Hvad nu hvis det var musene, der lagde fælder, og menneskene, der gik i dem?
Tilsat lidt julestemning er det opskriften på den norske familiefilm Hvis ingen går i fella, som i den danskdubbede version har fået den tammere titel Musenes jul.
Idéen kommer fra Alf Prøysens folkekære sang Musevisa med det afsindigt norske omkvæd: ”Heisann og hopsann og fallerallera / For julekvelden, da skal alle sammen være gla”.
Men langt fra alle bliver gla, da en familiefar med kone, datter og søn flytter ind i et gammelt forladt hus, hvor han plejede at komme på besøg som barn og nu vil holde juleaften.
I det store hus bor nemlig allerede en musefamilie, som godt nok holder mest til i et nydeligt juledekoreret dukkehus. Men musene betragter hele matriklen som deres territorium. Som musefar siger: ”I dette hus er der ikke plads til både mus og mennesker.”
Plan A er at skabe illusionen af, at bygningen er hjemsøgt. Men hurtigt slår musene over i decideret voldelig chikane i form af opfindsomme fælder i stil med Alene hjemme.
Menneskefamilien torpederes med bolsjer fra en brødrister og låses inde i et saunavarmt badeværelse. Den stakkels menneskemor får endda hældt lim i håret, da hun står i brusebadet. Hænderne klistrer sig fast til hovedet, mens hun spræller rundt i, hvad der med voksne øjne ser livsfarligt ud.
Henrik Martin Dahlsbakken, som tidligere har instrueret kunstnerdramaet Munch, har skabt en medrivende familiefilm, der får sjov og gisp ud af at bytte rollerne om.
Musene er afviklet med udmærket cgi-animation. De ser realistiske nok ud og bevæger sig naturtro, men er alligevel tilpas antropomorfe og søde til, at man kan identificere sig med dem.
Den danske dubbing af live action-menneskene er tålelig, selv om Simon Sears ikke lykkes med den umulige opgave at oversætte farens akavede, norske mumlen til naturligt dansk.
Undervejs i filmen bliver den yngste mus Lea (Marie Søderberg) og menneskesønnen Mikkel (Bille Fjordbak-Trier) venner og trodser krigen mellem mus og mennesker som en slags Romeo og Julie på tværs af arter.
Det er her, Musenes jul finder sin primære substans. ”De var her først, så vi kan da ikke bare sådan nakke dem,” erklærer Mikkel.
Filmen trækker en linje tilbage til Columbus og de indfødte amerikanere, men vil man tage en mere alvorlig snak med sit barn bagefter, kan man passende dreje globussen og pege på Palæstina.
Den ikke specielt julede, men ganske relevante imperialisme-pointe lander ikke helt yndefuldt. Men i kombinationen med de modigt mørke actionscener giver det den ellers varme julefilm et bid, der hæver sig over musestørrelse.
Det bliver især grumt, da en excentrisk skadedyrsbekæmper dukker op i en pelsbeklædt varevogn med ordene ”rent to kill” skrevet på siden.
Så bliver alle musene så bange, men snart står de om skadedyrsbekæmperen tæt i ring og uskadeliggør ham med elektrochok og en skov af musefælder i det flotte action-klimaks.
Hen imod slutningen kan man selv som voksen godt få en klump i halsen, da menneskene viser sig fra deres værste side og tager det modbydelige værktøj – støvsugeren – i brug mod gnaverne.
Det er så grumt, at det virkelig varmer, når julefreden endelig sænker sig.


Kommentarer