I Was a Stranger

Kan film gøre en forskel?

Mange kender filmkritikeren Roger Eberts rammende beskrivelse af mediet som en empatimaskine. Næppe nogen anden kunstform har samme potentiale til bredt at kommunikere fremmede menneskers livsomstændigheder.

Og det bliver svært at finde et mere medfølende og velmenende eksempel på film som folkeoplysning end I Was a Stranger, en stafetfortælling om flygtningevejen fra Syrien til Vesten.

Amerikanske Brandt Andersen tjente sin formue som it-entreprenør først i 00’erne og har siden kastet sig over basketball, katastrofebistand og socialt engageret filmkunst.

Han skrev manuskriptet til sin instruktørdebut som reaktion på Donald Trumps berygtede forbud mod indrejsende fra muslimske lande i 2017, og filmen er et humaniserende modsvar til den slags reaktionær islamofobi.

I Syrien møder vi en principfast læge, der modstår soldaternes krav om ikke at behandle demonstranter. Senere en brødebetynget syrisk soldat, hvis intellektuelle far er regimekritiker, og hvis loyalitet udfordres af en summarisk henrettelse på åben gade.

I Tyrkiet træder filmens største stjerne Omar Sy – kendt fra De urørlige, Jurassic World-filmene og som karismatisk mestertyv i Netflix’ serie Lupin – i karakter som følelseskold menneskesmugler. Dog med latent samvittighed og en søn stuvet af vejen i en nedrivningstruet lejlighed.

Smuglerens kunder bruger deres sidste kontanter på at komme til Grækenland – smugleren samler selv pengebundter for at nå helt til Chicago. ”Mulighedernes land,” som han siger til sønnen, så man næsten kan se deres ønskefremtid for sig.

Filmen når også til instruktørens hjemland. Faktisk starter og slutter den i USA med en rammehistorie, hvor den syriske læge, spillet af den libanesiskfranske stjerne Yasmine Al Massri, arbejder som rengøringspersonale på et hospital. På vej til arbejde passerer hun et hotel, hvorpå der står skrevet ”TRUMP” med deklamatoriske versaler som et veltilrettet hankattestrint.

Det er en passant, men man fornemmer en fuckfinger. Og således løber der en nerve af retfærdig harme gennem filmen, som næsten gør det ud for kant.

Det ville nemlig være synd at kalde I Was a Stranger for et oprigtigt involverende drama. Som så mange andre film, der både vil oplyse og underholde, ender den oftere i første end sidste kategori. Og ved at sprede historien over fem kapitler – hver med sit formål, men nogle mere vellykkede end andre – gør Brandt Andersen sig selv en bjørnetjeneste.

Filmen er klart mindre fokuseret end Matteo Garrones Io Capitano eller Agnieszka Hollands Green Border. Men den bæres i mål af uforfalsket ildhu og en indignation, som det efter Gaza og Iran er alt for let at se som naiv.

Verdens brændpunkter har det med at flytte sig, og nu hvor syriske flygtninge i et vist omfang flytter tilbage til Syrien, kan filmen føles som et brændende aktuelt partsindlæg, men med to års forsinkelse.

Ved premieren på Berlinalen for to år siden hed filmen ”The Stranger’s Case” efter et Shakespeare-citat. Den nye titel stammer fra et bibelvers – Matthæus 25:35, Jesu lovprisning af næstekærlighed – men berører det samme.

For ja, selvfølgelig bør vi elske vores næste. Den morale udfoldes med troværdige detaljer – som den græske kystvagtskaptajn, der ikke tæller bjærgede flygtninge, men forliste.

Brandt Andersen omringer sig med lutter gode kræfter.

I Was a Stranger er gennemført velspillet, og alt fra production design til lyd er tilsvarende i top. Man sættes i personernes sted, når de udfordres på liv og principper.

Bør soldaten lade lægen slippe gennem grænsekontrollen? Bør smugleren afbryde overfarten for at skaffe flere redningsveste? Hvor længe bør man give et livløst barn hjertemassage?

Svarene er brutale. Filmen ligeså, men den er bestemt også værd at se – og tage til eftertanke.