Memory of Princess Mumbi

Alle taler lige nu om kunstig intelligens som en trussel mod filmkunsten. Memory of Princess Mumbi føles snarere som et nysgerrigt eksperiment i, hvad der sker, hvis man i stedet eksplicit bruger teknologien til at fantasere. 

Den 24-årige schweizisk-kenyanske instruktør Damien Hauser har næsten ene mand skabt denne retrofuturistiske science fiction-fabel. Den er optaget i Kenya og bygget op med et hav af AI-genererede billeder, green screen, rotoscoping og hjemmelavet opfindsomhed. 

Resultatet er som forventet ujævnt, men også smittende legesygt: en meta-fortælling om film, kærlighed og billedernes magt. 

Handlingen udspiller sig i slutningen af det 21. århundrede i den fiktive afrikanske stat Umata, hvor en global krig har ført til et politisk tilbageslag. 

Digitale teknologier er blevet forbudt, og kontinentet er organiseret i en række kongeriger. Hvorfor verden er endt sådan, forklares kun sporadisk, men det giver instruktøren mulighed for at bygge en totalt eventyrlig kulisse. 

Optagelser fra Kenya og en schweizisk bjerglandsby (Hausers egen?) blandes med AI-skabte arkitektoniske fantasier, så byerne bliver en slags kulturhistorisk collage. Koloniale facader står side om side med stilladskomplekser og luftskibe, der er som taget ud af Hayao Miyazakis drømme. De er flankeret af markeder, palmer og enorme futuristiske megastrukturer, der rejser sig over kystlinjen. 

Det er et Afrika, der ikke fremstår som dystopi eller eksotisk kulisse, men som et sted med historie, blandingskultur og egen æstetik. Hauser er tydeligvis optaget af det fusionerede, ikke polariserende blik på kontinentet, og han lader sin hovedperson blive udfordret igen og igen. 

Det er den unge semi-europæiske dokumentarist Kuve (Abraham Joseph), der vil bevise, at befolkningen stadig lider af depression trods den nye orden. Til at hjælpe sig har han en god ven, som han har mødt under et hospitalsophold. Han hyrer dernæst den lokale skuespiller Mumbi (karismatiske Shandra Apondi), som bliver filmens vært, men også dens modstemme. 

For mens Kuve forsøger at presse virkeligheden ind i sin negative AI-redigerede fortælling, insisterer Mumbi på, at historien er mere kompliceret, mere lys og bør laves med autenticiteten i behold. Midt i den diskussion opstår en romance – problematisk, fordi Mumbi allerede er lovet bort til en prins i et naboland. 

Det lyder som en klassisk eventyrstruktur, og det er det også. Her er tunge i kinden og masser af studentikos selvbevidsthed. Men Memory of Princess Mumbi er samtidig fyldt med konstruktivt reflekterende lag: film-i-filmen, improviserede samtaler, små glimt af fremtidige blockbustere og prisuddelinger samt diskussioner om, hvem der egentlig ejer et billede. 

På den måde bliver filmens brug af AI både demonstration og debat. Billederne er ofte overdådige med sine svævende fabelkulisser, asymmetriske utopier og vilde leg med farver. Men de peger også tilbage på spørgsmålet om, hvor grænsen mellem virkelighed og konstruktion går. 

Formmæssigt er filmen ikke uden skrammer. Skuespillet er indimellem stift, dialogen lidt kantet, og fortællingen har huller. Men energien er så tydelig, at man hurtigt accepterer ujævnhederne. 

Og så gør Hauser klogt det, at de menneskelige hovedkarakterer er indfanget i realoptagelser. Intet er så dræbende for ens humør som dårlig AI-mimik. 

Snarere end en poleret science fiction-film føles Memory of Princess Mumbi som et laboratorium. En ung instruktør, der tester, hvad film kan blive til i en ny teknologisk virkelighed. 

Undervejs får man også en fornemmelse af noget mere personligt. Filmen kredser om erindring, tab og måderne, vi fastholder mennesker i billeder. Til sidst viser det sig, at projektet også fungerer som et minde for instruktøren selv. 

Det gør Memory of Princess Mumbi til en meget mærkelig og kærligt fascinerende film. Halvt romantisk eventyr, halvt essay om filmens fremtid. Men først og sidst et argument til konservative sind om, at teknologi ikke behøver at være en trussel mod fantasien. Den kan også være dens legekammerat.