Jordemoder mellem liv og død

Pludselig dejser den kommende far omkuld. 

Han har ellers lige kysset og aet sin partners pande, men hendes smertens-skrig blev måske for meget for ham. 

Jordemoderen, der er alene på fødestuen, taler roligt til ham. Han skal blive liggende, for han har slået hovedet voldsomt. Mere kan hun ikke gøre for ham, for der er en baby på vej. Hun når lige at ringe efter nogle ekstra hænder, men faren er ikke engang kommet på benene, før babyen ligger trygt på sin mors bryst. 

Ingen af de medvirkende sætter direkte lighedstegn mellem de to ting. Men en ung studerende, der har været i hovedstaden og nu er vendt hjem til Esbjerg, fortæller sine erfarne kolleger, at hun gerne ville tilbage til Aabenraa, fordi hun var tiltrukket af afdelingens arbejdsmetoder. 

Ligeledes har hospitalet også lokket en belgisk jordemoder til sig. I Aabenraa benytter man nemlig af en særlig model, som ikke findes andre steder i hverken Danmark eller Belgien. 

Men der gås ikke voldsomt meget i dybden med det. Det ville også blive tungt på blot 40 minutters spilletid. Måske der er mere fakta i den serie på seks afsnit af 22 minutters varighed, som der også er kommet ud af Louise Leths optagelser. 

Serien åbner – i modsætning til filmen – i øvrigt med en advarsel om voldsomme scener, og at det frarådes børn at se med. Er det ikke vildt, at fødsler er noget, man skal advares imod? Vi er trods alt allesammen blevet født. 

Det er en sober og ukunstlet film, der følger forskellige jordemødre og en jordemoderstuderende. Her er ingen smarte filtre eller kunstfærdigt opstillede interviewsituationer. 

I stedet kommer vi helt tæt på kvinderne, når de taler sammen på kontoret eller i træningslokalet med kollegerne, og når de står på fødestuen side om side med de vordende forældre og udfører deres arbejde. 

Filmen er heller ikke pakket med teksttung information om vilkårene for de fødende og personalet. På den måde kan man godt savne lidt mere kontekst. Hvordan ser forholdene for eksempel ud på landets andre fødegange, hvis Aabenraa er toppen af poppen? 

Til gengæld kommer vi helt tæt på, når fostervandet plasker ned på gulvet. De modige mødre, der har sagt ja til at medvirke, fortjener stor tak for at blotte sig på den måde – både i overført og konkret forstand. Og det er unægteligt rørende at være vidne til fødslen af deres dyrebare børn. 

Også jordemødrene har lukket Louise Leth ind i deres hverdag med alt, hvad den rummer af stress, bekymringer og slid. For det er benhårdt at være jordemoder. ”Vi har to liv i hænderne,” siger en af dem. 

Hvor mange kan egentlig sige, at de bærer sådan et ansvar i deres daglige arbejde? 

Filmen er ikke en klagesang over arbejdsforholdene eller et direkte krav om højere løn, selv om emnet strejfer forbi. Men det er alligevel den fornemmelse, man sidder tilbage med: At der er noget, der må ændres. 

Det her er afdelingen, hvor personalet har det bedst. Alligevel skal de konstant løbe stærkt, græde modige tårer og trøstes af trætte kolleger. Det kan da ikke være rigtigt, at et så vigtigt erhverv behandles på den måde – eller at mennesker skal. 

Derfor er det heller ikke overraskende, at det er svært at fastholde folk i faget. Efter et par år finder mange et andet arbejde. 

Når man læser det medfølgende pressemateriale til filmen, får jeg indtrykket af, at Jordemoder mellem liv og død er langt mere politisk, end den giver sig ud for. Jeg savner, at den tør stå ved det. 

I en tid, hvor det er moderne at bruge sin egen fortælling som spejl, kunne det også have været interessant, hvis instruktøren selv var med i fortællingen. Filmen udspringer nemlig af, at Louise Leth selv har født to børn på afdelinger, hvor der var alt for travlt, og hun blev nysgerrig på, hvorfor forholdene i Aabenraa er bedre end andre steder i landet. 

Det ændrer dog ikke på, at filmen er en stærk oplevelse – også selv om vi tidligere har fulgt fødsler tæt på i serier som Hjælp, vi skal føde og Livet på fødegangen. Denne gang er blikket berettiget rettet mod jordemødrene.