Biografanmeldelse
14. maj 2014 | 18:23

Godzilla

Foto | Kimberly French

I den originale, japanske Godzilla fra 1954 hedder monsteret Gojira. Siden har den monstrøse skabning optrådt i over 30 film med blandet resultat.

Verdens mest berømte filmmonster huserer igen, og fans kan godt glæde sig. Godzilla anno 2014 er gedigen popcorn-action med frydefuld destruktion.

Af Flemming Kaspersen

Godzilla fylder 60 i år. Siden Toho-studiernes originale Godzilla i 1954 er der lavet mere end 30 film med det atomfødte kæmpemonster, nogle gode, mange dårlige.

Selv om Gojira – som monsteret hedder på originalsproget – er en gennemført japansk opfindelse, har Hollywood været med fra starten. Den oprindelige Godzilla-film blev i 1956 dubbet til engelsk og tilsat nogle amerikanske scener, og den spillede med succes i USA og Europa.

I 1998 lavede Roland Emmerich en tidstypisk Hollywood-fortolkning med den ret udskældte Godzilla, som det lykkedes at gøre både anmeldere og genre-fans vrede.

Gareth Edwards’ hårde og buldrende nyfortolkning af Godzilla kommer mindre end et år efter Guillermo del Toros Pacific Rim. Filmene har samme producent (Legendary Pictures/Warner Bros.), og de trækker begge på de traditionsrige japanske kaiju-monsterfilm, som Godzilla var med til at grundlægge. Med sine kæmpemonstre fra Jordens indre i krig med gigantiske menneskestyrede robotter var Pacific Rim så tæt på en Godzilla-film, man næsten kan komme, titlen til trods.

Edwards – som her blot instruerer sin anden spillefilm – debuterede med en af de mest originale, nyere sci-fi/monsterfilm, Monsters (2010), der fik det maksimale ud af et minimalt budget.

Filmen høstede stor opmærksomhed med sine low-tech digitale effekter, som Edwards selv lavede ved hjælp af en hjemmecomputer og standardsoftware. Og samtidig var den en original tilføjelse til monstergenren med en stil og tone, som var løs, improviseret og melankolsk.

I Godzilla har han haft cirka en milliard kroner at gøre godt med – omtrent 300 gange budgettet til Monsters. Og det kan ses.

Dette er en film af monstrøs størrelse, placeret et sted mellem katastrofefilm, blockbuster-action og old school monsterdrama. Edwards’ store udfordring hér har været at finde balancen mellem den personlige stil, han demonstrerede i Monsters, og Hollywood-megafilmens krav om at give publikum det, de vil have.

Gareth Edwards ved, hvor effektivt det kan være at bygge langsomt op.

Med inspiration fra klassikere som Dødens gab og Alien træder han bevist på bremsen i filmens første halve time. Det starter roligt og ildevarslende med Bryan Cranston (Breaking Bad) som videnskabsmanden, der får mistanke om, at der gemmer sig noget i dybet under det japanske atomkraftværk, hvor han arbejder.

Det er klassisk forventningsopbygning, som viser nok uden at vise for meget. Vi skal vente og forberede os på øjeblikket, hvor vi endelig ser Godzilla i al sin vælde. Og det er en ret imponerende skabning, der endelig afsløres. Garvede Godzilla-fans har allerede givet Edwards’ nye version af det klassiske monster tommelfingeren opad.

Plottet er ikke vigtigt – personskildring og psykologi ej heller. Det er ikke noget, instruktøren bruger meget krudt på.

Hans Godzilla demonstrerer en fin forståelse for det ritualistiske ved kaiju-genren. Det er en film om små, skrøbelige mennesker i kamp mod de enorme naturkræfter, som Godzilla (og filmens to andre monstre) symboliserer.

Og filmen er imponerende i sin apokalyptiske destruktion.

Der ødelægges atomkraftværker, broer, højhuse og halve byer. Militæret er magtesløst, godt og ondt er end ikke noget, man diskuterer. Klassisk for genren. Det er i øvrigt tankevækkende, hvordan destruktionen også rammer kernen i vores globaliserede infrastruktur: tog afspores, skibe slås i stykker, fly falder ned fra himlen, jernbaner og veje smadres. Er dette et moderne publikums største frygt?

Mod slutningen når destruktionen i Godzilla surrealistiske højder, godt hjulpet af en lydside, der stiller store krav til biografernes i forvejen hårdt prøvede lydanlæg.

Det kunne nemt ende i kedsommeligt effekt-lir. Men Edwards har talent for at give sine digitale effekter en følelse af fysisk, analog virkelighed.

Så selv om dette er en rendyrket popcorn-film med beskedne kunstneriske ambitioner, er den lavet med saft og kraft og en troskab mod sit japanske ophav, som man må respektere.

Trailer: Godzilla

Kommentarer

Titel:
Godzilla

Land:

USA / Japan

År:
2014

Instruktør:
Gareth Edwards

Manuskript:

Max Borenstein, David Callaham

Medvirkende:

Aaron Taylor-Johnson, Elizabeth Olsen, Bryan Cranston

Spilletid:

123 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
15. maj 2014

© Filmmagasinet Ekko