For litteraturforskere er forfatternes breve og dagbøger guldåren, der giver adgang til konteksten bag værkernes tilblivelse og i bedste fald kunstnernes indre tanker.
Det er derfor et stort tab, at næsten intet fra Jane Austens (1775-1817) omfattende brevkorrespondance er bevaret. Søsteren Cassandra menes at have destrueret hovedparten – af ukendte årsager. Og få ting vækker fantasien som forsvundne dokumenter.
Miniserien Miss Austen, baseret på Gill Hornbys roman af samme navn, tager udgangspunkt i denne litteraturhistoriske lakune og giver et bud på, hvordan og hvorfor brevene er bortkommet.
Hovedpersonen er den midaldrende Cassandra Austen, som besøger Fowle-familien, en gammel vennefamilie. Patriarken ligger for døden, hvilket snart vil efterlade den ugifte datter Isabella uden et hjem.
Cassandra har dog også et skjult motiv med sit besøg. Hun vil finde de breve, søsteren Jane Austen skrev til veninden Eliza i sin ungdom, inden dødsboet bliver overrendt af familien og omgangskredsen.
Gennem brevlæsningen får vi flashbacks til søstrenes ungdom, som unægteligt ligner noget, der er taget direkte ud af de berømte romaner.
Her er det de potentielle giftermål, kærlighedserklæringer og misforståelser, der driver handlingen i det indviklede net af forhold og intriger i den lavere del af den britiske landadel.
Spørgsmålet om de ugifte kvinders kår hænger hele tiden over søsterparrets hoveder, og det går igen i seriens ”nutidsspor” i 1830, hvor Jane har været død i tretten år.
Her er det sikringen af den ugifte Isabellas fremtid, der bliver omdrejningspunktet.
Det er med andre ord klassisk kostumedrama med de velkendte Austen-ingredienser. Den røde tråd er den prekære balancegang mellem penge og kærlighed – eller fornuft og følelse, om du vil.
Med de to parallelle handlingsspor kastes der lys over, hvordan den ægteskabelige kabale pågår fra generation til generation i forsøget på at opretholde økonomisk og samfundsmæssig status.
Samtidig indgår Jane Austens romaner som en slags meta-lag i fortællingen, hvor højtlæsningen af passager fra Janes værker ender med at fungere som inspirationen, der hjælper med at få den nye generations problemer til at gå op.
Nogle steder kammer oplæsningsscenerne dog over i en lidt teatralsk tone i et kluntet forsøg på at ruske op i det ellers ret stilfærdige drama.
Vi ser også, hvordan figurer fra det virkelige liv har inspireret romanernes persongalleri. For eksempel udpeges den skidtvigtige svigerinde Mary som forlægget for den mellemste af Bennet-søstrene i Stolthed og fordom.
Nedenunder rænkerne og bekymringerne om arv og ejendom indeholder serien en rørende fortælling om det tætte søsterlige bånd mellem Cassandra og Jane.
Den unge Jane Austen spilles levende af Patsy Ferran, der giver seriens bedste præstation. Hun portrætterer forfatteren med karakteristisk skarpt og spydigt sind, mens den fysiske skrøbelighed og hang til tristesse kommer til syne, da familien efter farens død påtvinges mere magre leveforhold.
Den kunstneriske anerkendelse var også fraværende i samtiden. Som kvindelig forfatter blev værkerne udgivet anonymt, og hendes identitet blev først kendt for offentligheden efter den tidlige død som 41-årig.
Serien byder ikke på nogen vilde spekulationer om forfatterens personlige liv, men holder sig inden for sandsynlighedens rammer. Fortællingen insisterer ultimativt på værdien af private minder, som ikke skal dissekeres i en uendelighed af eftertiden.
Dermed berører serien også det vigtige og vanskelige spørgsmål om forholdet mellem forfatter og værk.
”Alt, man har brug for at vide om Jane Austen, står i hendes romaner,” insisterer Cassandra på.
Intet litterært værk er opstået uafhængigt af samtiden, men biografisk viden kan ofte blive til en spændetrøje, der låser læsningen og begrænser udbyttet af teksternes rigdom og nuancer.
Uanset hvor meget eller lidt vi ved om Jane Austens liv, er det værkerne, der består.


Kommentarer