Biografanmeldelse
03. apr. 2013 | 20:00

Identity Thief

Foto | Bob Mahoney
Melissa McCarthy var forrygende i Brudepiger, men Identity Thief reducerer hende til et overvægtigt udstillingsdyr.

Amerikansk komedie med Jason Bateman bekræfter, at det eneste, der er værre end en dårlig joke, er at høre den igen og igen.

Af Mads Suldrup

Den mandlige hovedrolle i Identity Thief hedder Sandy. Sandy kan også være et pigenavn. Det synes folk i Sandys omgangskreds åbenbart er ret sjovt, så inden for de første ti minutter af filmen gøres der tre-fire gange grin med, at Sandy hedder Sandy.

Bevares, deter en film om identitetstyveri, og navne spiller naturligt nok en central rolle. Men netop derfor burde manuskriptforfatterne Craig Mazin og Jerry Eeten have givet sig tid til at skrive navnevittigheder, der var bare en smule mere sofistikerede frem for at forfalde til rendyrket repetition, der endda bliver fremført som fantasiforladt konstatering snarere end gennemtænkt joke:

”Hedder du Sandy? Jamen, det kan en pige jo også hedde!”

Desværre er denne mangel på ambition ikke bare en engangsforeteelse i begyndelsen af Identity Thief, der vil være en stærk kandidat til en bundplacering, når biografåret skal gøres op.

Jason Bateman spiller forretningsmanden – Sandy – der udsættes for identitetstyveri. Gerningsmanden er storsvindleren Diana, der smukkeserer sig i frisørsalonen og giver omgang til hele baren på Sandys regning.

Diana kommer også på kant med loven, og på grund af identitetsforvirringen dukker politiet pludselig op på Sandys arbejde. Han får overbevist politiet om, at han er blevet udsat for identitetstyveri, men hans chef er ikke glad for, at ordensmagten dukker op på arbejdspladsen. Sandy får en uge til at få orden i sagerne – ellers er det ud af vagten.

På grund af (belejligt for plottet) indviklede statslove må Sandy selv drage til Florida og hente Diana med hjem til Denver, hvilket er lettere sagt end gjort. Diana er selvfølgelig modvillig, og samtidig vil to forbrydere og en dusørjæger også have fingrene i identitetstyven.

Diana spilles af Melissa McCarthy, der er bedst kendt for sin Oscar-nominerede birolle i Brudepiger, hvor hun spiller den brovtende brudepige på den forkerte side af hundrede kilo, som med sine herligt upassende replikker løber med opmærksomheden.

I Identity Thief er stort set al hendes komik imidlertid kropslig. Hun brækker sig, snorker og savler, og filmen kører igen i ring, da man ved flere lejligheder ser hende vride sin overvægtige krop i alle mulige stillinger, når hun skal fingere en skade som den svindler, hun nu engang er.

Man har frataget McCarthy al verbalkomisk råderum og reduceret hende til et overvægtigt udstillingsdyr. Hyklerisk viser filmen knap nok noget hud, da Diana dyrker sex med en mand, der også har store elskovshåndtag.

Det værste ved Identity Thief er imidlertid hele den malplacerede, sentimentale sløjfe, der pludselig kommer ind fra højre. For selvfølgelig knytter Sandy og Diana bånd på deres roadtrip, og inderst inde er Diana måske slet ikke noget dårligt menneske?

Mange amerikanske komedier reddes af farverige biroller – blandt andet instruktør Seth Gordons De satans chefer, hvor Colin Farrells røvhul af en chef med hentehår og Jamie Foxx’ udspekulerede forbryder Motherfucker Jones gjorde pengene værd.

Der er imidlertid ingen hjælp at hente på birollefronten i Identity Thief.

Rapperen T.I. og smukke Genesis Rodriguez, der burde være model i stedet for skuespiller, er mildest talt tamme som forbrydere på jagt efter Diana. Og da veteranen Robert Patricks dusørjæger et stykke inde i filmen genopliver hele navnevitsen (”Hedder du Sandy? Er du hermafrodit, eller hvad?”), bliver man smerteligt bekræftet i den gamle sandhed om komik:

Hvis der er noget, der værre end en dårlig vits, er det at høre den om og om igen.

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Seth Gordon

Manuskript:
Craig Mazin og Jerry Eeten

Medvirkende:
Jason Bateman, Melissa McCarthy, Amanda Peet, Jon Favreau, T.I., Genesis Rodriguez, Robert Patrick, Eric Stonestreet

Spilletid:
111 minutter

Premiere:
4. april

© Filmmagasinet Ekko