Biografanmeldelse
24. mar. 2026 | 07:14

Lucky

Foto | Henrik Ohsten

Stolt fremviser Lucky (Sandesh Bhndari) sit visum, og han virker næsten usårlig over for de ydmygelser, som står i vejen for hans drømme.

Nitesh Anjaans rørende spillefilmdebut om overlevelse i et fremmed land skildrer med dokumentarisk nærvær en indvandrer, der servicerer danskere på solsiden af samfundet.

Af Bo Tao Michaëlis

Lucky er en 23-årig, indisk mand, som smiler i hele ansigtet på de første billeder af filmen med samme navn som ham.

Verden ser lys og venlig ud, idet han har netop fået sit studievisum til Danmark, hvor han skal studere American Business. Han skal udenlands med sine danske universitetsdrømme, som også handler om et bedre liv end det hjemme i landsbyen

Han kysser sin mor farvel og sætter sig i flyet til Danmark – uden at ane, at landet, der skulle flyde med mælk og honning, i stedet viser sig som en netværkslabyrint: en metropol med en undergrund, der som et rodsystem synes uden ende for de mange tilrejsende, der forsøger at klare sig med småjobs her og der. Selvfølgelig til underbetaling.

Lucky ved, at mindstelønnen i restaurationsbranchen ligger på femten euro i timen. Selv får han fem – sort – for at vaske op. Ved siden af kører han med varer for Wolt, så økonomien hænger akkurat sammen.

Han klarer studierne godt og får ovenikøbet en kæreste, Lena, der kommer fra en lille by uden for Zagreb i Kroatien. Til gengæld bor han hos en onkel med ludomani. Det viser sig at få følger.

Lucky er spillefilmdebut for Nitesh Anjaan, der blev uddannet dokumentarist fra Den Danske Filmskole i 2019 med afgangsfilmen Natbus, som kan ses på Ekko Shortlist. To år tidligere instruerede han dokumentaren Dreaming Murakami om oversætteren Mette Holm, der har viet sit liv til den japanske forfatter Haruki Murakami.

Anjaan har skrevet historien sammen Ida Åkerstrøm Knudsen (Mira). Selv om filmen er fiktion, bærer den tydelige spor af dokumentarformen. Lange indstillinger dvæler ved mennesker, der venter – på arbejde, på svar, på myndighedernes afgørelser. De viser papirer frem, står i kø og forsøger at finde fodfæste.

Vi befinder os på samfundets vrangside blandt stille og desperate eksistenser. Alle relationer er gennemsyret af økonomisk afhængighed: Penge er forudsætningen for at klare sig i et bureaukratisk Danmark, hvor overlevelse ofte overskygger alt andet.

Betaler man ikke studieafgiften til tiden, er det farvel og tak. Her er ingen kære mor – hun bor i Indien og savner sin Lucky.

Alt har en pris.

Selv de mest intime følelser gøres op i kolde kontanter, der ikke kan sættes i banken uden en lønseddel. Sorte penge kan ikke umiddelbart vaskes til lovlydig indkomst. Gode råd er derfor både dyre og dunkle.

Hovedrollen som den optimistiske Lucky spilles overbevisende af Sandesh Bhndari, der virker næsten usårlig over for de forhindringer og ydmygelser, som står i vejen for hans drømme.

Det indiske skuespiltalent hele vejen igennem ægte som den kloge, men naive Lucky, der alligevel oplever inderlige øjeblikke af fryd og lykke. Takket være kæresten Lena – spillet afdæmpet, men markant af Angela Bundalovic (Copenhagen Cowboy) – får Lucky indsigt i den store billedkunst, hvor et kvindeportræt, skiftende mellem lys og mørke, træder frem som et symbol på hans egen skæbne.

Filmen er bevægende fri for skurke. Selv om alle handler ud fra egoistiske motiver, gør den det soleklart og usentimentalt, at dette er nødvendighedens love blandt indvandrere. På den måde er filmens største styrke, at den hverken politiserer eller prædiker, men blot skildrer faktiske og fatale forhold – et København, der ikke tror på tårer.

Lucky er ikke en rar film, men den er rørende. I sit langsomme, adstadige tempo fortæller den uden forklarende omstændigheder om mennesker, vi kun møder som Wolt-leverandør, opvasker i restaurationsbranchen eller morgenavisbud – skygger, der servicerer danskere på solsiden af samfundet.

Handlingen kunne stå på et frimærke, men netop i kraft af sin kalejdoskopiske rytme og tematiske indespærring – som et kammerspil for små mennesker – gestalter den sin kunstneriske slagstyrke.

På under halvanden time får vi et blik ind i et akvarium, hvor drømme brister ubarmhjertigt og brutalt, som håbløse bobler fra en fattig verden med længsel efter bare en tålelig tilværelse.

Trailer: Lucky

Kommentarer

Titel:
Lucky

Land:
Danmark

År:
2026

Instruktør:
Nitesh Anjaan

Manuskript:
Nitesh Anjaan, Ida Åkerstrøm Knudsen

Medvirkende:
Sandesh Bhndari, Rajeev Varma, Angela Bundalovic, Rhona Ebora Rayos

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
26. marts

© Filmmagasinet Ekko