I Know What You Did Last Summer

På vej for at opleve det lokale 4th of July-fyrværkeri kommer fem teenagere fra havnebyen Southport til at forårsage en dødsulykke. De sniger sig bort i mørket, men ikke uset, og et år senere trues de af The Fisherman. En mystisk hævner bevæbnet med en stor jernkrog. 

Præcis som det 28 år tidligere samme sted skete for en anden gruppe teenagere i slasherfilmen I Know What You Did Last Summer med Jennifer Love Hewitt, Freddie Prinze Jr., Sarah Michelle Gellar og Ryan Phillippe. Efterfulgt af nu tre spillefilm-sequels samt en tv-serie. 

Den første I Know What You Did Last Summer fulgte lige i hælene på Wes Cravens store metafilmhit Scream (1996), som efter en årrække præget af gyserkomedier startede en ny bølge af mere hårdkogte slasherfilm. Typisk markedsført med Photoshop-sammenkoblede striber af teenageansigter. 

Hvad filmenemåtte savne i opfindsomhed, kompenserede de for med en rollebesætning af unge modeltyper. For eksempel R&B-sangeren Brandy som toerens final girl og i etteren Sarah Michelle Gellars desillusionerede skønhedsdronning. 

De var grydeklare til med ritualiseret sadisme at blive elektrificeret, knust, kværnet, kogt, spist, drukket, druknet, detoneret, skudt, spiddet, savet, dolket, hakket, flænset, flamberet, stranguleret, dekapiteret eller – I Know-filmene – hooked. 

Denne uge fejrer vi 50-årsjubilæet for den danske biografpremiere på Motorsavsmassakren. I det aktuelle Ekko #98 kan man således se og læse om filmens danske plakat, hvor et ophængt offer spræller fra en kødkrog. 

Desuden har Pinhead flået kroppe itu med kødkroge i Hellraiser fra 1987, mens den afroamerikanske martyr i Candyman fra 1992, ligesom Peter Pans ærkefjende Kaptajn Klo, har mistet en hånd, men erstattet den med en sylespids jernkrog. Så en krog som mordvåben var i 1997 langt fra en ny idé. 

Deja-vu på alle planer har ikke forhindret I Know What You Did Last Summer-franchisen i at indtjene over 200 millioner dollars, og hvis man springer den tredje film over, er 1, 2 & 4 da også en acceptabel popcorn-serie for det brede publikum. 

Den nye er instrueret af Jennifer Kaytin Robinson, der tidligere har været medforfatter på en af de bedre Marvel-film, Thor: Love and Thunder, og iscenesat et par romcoms såsom Do Revenge. 

Hun arbejder her med et attraktivt cast af nye ansigter, hvoraf især den sødmefuldt fotogene Madelyn Cline gør indtryk. Undervejs får Robinson indflettet lidt satire over vlog-journalistik og newage-nonsens. Men også en seriøs forståelse for posttraumatiske stresssymptomer, hvor de unge opfordres til at tage tyren ved krogen, inden de selv spiddes. 

Også et par navne fra de forrige film dukker op. Kender man serien, bør man undgå spoilers, blive siddende under slutteksterne og få det hele med. Blandt smårollerne er Austin Nichols god som den creepy præst Judah, vi opfordres til at mistænke som filmens krogkiller. 

Filmseriens gennemgående morder, The Fisherman, hører kun marginalt til genrens ikoniske bøhmænd. Hans identitet i 4’eren sløres via en plotmekanisme lånt fra den første Scream-film, der blev skrevet af Kevin Williamson, der også var manuskriptforfatter på den første I Know What You Did Last Summer. Så filmskaberne er ikke gået langt for at låne idéer. 

Min primære anke mod opus 4 er dens uopfindsomme drab. Én ting er, at vi i sexscenerne ingenting ser, hvorpå der hurtigt klippes væk igen. Men i en slasherfilm om en morder med en kødkrog skal sløret falde. Og det er ikke nok at vise en krog, der via CGI gennemborer en hals. Vi skal se noget, der er værre, end vi havde forestillet os! 

Tilmed skal det filmes opfindsomt. 

Som når Spielberg i lækre kamerakøreture lader klohånden flænse væggene som optakt til kidnapningen i Hook. Hvis instruktøren ej kan hitte på, må fotografen træde til. Men drabsscenerne i den nye Opus IV er gennemført uopfindsomme. Ohøj Hollywood: Jeg ved, hvad I gjorde i alle de tidligere slasherfilm, og i den her gør I intet nyt. 

I et biograf-år kendetegnet af vellavede genrefilm hører den nye romertalsmanglende I Know What You Did Last Summer derfor ikke til de romertalsfilm, der fortjener at få et stort publikum på krogen.