Mutiny

For at få lov til at se Jean-François Richets Mutiny før premieren var jeg nødt til at underskrive en tavshedskontrakt, som pålagde mig en bøde på 100.000 kroner, hvis jeg brød den inden 20. august.

Men intet i filmen er værd at spoile.

Den britisk-amerikanske actionfilm har Jason Statham i hovedrollen som den figur, han har spillet i alle film de seneste ti år: en stærk mand, der banker marginalt svagere mænd – når han altså ikke banker forhistoriske kæmpehajer i The Meg-filmene.

Denne gang hedder manden Cole. Han er personlig livvagt, men har også en baggrund inden for flere andre machobrancher som militæret, politiet og fængselsvæsenet. Han er desuden hamrende kompetent til alt, hvad han foretager sig, inklusive skak.

Til daglig beskytter Cole en venlig skibsreder, som desværre bliver skudt af nogle skurke, der til daglig bedriver human trafficking. Så nu skal Cole ud på et skib og slå dem alle sammen ihjel.

Myndighederne er også i lommen på lømlerne, men heldigvis er Cole meget smartere end dem og har også større muskler.

Manuskriptforfatterne Lindsay Michel og J. P. Davis må være kommet i tanke om, at film i vore dage helst skal have en dame med. Annabelle Wallis spiller derfor den hasteindkaldte tredjestyrmand-vikar Angie, som ikke kender til skibets ulovligheder og fanges i krydsilden.

Angie har heldigvis en baggrund i militæret. Hun har næsen fuld af ben og forstår at svinge en lommelygte i fjæset på sine fjender. Når hun ikke lige græder, fordi hun får øje på et medbragt, indrammet foto af sin forsømte datter.

Selvsagt behøver en film som Mutiny ikke være begavet eller original for at være underholdende. En masse slåskampe på et skib er jo lovende nok, især da man faktisk har optaget på et rigtigt fragtskib.

Viljen til at dyrke det fjollede og ekstreme er for eksempel nøglen til underholdningsværdien i The Beekeeper, en anden nylig Statham-film, som er ganske seværdig. Men det glimt i øjet, der kunne have gjort forskellen, er fuldstændigt fraværende i Mutiny.

Kun enkelte af actionscenerne demonstrerer lidt kampgejst. Mest da Jason Statham kreativt gennemborer en fjendes kind, først med en kædelås og derefter en dolk. Men ellers er tæskeriet glædesløst og selvhøjtideligt.

I stedet for en kæk oneliner efter et godt drab sætter Cole sig ned og stirrer tænksomt på en måge.

Undervejs kommer en amerikansk militærbåd på sporet af skibet. De borer i Coles baggrund og funderer over, hvad der mon driver sådan en dræbermaskine. Konklusionen er, at han har ekstra meget lyst til at slå de onde ihjel, fordi hans far blev dræbt af onde mennesker – ligesom skibsrederen.

Det er da en tematik, man kan forstå. Macho-sentimentaliteten skal nok gå rent hjem hos MAGA-publikummet, hvis de ellers kan se igennem fingre med de relativt mange ikke-hvide skuespillere i birollerne.

Filmens komponist hedder faktisk Trumpp til efternavn, men det skal der nok ikke lægges for meget i.

Et lyspunkt er den danske skurk, korrupte Kaptajn Marko Madsen, der spilles af Fyns stolthed. Roland Møller puster som den eneste i castet lidt personlighed ind i sin figur. En tilbagelænet, kynisk kriminel, der klædeligt nok har fået lov at tale med dansk accent.

Jason Statham er derimod ikke til nogen hjælp.

Når man kigger på hans sammenbidte, udtryksløse ansigt, længes man tilbage til dengang, han lignede en ny britisk reinkarnation af Bruce Willis. Med London-charme og humor som gangster i Guy Ritchies Snatch eller agent i komedien Spy.

Nu er han sunket ned i sumpen af komplet ligegyldige actionfilm. De film, folk taler om, når de siger, at de ikke kan lide action.

Mange Hollywood-stjerner har haft en fod i samme sump og er undsluppet, men ligesom Gerard Butler nåede Jason Statham ikke ud i tide og må formentlig leve her resten af sin dage. Dømt til at lammetæve Roland Møller med en krog et sted ude på havet uden at være til glæde for nogen som helst.