Uden bitterhed skildrer Steven Spielberg opvæksten og forældrenes skilsmisse i sin imponerende karrieres mest personlige og rørende film.

Med sort-hvid storbystemning og historien om en ubeslutsom dagdriver fremstår Oh Boy som en tysk pendant til Frances Ha – desværre uden samme skæve karisma eller sjove dialog.

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.