Klara and the Sun

Nogle gange er idéen kun god på papiret. Det er filmatiseringen af den hædrede roman Klara and the Sun desværre et perfekt eksempel på.

For blandingen af forfatter Kazuo Ishiguros tankevækkende og fåmælte univers med instruktør Taika Waititis humoristiske, skæve blik fra Hunt for the Wilderpeople og Jojo Rabbit er lyder umiddelbart som en god idé.

Men resultatet er et søvnigt nik i to forskellige retninger, og det er hverken særligt morsomt eller interessant.

I en nær fremtid bag et nedrullet gitter i et udstillingsvindue står Klara, spillet med imponerende kropskontrol af Jenna Ortega, og tilbeder den sol, som er det eneste, der trænger ind gennem sprækkerne.

Klara er en ”Artificial Friend”, en menneskelignende robot-ledsager, som håber på en dag at blive købt og leve lykkeligt med sin køber.

I udstillingsvinduet står hun sammen med to andre robotvenner som Barbie-dukker i menneskestørrelse. Udstyret med farverigt sportsudstyr kigger de med længsel ud på gadens mennesker og med misundelse på den konkurrence butik overfor, hvor ny og langt smartere robotven er kommet på markedet.

Lykken lader til at være gjort, da Klara endelig bliver udvalgt af unge Josie, spillet med gejst af Mia Tharia, og pakkes ned i en papkasse på vej til et nyt liv.

Klara ved ingenting om verden uden for butikken, men lærer hurtigt. Hun finder ud af, hvad trapper er, og at man kan vælte ned ad dem. Senere går det op for hende, at Josies velhavende familie ikke er specielt vild med at have en forældet robot i huset.

I stedet for roligt at udforske og dvæle ved detaljerne i fremtidsuniverset gennem Klaras blik går Taika Waititi den modsatte vej og fylder filmen med konstant dialog og vittigheder.

De første 40 minutter efter Klaras indledende monolog er der ikke mere end to-tre sekunders sammenhængende stilhed. Karaktererne skiftes til at sige kække bemærkninger, uanset hvor lidt det passer til deres personligheder, og skifter i øvrigt holdning, så snart det kræves for at få handlingen til at hænge sammen.

Enkelte komiske indslag trækker på smilebåndene, især Jenna Ortegas kropskomik, men også de bliver trættende i længden. Det minder om et mislykket trylleshow, hvor publikum konstant skal distraheres, fordi der ikke er noget i hatten.

Undervejs viser det sig, at Josie skjuler en alvorlig sygdom, men det udvikler sig ikke til medrivende konflikt. Med undtagelse af den malplacerede sci-fi-slutspurt føles Klara and the Sun som et afsnit af en børneserie, hvor alle problemer hurtigt afvikles, så vi kan komme tilbage til det hyggelige.

Når det skal være lidt trist, placeres Josies mor (en velspillende Amy Adams) midt i billedet med tårer i øjnene, mens der leveres Chopin-agtige ligegyldigheder af den ellers fantastiske komponist Michael Giacchino.

Det er, som om filmen ikke tør bruge det filosofiske potentiale i idéen om en robotven til noget.

Helt tåbeligt bliver det under et middagsselskab med andre velhavende familier, hvis hjerner er blevet opgraderet med moderne teknologi. Det har naturligvis kun gjort dem endnu mere arrogante, elitære og uudholdelige.

Taika Waititi lader de karikerede rigmænd optræde i kostumer, der ligner kopier af overklassens gevandter i Hunger Games. Spørgsmålet om teknologiens indflydelse på klasseforskellene reduceres til en banal modsætning mellem dumme rige og gode fattige.

Ikke engang det klassiske spørgsmål om kunstig intelligens’ menneskelighed interesserer filmen sig for. Det bliver højst til nogle henkastede referencer til Blade Runner og Spielbergs A.I.

”Hvis du blander Franz Kafka med Jane Austen, så har du Kazuo Ishiguru i en nøddeskal,” sagde den svenske litteraturprofessor Sara Danius, da hun overrakte Nobelprisen i litteratur til Ishiguru i 2017.

Det er svært at se de spor i Taika Waititis tomme, skinnende aluminiumskabinet af en filmatisering.