La Cocina

Den bedste opskrift på succes i et køkken er, at man laver sine ting med oomph! sagde kokken og manuskriptforfatteren Adam Price engang. 

Det i grunden uoversættelige ord betyder ”med kapow!”, altså med passion og gennemført. La Cocina skal have tre Michelin-stjerner alene for alle de fantastiske anslag, de vilde og kreative forsøg, de brave satsninger. 

En lille, undseelig kok kastes ind i New Yorks gastronomiske underklasse, men det er en forloren begyndelse. Filmen handler nemlig om noget helt andet. 

I virkeligheden følger vi i de mere end rigelige to timer og nitten minutter den hidsige og desperate kok Pedro og hans flamme, tjeneren Julia. Hun er gravid. Skal hun beholde barnet eller få en abort? Det skal afgøres i eftermiddag. 

Pedro spilles vidunderligt teatralsk af Raúl Briones, som får på en gang stærkt og skrøbeligt modspil af Rooney Mara Phoenix i rollen som Julia. 

Filmen er baseret på Arnold Weskers teaterstykke fra 1957, The Kitchen, og man mærker den scenemæssige baggrund tydeligt i de mange segmenter, som filmen er brudt op i. 

Det er på en måde små kammerspil, der med en klar og indigneret streg tegner et portræt af personer i et køkkenproletariat i New York. Og det sender naturligvis tankerne hen på Anthony Bourdains Kitchen Confidential, der handler om, hvordan der virkelig er i et restaurantkøkken i New York. 

Alonso Ruizpalacios er ikke meget kendt, men har dog lavet hybridfilmen A Cop Movie, der blander dokumentar og thriller. Og den er et meget fint udgangspunkt for at forstå energien i La Cocina, der både vil være fiktion og en politisk kommentar. 

Filmens force er, at den går bag om kulissen – ligesom Christopher Storers tv-fiktion The Bear fra 2022 og Philip Barantinis serie Boiling Point fra 2021 – men her er der, modsat i fiktionerne, samtidig en mere rå realisme. At arbejde i et køkken som underklasse konstant i fare for at blive udvist, bringer alle folk på kogepunktet. 

Hele pointen i den anonyme titel La Cocina – kryptohovedpersonen Stella får kun sit arbejde på grund af en personforveksling – er, at køkkenpersonale ikke regnes for noget. De færreste kan forestille sig deres liv. 

Det får vi lov til i denne fiktion, der for eksempel undersøger tosprogethedens plager og charme, indvandringens pris og belønning, den multietniske erfaring og fortælling. 

For at fortælle historien griber Ruizpalacios til en psykologisk realisme, der kræver noget af publikum. Mange scener er alt for meget, men nødvendige, når det indre skal gøres ydre, så det kan ses på en film. Der er både slagsmål, mobning og især et psykologisk totalsammenbrud på menuen. 

Det kammer over, men man tilgiver gerne, når den politiske hensigt er så stærk. 

Efter to timer med sprøde og smukke sort-hvide billeder og råben og skrigen, slag og spark og kast med tallerkener, strint af sovs og tirader af ord på i hvert fald fire forskellige sprog, kan man ikke få ét minut mere ned. Og der er stadig tyve tilbage! 

Det bliver for overgjort og voldsomt simpelthen. Alene den auditive belastning af publikum er noget nær ekstrem. Og det trækker en del ned. 

Omvendt trækker de flotte og modige valg op. I hele filmen er der for eksempel kun på ét tidspunkt en enkelt farve: En lille grøn lampe lyser. Det er håbets farve. Men måske også den mest amerikanske af dem alle. 

Money is green, når de er dollar. 

Man skal unde sig selv at se La Cocina for dramatikken og nærheden og intensiteten. Bagefter kan man passende gå på restaurant og spise. For selv i sort-hvid er maden indbydende og lokkende. Siddende foran den veltillavede mad på tallerken kan man så sende personalet i køkkenet en tanke. 

¡Caramba!