Materialists

I dag er amerikansk romantik stort set fordrevet fra biograflærredet, men i gamle dage var kærlighed det, som Hollywood gjorde bedst.

Den primitive glæde ved at se indbydende skuespillere forelske sig, mens vittige replikker fyger gennem luften, er grundstoffet i komedier som Some Like it Hot og When Harry Met Sally, men også værker som Casablanca og Richard Linklaters Before-trilogi.

Koreansk-canadiske Celine Songs Materialists lægger sig mellem de to poler.

Instruktøren og manuskriptforfatteren bag den Oscar-nominerede Past Lives mestrer det sofistikerede, dialogbårne drama, vi kender fra Linklater. Men samtidig ligner handlingen i Materialists en klassisk rom-com, og der dukker skam også veloplagte grin op rundt omkring i filmen.

Vi begynder med matchmakeren Lucy. Hun tjener til føden ved at lytte til single-New Yorkeres overfladiske, urealistiske krav til en potentiel partner og forsøge at sætte dem sammen med hinanden.

Mænd skal være mindst 180 cm høje og rige, mens kvinder skal være lækreog unge, lyder det fra kunderne. Selv i en moderne metropol som New York er idealerne stadig stokkonservative.

Lucy spilles med stor tilbageholdenhed og blid diplomatstemme af en fremragende Dakota Johnson. Først ligner det, at hun gentager rollen som forelsket objekt for en rigmand i 50 Shades of Gray, da hun møder millionæren Harry, som sætter hele formuen ind på at forføre hende.

Men i Pedro Pascals charmerende og ærlige skikkelse bliver Harry tiltrækkende på en langt mere kompleks måde, og samspillet med Dakota Johnsons Lucy er delikat beregnende.

I en nøglescene forhandler de to singler om en mulig romance, som var det Novo-aktier. Lucy lokkes af Harrys penge – han er en såkaldt enhjørning, der scorer højt på alle datingsmarkedets parametre – og han vil have hendes sociale intelligens.

Fysisk tiltrækning er blot en bonus for dem begge, og kærlighed er slet ikke på bordet.

Dialogen er uhyre elegant, og Celine Songs manuskript formår at gøre Harry til en sympatisk fristelse. Men samtidig med den spirende fornuftsromance støder Lucy ind i den fattige ungdomskæreste John, spillet af Chris Evans med hans nabodrengede karisma.

Et meget langt goddag-kram afslører brandfarlige gnister mellem dem fra første færd, selv om Lucy i sin tid droppede ham, fordi hun hadede det fattige liv.

For anden gang på to film leverer Celine Song et nedtonet trekantsdrama uden de kedelige råberier og knytnæver, vi har set tusind gange før. Alle tre er vokse mennesker, og følelserne, der skal på plads, før Lucy kan vælge, er troværdigt komplicerede.

Filmen finder både sit mest komiske og alvorlige stof i mødet med Lucys barnlige kunder, der ingen fornemmelse har for andre menneskers værdi – og heller ikke deres egen.

Vi møder en mand, der har fordoblet sin værdi på datingmarkedet ved at få sine ben brækket, så han bliver femten centimeter højere. Og skræmmende bliver det, da en af Lucys klienter udsættes for et overgreb på en blind date, som matchmakeren har arrangeret.

Synet på singlerne skifter i filmen fra tåbelige klovne til en mere empatisk opfattelse af desperate mennesker, der gør blodigt vold på sig selv i jagten på kærlighed.

Den ekstremt lækre film formår at gøre de mange tunge samtaler filmiske med dynamisk variation i kamerateknikker fra rå håndholdt i Johns kaotiske lejlighed til brede, langsomme kørsler i Harrys dyre restauranter, som gør drømmen om rigdom mærkbar.

Chris Evans er måske en tand for velplejet til at overbevise som samfundsmæssig bundskraber, men som med så mange andre roller i karrieren klarer han den på charmen.

Noget af det mest sympatiske ved Materialists er, at den ikke dømmer sine personer for at prioritere økonomi frem for organiske følelser. Den nøjes med at plante håbet om, at de kan undslippe datingrotteræset og lande et mindre ensomt sted, der ikke nødvendigvis er en dyr lejlighed på Manhattan.

En romantisk komedie med budskabet om, at vi bør være mindre overfladiske, kan lyde banalt. Men i Celine Songs hænder er det en sofistikeret svada til menneskeheden, der forgæves forsøger at kvantificere følelser.

Filmen starter med to stenaldermennesker, der bliver gift som de første i historien. En påmindelse om, at ægteskabet og alle de andre materielle faktorer er født ud af menneskehedens besynderlige, universelle trang til at finde sammen to og to.

Først til sidst afslører filmen sin egentlig mission. Efter halvanden times kynisme gør den sig fortjent til en slutning, der er så sødsupperomantisk, at tænderne smelter, mens man overgiver sig til et kæmpestort smil.

For mange vil det være en sukkerknald for meget, men Celine Song beviser, at hun kan blive den amerikanske kærlighedsfilms store frelser.