I Swear

Det ligner umiddelbart alle mulige andre film. Historierne om en helt almindelig mand, der kommer fra en lille by og opnår noget ganske usædvanligt, dukker op med jævne mellemrum og forsvinder lige så hurtigt.

Men I Swear er noget særligt.

For det første skildrer filmen Tourettes, en lidelse, der rammer mange mennesker, men som de færreste forstår. For det andet er den et medrivende studie af en mand, der har lige så meget styrke og modstandskraft som nogen krigshelt eller helgengjort politiker.

Det er en af årets mest ærlige, morsomme og bevægende film, ikke mindst takket være den prisbelønnede hovedrollepræstation af Robert Aramayo.

Skotten John Davidson har været et velkendt ansigt på britisk tv siden sin teenageår – en del af hans livslange indsats for at skabe forståelse for den lidelse, han bærer på. Men instruktør Kirk Jones’ biopic, der stort set følger virkeligheden, er langt mere end blot en informationskampagne.

Davidson bliver ramt af svær Tourettes, da han er blot tolv år gammel. Det går ham hurtigt upopulær både derhjemme og i skolen. Alle er overbeviste om, at hans stødende sprogblomster og fysiske tics er iscenesatte – en fordom, der i øvrigt gentog sig ved dette års uheldige episode til BAFTA-uddelingen, hvor Davidson måtte forlade salen.

Som dreng går han ud af skolen tidligt og har svært ved at finde arbejde. Lige indtil en vens mor, Dottie, forbarmer sig og hjælper ham med at få et job på et lokalt kulturcenter, hvor han arbejder sammen med Tommy (Peter Mullan).

Det er Johns egen beslutning om ikke at skjule sig på grund af sin lidelse og om at tale til andre i samme situation, der efterhånden giver hans liv mening.

Kirk Jones har selv skrevet manuskriptet, som han også gjorde det til sine bedste film: Waking Ned og Everybody’s Fine. De måneder han brugte på at lære alt om John Davidson og hans lidelse, resulterer i et loyalt observeret drama, der er lattervækkende det ene øjeblik og hjerteknusende det næste.

I Swear er intet romantisk portræt af Skotland.

Her bor man i offentlige boliger snarere end fædrene slotte, og på nær i rammehistorien er det nærmest ikke til at få øje på en kilt.

Men Kirk Jones indfanger præcist og varmt de udsatte miljøer, hvor handlingen udspiller sig. Og så dykker han længere ned i John Davidsons liv, end aktivisten selv har gjort det i sine dokumentarer. Man kommer gribende på tomandshold med en dybt sympatisk, velmenende mand.

Scott Ellis Watson er fænomenal som den unge John, der står uden noget sikkerhedsnet, forvirret og skræmt af sin nye lidelse.

Da Robert Aramayo overtager rollen, er man mest af alt lettet over, at John stadig er i live, selv om han fortsat har en hård vej frem i en verden, der ikke forstår ham. Han presses til det yderste i scener, hvor udfordringerne i Johns liv nærmest spærrer ham inde.

Ingen af de to skuespillere har Tourettes, men de formår alligevel at vise lidelsens fysiske dimension. Det bliver særligt tydeligt i en scene, hvor et udbrud af bandeord rammer både Robert Aramayo og en teenageskuespiller, som faktisk har Tourettes – og man kan knapt se forskel på dem.

Det er ikke kun fysikken, Aramayo rammer plet med. Han indfanger som det selvfølgeligste Davidsons ukuelige godmodighed, hans ubændige kamp for at holde humøret og de evindelige prøvelser, hans lidelse medfører.

Jeg vil ikke påstå, at I Swear er en vildt nyskabende film. Den er et smukt og traditionelt medrivende drama.

Johns lidelse kan ikke overvindes med kampgejst alene, så der er ingen sportsfilmtriumfer i vente. Men det, filmen giver publikum, er et nærportræt af en almindelig fyr, som gør, hvad han kan med de kort, han har på hånden.

I Swear er noget så usædvanligt som en inspirerende film, der ikke føles fortærsket, og som er håbefuld uden at være blindt optimistisk.