Siden The Flintstones rullede over tv-skærmene i 1960’erne, har amerikansk animation dyrket en lang og stolt tradition for serier om familiedynamikker – ofte med humoristisk sigte og en satirisk kant, der spejler samtiden.
Raphael Bob-Waksberg, som stod bag den anmelderroste BoJack Horseman, har begået en animationsserie, der indskriver sig i netop den tradition.
I Long Story Short er den jødisk-amerikanske oplevelse omdrejningspunktet. Vi følger familien Schwooper. Eller det vil sige, moren hedder Schwartz og faren Cooper, så deres børn hedder naturligvis Schwooper.
Serien adskiller sig fra de fleste, idet der i afsnittene hoppes frit i tid mellem de forskellige perioder i familiens historie. På ikke-lineær vis følger vi de tre børn fra barndom til voksenliv, hvor de stifter deres egne familier.
Ældste søn Avi er en krølhåret (senere halvskaldet) musiknørd, der afviser det traditionsbundne og ender med at gifte sig med en ikke-jøde. Mellemste barn er datteren Shira, som er lesbisk og danner par med den karrierefikserede Kendra.
I en vigtig handlingstråd beslutter parret sig for at spørge brødrene, om en af dem vil være sæddonor til Kendra. Den yngste i søskendeflokken er diagnosebarnet Yoshi, der flakker entusiastisk og forvirret om i tilværelsen, inden han til sidst finder fodfæste i den ortodokse jødedom.
Parallelt med de fjollede indslag kører en mere vemodig udforskning af de anstrengte generationsforhold og alt det usagte i de stærke søskendebånd.
Her kommer strukturen til sin ret. Tidshoppene giver flere steder små informationsbider om de tre søskendes fremtidige forhold, som sætter barndomsscenerne i et andet lys, end hvis det var blevet præsenteret kronologisk.
På humorfronten lægges der vægt på det hektiske hverdagsræs med lejlighedsvise stikpiller til tidsånden. Hvor satiren i BoJack Horseman fortrinsvis er rettet mod Hollywood og underholdningsindustrien, skydes der her med spredehagl.
Især corona-tiden kommer under luppen med kaotiske zoommøder i børnelarmende omgivelser. I et afsnit optræder en gruppe rabiate influencermødre, som klager højlydt over alt ved deres børns skole. Undtagen det mest presserende, nemlig at en flok vilde ulve er flyttet ind i undervisningslokalerne under lockdown!
Seriens komiske højdepunkt er afsnittet med Yoshi, der forsøger sig som sælger af den Georg Gearløs-agtige opfindelse TAMIT (There’s a Mattress in There): et lille plastikrør, der kan skyde en madras ud, så man altid har et sted at sove.
Da rørene begynder at eksplodere, må hans ven fragte det nu værdiløse, sprængfarlige lager væk i en lastbil på en hullet villavej som en slags forstadsudgave af Henri-Georges Clouzots Frygtens pris.
Ikke alt fungerer lige godt. Afsnittet om Kendra, der foregiver at være jøde for at undgå at blive fyret og efterfølgende slutter sig til en synagoge af nysgerrighed, virker forhastet i 25 minutters-formatet. Der gives ikke tid og plads til, at den pludselige konversion føles naturlig.
I en stadig mere fragmenteret verden forsøger figurerne at fastholde det kulturelle ophav med højtider og ritualer. Her fornemmer man en kærlig og dybtfølt fremstilling af typer og situationer fra et miljø, som Raphael Bob-Waksberg selv er rundet af.
Serien er stærkest i de stille øjeblikke, hvor der langsomt zoomes ind på Avis ansigt, mens han observerer sin datter eller sidder fraskilt og alene i sin bil og tænker tilbage. Det er animeret med stor følelse og præcision.
Nogle figurer er grundigere beskrevet end andre, og man savner især mere tid med faren Cooper. Forhåbentlig bliver der rettet op på det i sæson to, der allerede er bestilt af Netflix.
Da Long Story Short er mere familiekrønike end sitcom og har en skarpt defineret tidslinje, vil den dog næppe fortsætte i en uendelighed som visse andre animationsfamilier.


Kommentarer