Louis Theroux repræsenterer en privilegeret middelklasse, hvis ikke ligefrem overklasse. Han er født i Singapore som barn af britiske expats og uddannet på University of Oxford. Hans far er den verdensberømte rejsebogsforfatter Paul Theroux, især kendt for sine skildringer af togrejser.
Moens navn optræder pudsigt nok ikke i Wikipedia-artiklen om den 55-årige dokumentarist. Skulle man gætte på hans politiske ståsted, ligger det nok et sted til venstre for midten. Det let sjuskede tøjvalg signalerer i hvert fald ”intellektuel”.
Ikke desto mindre står han stærkt som dokumentarist. Hans evne til at tale med nogle af de mest outrerede og marginaliserede mennesker – ofte også de mest forhadte – er legendarisk.
Han er en slags international udgave af Anders Agger: en interviewer, der holder masken, lader folk tale og dyrker de akavede pauser, indtil de enten gør sig selv til grin eller simpelthen krakelerer.
Men med Netflix-dokumentaren Louis Thoreaux: Manosfæren indefra skuffer han faktisk.
Filmen vil udstille den såkaldte manosfære – en løst defineret samling af platte, primitive og ofte decideret klamme influencere. De taler nedladende om kvinder, angiveligt for at tale drenge og mænd op, samtidig med at de tjener penge på netop de unge fyre, de påstår at hjælpe.
Det gælder skikkelser som Sneako, HStikkytokky, Justin Waller, Myron Gaines samt Andrew og Tristan Tate.
Louis Theroux’s greb er at psykologisere og motivspekulere. Er disse misogyne og til tider antisemitiske bøller måske bare børn af ødelagte hjem? Reagerer de blot på hustruvold begået af andre mænd? Har de savnet den sunde kernefamilie som forbillede? Og hvordan er mon deres forhold til mor?
Den journalistiske hypotese er så banal, at man måber. Og den bringes aldrig rigtigt i mål. Ikke engang på hjemmebane, hvor han kritiseres for at gøre kvinder en bjørnetjeneste med sin mikroholderstil. Den britiske avis The Guardian mener ligefrem, at filmen i stedet burde have handlet om manosfærens kvindelige ofre.
Det er dog en for hård dom. Louis Theroux er trods alt ikke skolet af Michael Moore for ingenting.
Selv om influencerne er ekstremt mediebevidste, lykkes det ham indimellem at klæde dem af. Blandt andet ved at udholde deres ret voldsomme psykiske modangreb, når de – som HStikkytokky – vender situationen og forsøger at bruge ham som statist i deres eget content.
Der findes mange maskulinitets-influencere, men disse er vitterligt modbydelige – ikke mindst fordi deres retorik er filtret ind i konspirationsteorier, som i sidste ende kredser om forestillingen om ”jøden” som skjult magtcentrum. Paranoiaen er slående.
Eller også foregiver de blot at være paranoide? Et blindt punkt i dokumentaren er generationskløften. Theroux tager udsagnene for pålydende, selv om influencerne foran kameraet indrømmer, at de gør, hvad der skal til for at få klik, følgere, interaktioner – og vrede – som kan omsættes til salg på deres platforme.
Den egentlige historie ligger hos de tusindvis af følgere, der idoliserer influencerne og lader sig forføre af drømmen om genoplivet mandlig dominans – ofte kun for at ende i ensomhed.
Samtidig overser Theroux, at det feministiske narrativ også har bidraget til at udgrænse det, man kalder manosfæren. Der findes grupper, som faktisk hader mænd, skammer sig over at have mandlige partnere og systematisk nedprioriterer mænd i job, forfremmelser og prisuddelinger. På sociale medier er der sågar grupper, som hænger mænd ud ved navn.
Filmen om de toksiske kvinder ville nok have været mere interessant. I stedet sidder vi tilbage med en forudsigelig og halvhjertet forarget dokumentar, hvor de berygtede Tate-brødre glimrer ved deres fravær.
facebook
twitter
Kommentarer