Kina & Yuk – Et arktisk eventyr

Der er historier overalt. I hver en trækfugls rute, i hver en grøntsags rejse fra jord til bord, er der en fortælling med fremdrift, modstand og et mål.

Med lidt fortælleteknik og et malerisk sprog kan selv en erindring om en indkøbstur være lige så gribende som heltens kamp mod dragen. Der er noget smukt i at finde historier i det små frem for i det grandiose.

Kina & Yuk – Et arktisk eventyr er en sådan film. En familiefilm, hvor virkelige dyr spiller sig selv i en slags opstillet version af virkeligheden. En fin fortælling for de helt små, der kan lide dyr og fortryllende naturlandskaber.

Filmen er optaget i det nordlige, snedækkede og bjergede Canada, og den handler om to polarræve – Kina og Yuk – der skal til at være forældre.

Som i en klassisk naturdokumentar filmes de, mens de leger, jager og sover i deres hule. En fortællerstemme – filmens eneste stemme – beretter om dem og deres følelser.

Den globale opvarmning er kommet og ødelægger naturens sædvanlige gang. Isen smelter for tidligt, og at finde mad kræver nu en længere rejse væk fra deres hjem.

En dag bliver hannen Yuk fanget på en smeltende isflage og kan ikke finde tilbage. Samtidig er deres hule blevet overtaget af en vildfaren ræv. Hunnen Kina er nu på egen hånd og må finde et nyt sted at føde deres børn.

Kina & Yuk – Et arktisk eventyr er en slags semi-dokumentar, hvor dyrene både fungerer som skuespillere i en iscenesat fortælling og som levende væsener, der blot lever deres liv. Det er en fascinerende idé, som instruktør Guillaume Maidatchevsky flere gange har arbejdet med. Men grebet overlader også meget til tilfældighederne.

For hvordan får man dyr til at træde ind i en dramatisk fortælling og ”spille” roller? Flere steder er det tydeligt, at separate optagelser er klippet sammen for at skabe drama. Andre steder hverken fortæller eller formidler filmen noget særligt – kameraet registrerer bare.

Og desværre er der en grænse for, hvor mange følelser en polarræv kan vække hos publikum, når den for hvem ved hvilken gang vandrer ned ad en hvid sti mellem nåletræer.

Ligegyldigt hvad Julie Lunds moderlige og til tider sukkersøde fortællerstemme siger, og hvor svulstigt symfoniorkestret spiller, virker grebet ikke altid overbevisende. Den følelsesladede musik gentages så ofte, at det hurtigt føles manipulerende.

Men filmen rummer også øjeblikke, hvor den faktisk lykkes. Små glimt af magi – især når dyrene interagerer med hinanden. Som når Kina sniger sig ind i en nærliggende by og spiser kattemad uden for et vindue, mens en huskat forundret følger med inde fra stuen. Eller når hun møder en mår, og de skiftevis bliver bange for hinanden.

Også de prægtige billeder af nordlyset, der danser over bjergene, er dragende. Og optagelserne af sæler, som afslappet bræger til hinanden hen over isflagerne, er decideret bedårende.

Når fotograf Daniel Meyer indimellem dvæler ved dryppende istapper og lader lyden af skurrende gletsjere og sprækkende is fylde lydsporet, er det rørende og vækker tanker om menneskets negative indflydelse på en ellers uspoleret verden.

På en ikke-belærende måde peger filmen på den globale opvarmning som en ødelæggende kraft for naturen og dyrelivet. En virkningsfuld måde at formidle et ellers abstrakt begreb til de yngste på.

Kina & Yuk – Et arktisk eventyr kræver tålmodighed og fantasi, noget de mindste typisk besidder, men indimellem er den både rørende og morsom for publikum i alle aldre. Og den intimitet, filmen skaber med dyrene, er en bedrift i sig selv.