Biografanmeldelse
09. dec. 2025 | 16:59

Jujutsu Kaisen: Execution

Foto | Mappa

I Jujutsu Kaisen-universet henviser jutusu ikke til slag, spark og snedige benspænd, men til en metafysisk kampteknik bestående af energiske forbandelser.

Japansk anime-spillefilm er i virkeligheden en samling af scener fra en tv-serie, der ikke er særligt egnet til det store lærred.

Af Nicolas Barbano

Jujutsu Kaisen: Execution er en kompilationsfilm i spillefilmlængde klippet sammen af materiale fra anden sæson af den animerede tv-serie Jujutsu Kaisen, der i Danmark kan streames komplet på tjenesten Crunchyroll.

Ordet ”jujutsu” er fonetisk identisk med navnet på den elegante kampsportsteknik ju-jutsu/ju-jitsu, som vi på film mest kender i dens brasilianske form, eksempelvis i David Mamets drama Redbelt fra 2008. 

Ju-jutsu og jujutsu er imidlertid to forskellige ord. I Jujutsu Kaisen-universet er der ikke tale om slag, spark og snedige benspænd, men om en metafysisk kampteknik bestående af energiske forbandelser. 

Jujutsu Kaisen er oprindeligt en mangaserie på tredive bind, der er tegnet og skrevet af Gege Akutami. Danske fans kan læse den i engelsk oversættelse fra Viz Media. Ud over tv-serien er den bearbejdet som videospil, to romaner, to skuespil og en biograffilm. 

Sidstnævnte, Jujutsu Kaisen 0, en prequel fra 2021, blev i Japan årets mest sete film. Med over 100 millioner eksemplarer er Jujutsu Kaisen en af verdens bedst sælgende mangaserier nogensinde.

Genren er dark fantasy, og hovedpersonen er Yuji Itadori, en skoledreng, som er medlem af et korps af heroiske jujutsu-magikere, der får kamp langt over stregen.

Kompilationsfilmen starter på halloween, hvor et mystisk slør indhyller en festende folkemængde, mens onde kræfter forsøger at isolere jujutsu-troldmanden Satoru Gojo. Efterfølgende får Yujis studiekammerat Yuta Okkotsu grundet falske anklager til opgave at henrette Yuji.

Det fører via en række voldsomme konfrontationer frem mod et såkaldt Culling Game (masseudryddelse), i mangaen et forløb med undertitlen Execution (henrettelse), planlagt til tv-seriens tredje sæson, men hvoraf vi får en forsmag sidst i kompilationsfilmen.

Et af filmens centrale øjeblikke er det brutale opgør mellem Yuji og Yuta, en kamp på liv og død, der tvinger begge parter ud i nye, ekstreme afkroge af deres kræfter og traumer. 

Sideløbende forsøger klanlederen Megumi sammen med sine allierede at redde stedsøsteren Tsumiki.

Oversat fra japanske bogstaver er filmens komplette originaltitel Gekijô-ban Jujutsu Kaisen Shibuya Jihen Tokubetsu Henshû-ban × Shimetsu Kaiyû Senkô Jôei. Hvilket på engelsk kan oversættes som Jujutsu Kaisen the Movie, the Shibuya Incident arc compilation cut, plus a preview of the Execution/Culling‑Game material.

Ordet ”execution” i den noget kortere titel, som kompilationsfilmens distribueres under i Danmark, refererer altså blot til glimtet i filmens afsluttende sequel hook og er således en noget misvisende markedsføringsfinte.

Filmen vises i biografer over hele Danmark, og jeg så den i den kæmpestore IMAX-sal på Fisketorvet. Her var der ud over mig kun fire andre tilskuere, som sad på bagerste række. Men selv på så lang afstand er et IMAX-billede markant større og flottere end en af vor tids mest udbredte uvaner: at se film og tv på sin smartphone.

Der er mindeværdige detaljer. En terning med bogstavelige øjne. En dialogscene i et værelse, hvor deltagerne kaster urolige slagskygger via en gyngende lampe. Eksplosioner af stålnagler, blå plasmaenergi og blod. Masser af blod! 

Men ved at være et sammenklip af tv-scener savner filmen sin egen velfungerende struktur og føles som en montage af ikke voldsomt imponerende højdepunkter, uopfindsomt udformet med en overvægt af gammelkendte anime-teknikker. 

Stillestående tegninger bevæges frem og tilbage. Personer løber på stedet foran en baggrund, der minder om bagprojektion. Ting knuses under dekorativt lettende støvskyer. Fartstreger, lyntempo, slowmotion, rullende billeder, rystende pupiller, glødeeffekter og ekstreme kameravinkler forsøger at kompensere for, hvad der slet og ret er middelmådig animation.

Ansigter holdes i én farve uden nuancer eller skygger, og baggrundene i storbyscener er blottet for detaljer og liv, hvilket absolut ikke kalder på et stort biograflærred.

At filmen ikke er særligt velegnet til biografen understreges til slut, hvor en række lange, detaljerede tekster om spillets regler afvikles i lyntempo, aldeles ulæseligt uden en pauseknap.

Trailer: Jujutsu Kaisen: Execution

Kommentarer

Titel:
Jujutsu Kaisen: Execution

Originaltitel:
Gekijô-ban Jujutsu Kaisen Shibuya Jihen Tokubetsu Henshû-ban × Shimetsu Kaiyû Senkô Jôei

Land:
Japan

År:
2025

Instruktør:
ShoutaGoshozono, Yôsuke Takada

Manuskript:
Hiroshi Seko

Medvirkende:
Shigeru Chiba, Jun'ya Enoki, Wataru Hatano

Spilletid:
87 minutter

Premiere:
4. december

© Filmmagasinet Ekko