Biografanmeldelse
03. nov. 2018 | 09:58

To minutters stilhed

Foto | Julia Terjung
To østtyske gymnasiedrenge arrangerer i 1956 to minutters stilhed i klassen til ære for de ungarere, der er blevet slået ned af den sovjetiske besættelsesmagt. Herfra udvikler historien sig med brutal logik.

Noget nær perfekt afviklet drama om sandhed og løgn, troskab og forræderi, i DDR-tiden er et uafrysteligt spejlbillede af menneskeheden selv.

Af Peter Tudvad

Året er 1956, stedet Stalinstadt, en socialistisk mønsterby i udkanten af DDR.

To attenårige gymnasiedrenge, Theo og Kurt, har været i Vestberlin for at se det halvpornografiske biografhit Liane. Men det er ikke filmens barmfagre blondine, der har gjort størst indtryk på de letpåvirkelige ungersvende. Det har derimod den vesttyske ugerevy, som forud for filmen har meddelt biografgængerne de vigtigste nyheder.

Ungarerne har gjort oprør mod den sovjetiske besættelsesmagt og indsat deres egen regering. Tænk, om østtyskerne kunne gøre det samme!

Et par klassekammerater indvies i, hvad de to drenge på deres forbudne veje har erfaret om ungarernes frihedskamp. Snart efter samles det meste af klassen hos en gammel anarkist, Edgar, for spændt at følge begivenhedernes gang på en amerikansk radiostation, som det er forbudt at høre i DDR. Nedslåede erfarer de, at russerne har slået oprøret ned. Fodboldhelten Ferenc Puskás er blandt de døde.

Morgenen efter foreslår Kurt sine klassekammerater at indlede den første time med to minutters stilhed – men uden at røbe for deres lærer, at det er til ære for de faldne ungarere. Da ingen siger noget, koger læreren over i raseri, indtil en af dem afslører, at der er tale om en ”protest”.

Herfra udvikler historien sig med brutal logik.

For under det socialistiske systems totalitære synsvinkel er enhver protest et oprør og de protesterende dermed kontrarevolutionære – ligesom de ungarske frihedskæmpere. Nej, vel er de unge gymnasieelever ikke frihedskæmpere, men de er, som Edgar forklarer dem, fritænkere, og det er lige så slemt. 
”I er statsfjender, fordi I har tænkt frie tanker og omsat dem til handling.”

Når man kender lidt til DDR, gætter man nok, hvordan historien ender, men nogen kliché er filmen på ingen måde. Den afslører nådesløst hykleriet i idealisternes rækker, i
 lige mål blandt selvretfærdige partipampere som storskrydende poder.

Det er heller ikke en film, der vil gøre et ensidigt regnskab op med DDR. For selv om kulissen er historisk, er det, vi ser på lærredet, den uendelige historie om idealisme og opportunisme, om sandhed og løgn, om troskab og forræderi, kort sagt et desillusioneret spejlbillede af menneskeheden selv.

Dermed være ikke sagt, at instruktøren Lars Kraume med 
To minutters stilhed vil lade fem
 og syv være lige, som om det ene system kunne være lige så godt som det andet. Men under Den Kolde Krig var propaganda ikke noget russisk privilegium, hvad de unge erfarer, da den amerikanske nyhed om fodboldheltens død viser sig at være løgn.

Og det, at de kommunistiske kadrer i filmen benytter sig af ”Gestapo-metoder”, som Theo oprørt kalder deres trusler, falder også tilbage på de gamle nazister, der på samme tid drev deres fordækte spil på den anden side af Jerntæppet –
 i Vesttyskland.

Dette spil var netop, hvad 
Lars Kraume i 2015 afslørede i sin prisbelønnede Fritz Bauer: En fjende af staten. På den måde står de to film om den nære efterkrigstids DDR og BRD som et samlet monument over den skizofreni, der den dag i dag følger det genforenede Tyskland som en uafrystelig skygge.

Lige så uafrystelig er To minutters stilhed for biografgængeren, der ikke bare konfronteres med de nævnte skyggesider, menneskelige i almindelighed og tyske i særdeleshed, men også forføres af et noget nær perfekt afviklet drama.

Skuespillet er i top, de unges lidenskabeligt og iltert, de ældres tilbageholdent og eksplosivt. Musikken er aldrig dikterende, men konsekvent ledsagende, klipningen lydefri og billederne indimellem så potente, at situationen i sin næsten bibelske alvor mejsler sig så dygtigt ind på nethinden, at ingen Rafael, Michelangelo eller Caravaggio ville have skammet sig.

Trailer: To minutters stilhed

Kommentarer

Titel:
To minutters stilhed

Originaltitel:
Das schweigende Klassenzimmer

Land:
Tyskland

År:
2018

Instruktør:
Lars Kraume

Manuskript:
Lars Kraume

Medvirkende:
Jonas Dassler, Michael del Coco, Sina Ebell

Spilletid:
111 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
8. november

© Filmmagasinet Ekko