Legenden

Legende betyder oprindeligt på latin ”et lille læsestykke”, men siden middelalderen bliver begrebet til små historier om helgener og martyrer. I moderne betydning inden for efterretningsvæsen betegner det ”en falsk identitet”, som en spion eller agent har påtaget sig.

Såsom i den fremragende franske agentserie Le Bureau des Légendes der på dansk blev til Falsk identitet på DR. En serie om undercover og hemmelige agenters liv og levned med døden som makker.

Netflix’ danske serie Legenden – instrueret af Kasper Barfoed og Samanou Acheche Sahlstrøm – har frugtbart skelet til den franske kultserie. En kokainkurer dør i et fly. PET er på sporet af drabet og vil infiltrere en dansk narkobarons gøren og laden for at fælde og fængsle ham.

Dertil skal de bruge en ung politikvinde, som under dække – legenden – kan komme tæt på miljøet af kyniske kokainsmuglere, afsløre edderkoppespindet og standse trafikken af stoffer.

Det svage led i den organiserede krimiklan af pakistansk oprindelse er bagmandens hustru, som er lidt af en festabe. Politieleven Tea, som selv har en lidt anløben fortid og en alkoholiseret mor, bliver udvalgt direkte fra politiskolen til at få en legende. Altså ny identitet som mondæn juveler, der har slået sig ned i København efter en årrække i Dubai.

Nu skal hun gøre sine hoser grønne og smykker smukke for at blive hjerteveninde med Ashley, der blandt champagneglade venner blot kaldes Ash.

Vi har været der før: kvinden under cover – fra Alfred Hitchcocks Notorious til Luc Bessons Nikita, tintet med toner af romance og romantik. Men det nye i Legenden er, at det mere og mere tætte forhold mellem Tea og Ashley – med Graham Greenes ord – bliver til den menneskelige faktor.

Mennesker som marionetter agerer pludselige anderledes end hensigten og formålet. Menneskelige følelser mellem de to kvinder væves til et bånd af loyalitet og empati. Ikke mindst på grund af Ashleys datter, Sofia. Og i det hele taget det tætte familiesammenhold, som Tea med en enlig samspilsramt mor drages besnærende af.

Pletter i plottet er kun skønhedspletter i en serie, som bruger København i genrens regnvejr, glatte gader og glasklare caféer. Sinistre mænd i skumle baggårde med muskuløse biler, kvinder i perfekt makeup og gustne glimmerkjoler. Bobler i hvert et slankt glas og lidt til næsen på toilettet.

Der er kælet for plot og produktion, og det er på et helt andet niveau end i TV 2’s billige turistreklamer forklædt som krimiserier. Replikkerne er i al deres klichépræg og tomgang egentlig meget realistiske for et miljø, som er mere skin end substans. Undtagen for seriens to kvindelige hovedpersoner.

Desværre mister handlingen lidt luft i de sidste to afsnit. Spændingen er der hele vejen, men den asfalteres for meget til sidst med sentimentale snublesten.

Slutningen peger på, at vi får en anden sæson, og det kan seriens intention sagtens bære ved at fortælle videre om både Tea og Ashley. Vi er i sikre hænder hos seriens manuskriptforfattere, der tæller Adam August, som blandt andet skrev den beslægtede Underverden.

Clara Dessau og Maria Cordsen gør indtryk som henholdsvis Tea og Ashley. Blonde Tea er konsekvent cool, calm and collected, og mørke Ashely træder langsomt, men sikkert ud af sit skind som festabe og bliver menneske.

Nicolas Bro er glimrende og endda castet mod sin type som kontant efterretningschef i ternet skovmandskjorte og gode miner til slet spil. Mens Afshin Firouzi (Den grænseløse) overbeviser som gangsterboss.

Legenden er kommet flot fra start, og måske man vil følge franskmændene, hvis legende-serie blev til hele fem sæsoner. Vinklen med søstersolidaritet på tværs af lov og orden, svigt og solidaritet, fortjener i hvert fald en fortsættelse.