Lille Laban spøger stadig

I Alejandro Amenábars The Others fra 2001 er det ikke de indtrængende spøgelser, Nicole Kidman skal frygte. Det er hende selv, der er død, mens de formodede gespenster er levende mennesker. 

Allerede i 1965 havde de svenske børnebogsforfattere Inger og Lasse Sandberg imidlertid skabt Lille Spöket Laban. Inger skrev historierne, mens Lasse tegnede de enkle, personlige illustrationer af det lille spøgelse, hvis liv og genvordigheder læseren følger. Her er det ikke menneskene, men spøgelset, der er historiens naturlige omdrejningspunkt. 

Laban er et venligt spøgelse i børnestørrelse, og det gør ham til en oplagt introduktion til uhyggen på det store lærred. Nogle fagfolk anbefaler, at børn først får deres biografdebut omkring fireårsalderen, og det er netop her, Laban-filmene befinder sig. 

De søde historier er for alle, men især for de små, kommende gyserfans, der gerne vil begynde med et spøgelse, man trygt kan holde med. 

Laban bor med sin mor og far i kælderen under et fint slot med konge, dronning og prins. Labans far håber, at sønnen en dag vil overtage hans arbejde som slots-spøgelse, så han selv kan få lidt fri. 

Men Laban er ikke særligt god til at skræmme nogen. Han er simpelthen for sød og forsigtig. I den første bog bliver han i stedet ven med slottets lille prins. I de senere bøger får Laban en lillesøster, Labolina, og historierne er siden blevet til de tegnefilm, mange børn kender og elsker – også fra de små serier på TV 2. 

På engelsk hedder han ”The Little Ghost Godfrey”. Men det er måske meget passende, at det danske spøgelse hedder Laban: Selv i spøgelsernes verden findes der en far, der gerne vil slippe for arbejdet og sende sønnen på vagt. 

Dagens film er mindre dyster, selv om den er lavet og markedsført til hele Halloween-hysteriet. Der er dog skruet lidt op for gys og græskar i Laban spøger stadig. 

At filmen henvender sig til de alleryngste, mærker man blandt andet på dens opdeling i overskuelige kapitler – eller små kortfilm, om man vil. I én af dem følger vi Laban og hans søster på rasletur. Det er ikke overraskende Laban, der har svært ved at skræmme sig til godter. 

Det skammer han sig lidt over, hvorfor han helst ikke vil have søsteren med. Men hun allierer sig med slottets monster, der bor på loftet, og så vælter godterne ind. Da hun kommer hjem, bliver søskendeparret naturligvis gode venner igen og deler rovet. 

Det lille, elegante plot med en forholdsvis alvorlig konflikt, meget mild spænding og en sympatisk forsoning går igen i flere af historierne, der alle bærer præg af en tydelig pædagogisk ambition. 

Temaerne er faktisk alvorlige nok. 

Børnene i biffen stifter bekendtskab med misundelse, uventede gæster, mærkelige familiemedlemmer, skuffelse, konkurrence, sejrsglæde og julespænding. Det hele er pakket ind i klassisk spøgeri, som vi kender det fra litteraturhistorien, komplet med raslende kæder og hvide lagner med glughuller til øjnene. 

Tegningerne er overført fra bøgerne og hører til filmens største kvaliteter. De er klare, enkle og æstetisk afstemte, og de douce akvarelfarver giver dem et umiskendeligt nordisk præg. Samtidig emmer de af en gammeldags charme. 

Er man født i 1970’erne, kan billederne vække en diset erindring om barndommens håndtegnede tegnefilm på celluloid. 

Filmen er fuld af søde, humoristiske metakommentarer, som selv de mindste vil kunne more sig over. Labans fars køn er således markeret med et overskæg, der sidder uden på lagnet. Faren går samtidig højt op i at stemme sine kæder med en stemmegaffel, så de rasler helt rigtigt. 

Laban og Labolina synes, det er uretfærdigt, at man skal løbe om kap, når spøgelser ikke har fødder. Og deres onkel er et dårligt spøgelse, fordi han simpelthen er for skræmmende – og sådan skal det jo ikke være. 

Laban er blevet folkeeje blandt børn verden over, fordi han er så let at forstå. Så mon ikke, der kommer flere film? Alt andet ville simpelthen være for uhyggeligt.