Greenland 2: Migration

Associationen er uundgåelig, men Greenland-filmserien har som udgangspunkt intet at gøre med den aktuelle politiske krise, hvor Donald Trump gakgak-megalomanisk har truet Danmark med invasionskrig. 

Faktisk er Grønland kun perifært med i de to film, hvor Jorden rammes af et kæmpemeteor. 

Den første film slutter med, at de tre hovedpersoner redder sig i sikkerhed i en betonbunker under den amerikanske Thule-militærbase på Grønland. Den anden film starter med, at bunkeren slår revner, hvorpå de forlader Grønland igen. 

Så det er en lidt mærkelig titel. Og hvorfor flygte til Grønland, der er lige så sårbar for meteornedslag som alle steder, når man kan søge ind i et amerikansk bjerg, hvor tilflugtssteder har stået klar siden den kolde krig? 

Det giver kun mening, hvis man opfatter Grønland metaforisk som ”grønt land”, et forjættet sted, hvor nyt liv kan spire af asken. På alle andre planer er Grønlandsbunkeren en af filmseriens utallige idiotier. 

De to films tre hovedpersoner er bygningsingeniøren John (Gerard Butler), hans hustru Allison (Morena Baccarin) og sønnen Nathan (her Roman Griffin Davis). 

De er amerikanere af den nye støbning. Med Family First i den ene vægtskål, America First i den anden. Så da de inviteres til eksklusivt at overleve i Thule-basens bunker, slutter Nathan sig til den nye privilegerede overklasse i stedet for at hjælpe sine naboer med at indrette et lokalt tilflugtssted. 

Vi ser i Thule-bunkeren nogle få sorte mennesker, så meget har Hollywood dog lært, men ingen oprindelige amerikanere eller grønlændere. Filmens utopia-vision knirker lige så fælt som finalen i When Worlds Collide (1951), hvor en hel planet rammer Jorden og kun hvide mennesker inviteres med i flugtrumskibet. 

Det er kun en af de to films utallige synder. Begge er skrevet af Hollywood-typer, der tilsyneladende aldrig har læst en bog eller på anden vis tilegnet sig viden om den virkelige verden, og som kun kan gentage filmklichéer og affyre sentimentalt vås. 

Greenland 2: Migration foregår fem år efter etteren. Jorden har fået en Saturn-agtig ring af meteorfragmenter, som styrter ned på må og få. Vi ser flammende fragmenter suse vandret hen over en skov, så tyngdekraften er blevet selektiv. 

Filmens bombardement har ødelagt hele kontinenter. Så voldsomme nedslag ville have udløst globale tsunamier og ildstorme samt sendt støv højt op i atmosfæren og blokeret for sollyset. 

Alligevel foregår store dele af filmen i smukke naturlandskaber under en blå himmel. Infrastrukturen synes forbløffende intakt. Ingen sulter, man kører stadig rundt i biler, og der er el i stikkontakterne. 

Familien sejler fra Grønland til Liverpool, der ved ankomsten er oversvømmet, men to gader længere fremme uden så meget som en vandpyt! Så fortsætter de til Dover – og vupti: Selv om der lige før stak hustage op af vandet, er Den Engelske Kanal tørret ud, så man kan gå til Frankrig (hvor alle i øvrigt forstår engelsk). 

Dybe kløfter i havbunden forceres via den dårligst konstruerede hængebro nogensinde set på film. Bygningsingeniøren kunne her hjælpe sine medmennesker ved at konstruere en bedre bro, men nej, det er Family First og så hurtigt videre, mens statister får lov at falde i dybet.

I Pas-de-Calais bydes familien velkommen af en franskmand (William Abadie), som har en fotomodelsmuk datter (Nelia Valery), der straks forelsker sig i sønnen og slutter sig til familien. 

Næste generation er sikret.

Tilfældigvis ved hendes far, hvordan de kommer forbi vagterne, fordi ”der er rebeller overalt”. Derved kan de slutte sig til de privilegerede i det største meteorkrater, som på uforklarlig vis er blevet et strålingsfrit, billedskønt paradis. Altså en kopi af den første films tåbelige og usympatiske slutning. 

Indimellem sentimentale familiescener er de visuelle effekter i begge Greenland-film flotte, men jeg anbefaler biograferne at skrue ekstra højt op for lyden, så den ikke overdøves af tilskuere, der hvert andet øjeblik klasker sig på panden over endnu en fadæse.