Jane Austen ødelagde mit liv

Agathe er en 30-årig, introvert og meget litterær kvinde. Sammen med sin gode ven Félix bestyrer hun den verdensberømte boghandel i Paris, Shakespeare and Company. 

Belæst og selvbevidst med forfatterdrømme i sindet er hun fascineret af den engelske forfatter Jane Austens liv og levned. 

Filmens danske titel, Jane Austen ødelagde mit liv, er ikke dårlig, men rammer ikke helt det franske ord ”gâché” i den oprindelige titel, Jane Austen a gâché ma vie, som også har bibetydningen ”har forspildt mit liv”. 

Kærlighedsløst har hun ikke været i seng med en mand i to år og er på vej til at blive en hypokondrisk og introvert pebermø. Hun er sin selvopfattelse født i det forkerte århundrede. Fuld af litteratur, men ingen liderlighed. 

Hendes søster og Félix parrer sig med forskellige partnere. Félix er ikke kun en god ven, men hendes bedste af slagsen. Han ved, at hun ønsker at skrive en romantisk roman, en solid romancei moderne Austen-stil. 

Han sender de sider, hun har fået skrevet i en risvinsbrandert, over til et britisk forfatterrefugium. Det er tilfældigvis ejet af Jane Austens efterkommere, og takket være Félix får Agathe modvilligt et ophold på stedet. På den engelske kaj står en arrogant engelsk gentleman, Oliver med vintagesportsvogn og dyre sko, som Agathe bogstaveligt brækker sig over. 

Den spillefilmdebuterende instruktør Laura Pianis første intention med sin film synes at være hyldest til og en advarsel om at sluge Jane Austen råt. Men filmen flirter samtidig med satire over forskellen på engelsk og fransk livsstil. Den vil også gerne være den intellektuelle biografgængers Bridget Jones’ dagbog, idet Agathe vikler sig amourøst ind i de to mænd. 

Hun har vistnok forelsket sig i Félix, den galliske gavtyv, men så er der også Oliver, inkarnationen af godsejer Darcy fra Stolthed og fordom. Han er en gentleman, som aldrig ville gå i seng med en beruset kvinde, og en gentleman, der i øvrigt har dårlige erfaringer med franske kvinder. Og Agathe lider sågar af et traumatisk sorgarbejde, som ikke er slut. 

Det kække lystspil med to mennesker med hver sin kultur i inderlomme og taske udvikler sig klassisk koket i retning af chance for romance.

Jane Austen ødelagde mit liv holder balancen til lidt over midten, hvor den pludselig kommer i tanke om, at den også skal være en romcom præget af popkulturens (mis)brug af Jane Austen som overskummet sæbeopera. 

Vi får et ulideligt rørstrømsk kostumebal i 1800-tals gevandter med diverse dansearter sovset ind i smægtende musik. Så skifter filmen spor og bekender kulør som sødsuppe med forudsigelighedens sammentræf under stjernerne i Paris, hvor to hjerter banker i takt, mens Seinen flyder trodsigt.

Camille Rutherford gestalter glimrende den kluntede og kejtede, men også ganske kønne og gammelkloge Agathe med uforløste kunstnerdrømme og en romantisk kærlighedssult (dog ikke mere romantisk end, at hun bedugget beder om oralsex af sin kavaler). 

Paolo Pauly er som Félix den charmerende kliché på en fræk fransk slagterhund i evig løbetid. Charles Anson er den britiske cool herremand med kultiverede manere, stiv overlæbe og spændt livrem. 

Alle spiller rimeligt godt og udfylder deres roller, men dog mere som brikker i et spil end karakterer, som udstråler dybde i dramatisk design og væremåde. 

Filmen er fuld af litteratur, men mest som raffinerede løsrevne citater og ordguirlander, der anslår kunstnermiljø og boheme. Denne manierede samtalekunst kender vi fra Woody Allen, og det er vel således, vi helst skal betragte filmen: Et velment, men vakkelvornt forsøg på at ramme Allens salonsatire med tidsåndens hang til romancer? 

Godt forsøg langt hen ad filmstrimlen.