindelige mennesker. Det er en uhyre dramatisk og dybt rørende historie om mennesker, man som seer hurtigt kommer til at holde af og heppe på.

Den eneste anke er, at filmen til tider føles mere som en journalistisk reportage end som en egentlig dokumentarfilm. Omvendt virker det næsten kynisk at hæfte sig for meget ved den billedmæssige form, når optagelserne er lavet midt i en aktiv krigszone.

Filmen formår at forene et nøgternt overblik med en meget personlig fortælling, der tragisk nok er repræsentativ for tusindvis af familier i Gaza.

Det indkapsles måske bedst i Nisreens ord, da hun midtvejs siger: ”Når alt dette er overstået, vil vi undre os over, hvordan vi overlevede. Hvordan vi kom igennem alt det her.”