Melania

Hvor langt må man bøje sig i støvet for at tækkes kongen? 

Da idéen om at rende i hælene på den nye præsidentfrue Melania Trump med et kamerahold opstod kort efter præsidentvalget i 2024, udløste dokumentarprojektet en budkrig mellem de amerikanske streaminggiganter. 

Jeff Bezos’ Amazon Prime vandt fedterøvskonkurrencen med 40 millioner dollars – 470 millioner danske kroner – hvoraf 28 ubeskåret er gået til 55-årige Melania. Samt et løfte om at sende filmen bredt ud i amerikanske biografer. 

Det er derfor, jeg på premieredagen fredag kan troppe op i en amerikansk kædebiograf i Salt Lake City, Utah, til den første morgenvisning af filmen. 

På billetdisken ligger en stak bogmærker, der skal promovere filmen, formentlig resultatet af de 35 millioner dollars, Bezos har betalt for at promovere filmen. Jeg ser ingen plakater, og billetsælgeren fnyser, da jeg spørger, om der har været meget interesse for filmen: ”Nej!” 

Alligevel er jeg ikke den eneste i salen. Et par håndfulde pensionister er også troppet op og ser højlydt henrykt med på rækken foran mig. Det er især lydsporet, de kan lide, fortæller de mig bagefter. Det forstår jeg gerne, selv om jeg har svært ved at finde andre kvaliteter ved Melania. 

Filmen starter tyve dage inden præsidentindsættelsen den 20. januar 2025, da Trump afløste Biden og indvarslede det kollaps af den regelbaserede verdensorden, vi siden har været vidne til. 

Fra helikopter, drone og kran følger vi 54-årige, slovensk-fødte Melania, da hun i høje hæle træder ud fra Trumps tragikomiske karikatur af et aristokratisk palads, Mar-a-Lago, og ind i en ventende kortege af SUV’er. 

Fire kameraer følger hende ud af bilen på landingsbanen, tre mere viser hende stige ind i privatflyet, alt imens Rolling Stones’ Gimme Shelter glider over i Michael Jacksons Billie Jean på lydsporet. 

Melania er den dyreste dokumentar nogensinde. Den er fotograferet af tre velrenommerede Hollywood-fotografer, der formentlig ville ønske, de kunne tage deres navn af projektet. Og den er indspillet af en hær af filmarbejdere, der for de flestes vedkommende frabad sig en kreditering. 

Resultatet, som Melania selv har haft kreativ kontrol over, er prætentiøs propaganda med omtrent samme nyhedsværdi som en tandpastareklame. 

Der er ingen handling ud over en endeløst benovet dokumentation af Melanias møder med de tøjdesignere og festplanlæggere, der arrangerer den opulente ceremoni, som hun i en flad voiceover bliver ved at tage æren for. 

”Min kreative vision har nået sit fulde potentiale, præcis som jeg så det for mig,” siger hun. På et andet tidspunkt lyder det: ”Jeg vil altid bruge min indflydelse og magt til at kæmpe for de, der har brug for det.” 

Hendes selvbekræftende bonmoter kredser om at være stærk for sit land, sine børn og især sin mand, så han kan ”Make America Great Again”. 

Der er intet drama, ingen vigtige beslutninger at tage, intet på spil, fordi vi kender historiens udfald. Dokumentaren skifter form undervejs, når instruktøren kommer på nye idéer. Som da vi pludselig får det ene 8mm-indklip efter det andet, fordi Melanias far er troppet op i Washington med et Super8-kamera. 

Melania er uforbeholden og ufortjent heltedyrkelse, en indholdsløs og papirstynd hyldest til hovedpersonens narcissisme og mangel på selvindsigt.

Men tager man nogle andre briller på, kan den sikkert være en fornøjelig filmoplevelse, for eksempel som en drink-along-visning i Husets Biograf i København. 

Tag en slurk, hver gang Melania kalder sig selv for en ”verdensleder”. Én mere for hver gang, hun udtrykker et ønske om at ”gøre noget for børnene”. To slurke, hver gang hun selvhøjtideligt lyver om, hvor vigtig hendes rolle er, tre hver gang Trump dukker op og taler hende ned. 

Og bund, når Brett Ratner slesker bag kameraet. Som da han synger tonedøvt med på Billie Jean på bagsædet med Melania. Eller da han efter præsidentindsættelsen kalder efter Trump, der er på vej ud af Melanias gemakker for at finde sin egen seng: ”Sov sødt, hr. Præsident!” 

Instruktøren bag Rush Hour-filmene – hvoraf en fjerde skulle være på vej fra Paramount, der også forsøger at gøre sig til ved hoffet – bor efter sigende i en villa ved Mar-a-Lago. Han har ikke instrueret en film, siden seks kvinder anklagede ham for overgreb i 2017. Han har sidst været i nyhederne, da et foto af ham uden skjorte dukkede op i Epstein-filerne i december. 

Gad vide, om Trump selv har tænkt på scenen fra Citizen Kane, angiveligt hans yndlingsfilm, hvor Orson Welles’ avismagnat sætter formue og forbindelser ind på at gøre sin elskerinde til en stor operastjerne – og hun falder talentløst igennem. 

Her er det ikke nødvendigvis manglende talent, der er problemet. Melania Trump har gennem årtier i offentlighedens søgelys formået at kultivere en imponerende mangel på interesse fra offentligheden, og når man ser filmen, er det ikke svært at forstå hvorfor. 

Hun har intet at sige, men bruger til gengæld meget lang tid på at sige det. Når hun en sjælden gang imellem siger noget reelt, er det enten en selvoptaget overdrivelse eller en lodret løgn. 

Da jeg kommer ud fra biografen, passerer jeg en hjemløs, der trækker med en kassevogn og harcelerer over regeringen. Han rammer det meget præcist: ”Han er fuld af lort. Du er fuld af lort. Den eneste der ikke er fuld af lort, er fyren der sælger mig meth!”