Mortal Kombat II

Siden starten i 1992 har Mortal Kombat triumferet som verdens bedst sælgende kampspil. Så selvfølgelig er spillet filmatiseret. 

Den første Mortal Kombat-film udkom allerede i 1995 og blev trods lunkne anmeldelser et gennembrud for instruktøren Paul W. S. Anderson, anført af Christopher Lambert i et siden ikonisk fighter-ensemble med Linden Ashby, Robin Shou, Talisa Soto, Cary-Hiroyuki Tagawa og Bridgette Wilson. 

En svag toer i 1997 stoppede festen. 

Så fulgte en af disse absurd lange pauser, man som biografgængere klør sig i nakken over. Trods Warners køb af franchisen i 2009 kom der først en ny Mortal Kombat-film i 2021. Anmelderne var stadigvæk sure, men især på streaming blev den et publikumshit. 

Dermed er vi nået til filmfranchisens anden toer. Igen med James Wan som producer og Simon McQuoid som instruktør. 

Filmen byder på gensyn med velkendte karakterer som Liu Kang (Ludi Lin), Sonya Blade (Jessica McNamee), Hanzo Hasashi (Hiroyuki Sanada), Jax (Mehcad Brooks), Kung Lao (Max Huang) og tordenguden Lord Raiden (Tadanobu Asano). Samt Cole Young (Lewis Tan), der er hovedperson i den forrige film. 

Nye på rollelisten er blandt andet snigmorderen Noob Saibot (Joe Taslim) og den jernmaskebærende Shao Kahn (Martyn Ford) samt den komplekse tronarving Kitana (Sophia Xu, Adeline Rudolph). Sidstnævnte er dramaturgisk set en af filmens to hovedpersoner, som undervejs fra en traumatisk barndom til konfliktfyldt finale kæmper overlegent bevæbnet med en foldevifte eller blot et hårbånd. 

Filmen stjæles dog af Karl Urban som amerikaneren Johnny Cage, hentet fra det oprindelige videospil. Dér blev han skabt som en parodi på Jean-Claude Van Damme, men i Karl Urbans skikkelse minder han mere om Kurt Russell. 

Johnny Cage præsenteres med solbriller og vhs-æstetik som en falleret actionfilmstjerne fra 1980’erne. Trods fem sorte bælter reagerer han med vantro, da fremmede fightere via en dimensionsportal forsøger at hverve ham til kamp mod ondskaben. 

Ægte slagsmål uden bodydoubles og wiretricks, er I gale? 

Dermed sættes en klassisk komedietradition i gang, hvor fiktive skuespillere må mande sig op til virkelige bedrifter – fra Jack Benny i 1942-klassikeren To Be or Not to Be til nyere eksempler som Three Amigos, A Bug’s Life og Galaxy Quest. Mindre kendt er Ib Melchiors roman Code Name: Grand Guignol (1987), hvor Hitlers planer forpurres af en fransk skuespillertrup – en oplagt kandidat til filmatisering. 

Hollywood-veteranen Johnny Cage træder i karakter, da han utilsigtet ender i tvekamp med CJ Bloomfield som en høvding med hajtænder og – skal det vise sig – et sårbart skridt. 

Ligesom franchisens tre forrige film er Mortal Kombat II hverken spændende eller rørende. Den er dog underholdende, og dybest set kommer de fleste vel også for actionscenerne, der byder på opfindsom og veludført kampkoreografi. 

Kulisserne ligner kulisser – platforme omgivet af computergenererede dybder – og statisterne ligner statister, der bare venter på fyraften. Måske er det tilsigtet, for det fremmaner i hvert fald en let surreal tone. 

Endnu et 80’er-træk er filmens omfattende brug af laserlys, som danner glødende malstrømme på horisonten eller stråler dekorativt ud af en overskåret hals. 

Videospillene foregår i et kinesisk inspireret fantasy-univers, hvor kampteknikker kan involvere fire arme. Med gamepad’en i hænderne slås man ikke blot for at vinde, men især for at se modstanderen dø – blodigt! 

De to film fra 1990’erne holder igen, hvad angår grafisk vold, og det er en fejl. Her i Mortal Kombat II forenes bowlerhatten fra Goldfinger og yoyo-rundsaven fra Octopussy i en stålhjelm, der benyttes som kastevåben. Hvilket ender blodigt, som et velkomment ekko af et af spillets mest notoriske dødsfald. 

Titlen Mortal Kombat er afledt af ”mortal combat”, som betyder ”dødelig kamp”. Andetsteds svinges en kæmpehammer, som i virkeligheden kun Thor eller Sven-Ole Thorsen ville kunne løfte. 

Når den falder, og modstanderen ikke når at flytte hovedet, får vi et splat på størrelse med Rundetårn.