KPop Demon Hunters

Filmkunstens mest glødende fænomen netop nu er den amerikanske animationsfilm KPop Demon Hunters. I USA og Canada kan den opleves som The Rocky Horror Picture Show-agtige singalongs i biografen, men herhjemme kan den kun ses på Netflix. 

Produktionen er med over 230 millioner visninger blevet den mest sete Netflix-film nogensinde. Ydermere ligger hele fire af filmens sange i skrivende stund i top-ti på Billboards Hot 100-liste, hvilket aldrig før er sket for et filmsoundtrack. 

Det er da også en opløftende actionkomedie fyldt til randen med sang, fest og farver, seje heltinder, farlige skurke samt både elegant ydre action og gribende indre drama. 

Især er det en film, der med sin detaljerigdom kalder på mange gensyn. Den inviterer os indenfor i et mystisk fænomen, nemlig sydkoreansk populærkultur – fra tøj og ramennudler til især musik. 

K-pop er ifølge musikmagasinet Rolling Stone stedet, hvor trendy vestlig musik og højenergi japansk pop mødes – ikke ulig Masaru Satôs jazzmusik til Kurosawas Yojimbo fra 1961. 

At K-pop er det nye sort blev synligt for københavnere, da familiefirmaet Copenhagen Kpop den 22. juni 2024 flyttede fra et lille lokale på Studiestræde til en større og meget indbydende butik på Fiolstræde. Her bugner hylderne af mærkværdigheder såsom Bluetooth-synkroniserede paenbong-logosticks og smartalbums, der i indpakning kan minde om de gamle vinylplader og cd’er, men i stedet giver adgang til downloads, så man kan afspille musikken direkte fra sin smartphone. 

Se en fascinerende introduktion til junglen af K-pop-musikmedier her! 

Mens Nordkorea udelukkende er interessant som en ækel, militærtosset diktaturstat, har KPop Demon Hunters sat fokus på Sydkoreas position som kulturelt hotspot. Her skal man huske, at filmens producent, Sony, for et årti siden var offer for et hackerangreb fra Nordkorea. Er KPop Demon Hunters Sonys hævn på Nordkorea? 

Vi følger pigegruppen Huntr/x, den seneste inkarnation af en magisk trio af Hunters, hvis sange og fanskare opretholder en magisk barriere – sjæledøren Honmoon – der beskytter menneskeheden mod dæmoner anført af Gwi-Ma. 

Gruppen består af den ravnhårede, rappende sangskriver Zoey, den hennahårede dansekoreograf Mira og hovedpersonen, den purpurhårede forsanger Rumi. 

Med sin slanke krop, lange fletning og hemmeligholdte forbandelse virker Rumi inspireret af isdronningen Elsa i Frozen. Som pendant til Elsas Let It Go i Frozen får vi Rumis popduet med dæmondrengen Jinu, som indeholder frasen ”let you in”, begge sunget under en kæk, magisk vandretur opad. 

Rumi har skjult for alle, at hun af fødsel er halvt menneske og halvt dæmon, men de mønstre, der afslører dæmoner, spreder sig langsomt over hendes krop. Kan hun forblive i sin rolle som menneskenes beskytter mod dæmonerne? 

Pigegruppens primære modstandere er fem dæmoner forklædt som popgruppen Saja Boys, anført af Jinu, der plages af skyld over at have svigtet sin familie. Set udefra dyster de to bands om at vinde en musikpris, men den virkelige kamp gælder Honmoon-barrieren mellem ”os” og ”dem”.

Der er nogle interessante seksuelle koder på spil. Huntr/x fremstår som cis-kønnede Barbie-typer, men fire af de fem Saja Boys virker markant feminine, og to af dem er decideret transkønnede. Saja Boys betyder ”(dødbringende) løvedrenge”, men ingen ville blinke, hvis gruppen ændrede navn til Femboys. 

Derved får KPop Demon Hunters – ligesom Van Helsings korstog mod en adelig bøsse og hans lesbiske vampiger i Draculas brud – præg af en ideologisk kamp mellem normal og afvigende seksualitet. 

Og ligesom Elsa i Frozen udvikler sig i retning af udstødt, queer camp-queen, rummer Rumi mere end, hvad hendes umiddelbare fremtoning antyder. Hun træder frem via sangen What It Sounds Like. 

Ligesom Don’t Dream It, Be It i The Rocky Horror Picture Show er What It Sounds Like en hyldest til at komme ud af skabet og være sit sande jeg: 

Why did I cover up
The colors stuck inside my head?
Nothing but the truth now
Nothing but the proof of what I am
My voice without the lies
This is what it sounds like! 

En oplagt kampsang til fremtidige Pride-parader. Menneskene har besejret invaderende fjender med lyd siden brugen af soniske kanoner i Earth vs. the Flying Saucers fra 1956. I animationsfilmen Yellow Submarine fra 1968 besejrer The Beatles de onde Blue Meanies med sangen All You Need Is Love. I animationsfilmen Rock & Rule (1983), der ligesom KPop Demon Hunters er lavet i Canada, besejres en dæmonisk rockstjerne (Lou Reed og Iggy Pop) med sang af popsangeren Angel (Debbie Harry). 

På andre fronter har KPop Demon Hunters forgængere som den japanske animeperle Perfect Blue (1997), om en skizofren popsanger, og den amerikanske backstagemusical Sing (2016). Og genealogien startede faktisk herhjemme i 1912 med stumfilmen Vampyrdanserinden. 

Slutningen virker unuanceret og i modstrid med resten af filmen – som om der ikke har været råd til at filme manuskriptets sidste ti sider. Alligevel efterlader filmen indtrykket af et fantasifuldt væv mellem fri fantasi og asiatisk teenageliv. 

Den ene af filmens to instruktører, Maggie Kang, er af koreansk afstamning og har sikret autenticitet på alle relevante områder. Når man ser et kort indklip af, hvad poppigerne spiser i en af deres elskede sofapauser, griber man efter pauseknappen for at suge til sig af nørdviden.

Forhåbentlig skal vi ikke vente i årevis på en 2’er, for den er virkelig påkrævet. I mellemtiden må SF Studios, der distribuerer Sony-film, og landets biografer godt sætte KPop Demon Hunters op på en række store lærreder som singalongs. Det fortjener både vi og filmen.