Serieanmeldelse
13. mar. 2026 | 14:47

Lad os tale om sex

Foto | DR

Ditte Hansen supplerer sexsnakken i sketches med besøg fra skuespilkolleger som Rasmus Bjerg.

Sketchshow møder paneldebat i nyt sexoplysningsprogram med Ditte Hansen, hvor man bestemt får talt om sex, men også gerne ville have talt lidt om fokus.

Af Rikke Bjørnholt Fink

I introen til programmet Lads os tale om sex præsenterer Ditte Hansen sex som noget skønt og naturligt, både bier, kaniner og mennesker kan nyde. Herefter fortæller hun os, at sexsnakken i programmet skal foregå med et åbenhjertigt panel, som hun byder velkomne én efter én til et idyllisk sommerhus. Alt sammen er det colourgradet som en solrig junidag.

Det er imidlertid overhovedet ikke panelsnakken, der fylder mest i programmet, hvor sketches, parodier og andre påfund fylder mindst halvdelen af de tre afsnits samlede spilletid på lidt over en time.

Det er faktisk meget som at træde ind i et afsnit af komedieserien Ditte & Louise, men uden hovedhistorien og i stedet kun med deres gøgler-sketches.

Sexpanelet består tilsyneladende af et fint udsnit af den danske befolkning, men der er elleve med, og de ender med at fremstå lidt anonyme. Det kunne såmænd være i orden, men programmets mission er den åbne dialog om sex. Så gad man godt at føle, at man havde et større indtryk af de mennesker, der fortæller om lyst, nærvær og orgasme.

Selv om Ditte Hansen optræder som en afslappet og åben vært, er det kun omkring halvdelen af panelet, der overlever klipningen og for alvor deler deres tanker. De sidder alle i en stue med en smule klemte positurer, hvilket understreger, at man med diversiteten i behold sagtens kunne have nøjedes med seks-otte deltagere.

Der er desuden et par spørgsmål for mange, som ikke så meget inviterer til at tale om sex, men snarere til at tale om at tale om sex. Når panelet derimod fungerer, opstår der en fin og varm atmosfære, og det er fascinerende at se en blandet gruppe fra tyverne til 70’erne åbne op om intimitet.

Professor i sexologi, Christian Graugaard, sidder på en eng omgivet af blomster og bier. Han bidrager med den videnskabelige side af sagen, og pointerne passer nogenlunde til panelisternes snak, men det er bestemt ikke ham, man husker bagefter.

For at bryde snakken op har man nemlig ladet Ditte Hansen og Louise Mieritz folde hele paletten af sketchkomik ud med blandede resultater.

Der er et lille Inderst inde-moment, hvor Mieritz er Lyst, mens Ditte er Skam i en voksen kvindes bevidsthed. Det er virkelig morsomt, når Lyst synes, at de skal have en trekant, og Skam svarer, at det er alt for mange mennesker at skuffe på en gang.

Mindre vellykket er sketchen, hvor en bankansat iført blomstrede gamacher og mavebælte kåres til Danmarks dårligste knald i en for alle uklar proces.

Afsnit to byder på en vellykket sekvens, hvor Ditte fantaserer om en ung mand i en elevator, spillet af Kristoffer Eriknauer, og historien får adskillige twists, indtil den også involverer Jørgen de Mylius.

Omvendt er man ikke helt solgt på en omgang mudrede metaforer i et stykke, hvor Ditte Hansen som far skal lære sin søn (Laus Høybye) at give en kvinde en orgasme i en form for jagtanalogi.

Jeg savner lidt et program som Gennemsnitlig sex, hvor hvert afsnit har et tema, så fakta, interviews og kreative gengivelser ligger under en overskrift som ”pikken”, ”onani” eller ”orgasme” og derfor er nemmere at afkode.

I stedet bevæger Lad os tale om sex – som værten har instrueret og skrevet sammen med Sofie Diemer – sig frit rundt under den brede overskrift ”Sex”. Det giver en noget retningsløs oplevelse, hvor vi aldrig kommer helt i dybden med noget.

Hvis man gerne vil se Ditte Hansen og Louise Mieritz behandle lyst, krop og skam kreativt, kan man med fordel se et par afsnit af Ditte & Louise.

Kommentarer

Titel:
Lad os tale om sex

Land:
Danmark

År:
2026

Tilrettelægger:
Karina Lythcke Kelly

Instruktør:
Ditte Hansen, Sofie Diemer

Manuskript:
Ditte Hansen, Sofie Diemer

Medvirkende:
Ditte Hansen, Christian Graugaard, Rasmus Bjerg, Louise Mieritz, Laus Høybye, Kristoffer Eriknauer

Spilletid:
Tre afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
13. marts på DRTV og 14. marts på DR2

© Filmmagasinet Ekko