Biografanmeldelse
12. feb. 2014 | 14:13

Nebraska

Foto | Phedon Papamichael
Bruce Dern er glimrende som den vrisne, ældre herre, der tager på far-søn-roadtrip til Nebraska.

Alexander Payne portrætterer en misfornøjet mand i livskrise med misantropisk weltschmerz, tilpas tør komik og stille, melankolske kvaliteter.

Af Flemming Kaspersen

Alexander Payne er amerikansk films mest fremtrædende skildrer af bitre, kriseramte mænd: Matthew Brodericks sølle og hævngerrige high school-lærer i Election, Jack Nicholsons forpjuskede enkemand i About Schmidt, George Clooneys søgende og sørgende far i The Descendants, Thomas Janes amatør-gigolo i tv-serien Hung – og mest effektfuldt Paul Giamattis Merlot-hadende, fraskilte fiaskomand i Sideways.

Payne skildrer mænd, der har problemer med karrieren, familien, kvinderne, alderen og sexlivet.

Det er sådan set velkendt filmstof, men Paynes mandeportrætter undgår konsekvent genrefilmens metaforer. Hvor mange af hans plot let kunne laves som farcer eller romantiske komedier, har han siden debuten med Citizen Ruth i 1996 støt og roligt udviklet sin helt egen tørt humoristiske realisme.

Nebraska er hans tørreste film til dato – en stille, sørgmodigt komisk roadmovie, som bevidst træder på bremsen, hver gang der er optakt til, at noget bliver for sjovt. Alexander Payne har været mere sprudlende, men også mere misantropisk, end han er her.

Bruce Dern er glimrende som Woody, en vrissen, alkoholiseret gamling, der er overbevist om, at han har vundet en million dollars. Hans søn David (Will Forte) er en hi-fi-sælger med knas i parforholdet. Han kan se med et halvt øje, at Woody ikke har vundet noget som helst, men bare er offer for et reklametrick. Men han beslutter alligevel at køre faren til Lincoln, Nebraska, så Woody kan indløse sit – værdiløse – lod.

Undervejs gør de holdt i deres gamle hjemby, hvor alle, ikke mindst familien, bliver overbevist om, at Woody virkelig er blevet millionær. Skeletter triller stilfærdigt ud af skabene, grådighed og gammelt fjendskab blusser op, og far og søn kommer tættere på hinanden. Det er på mange måder en klassisk roadmovie.

Payne har valgt at fotografere filmen i sort-hvid. Og vel at mærke ikke i effektfulde, kontrastrige billeder. Han prøver ikke at score nemme, kunstneriske points. Tværtimod er Nebraska en kold film, hvor alt er holdt i udflydende gråtoner: mennesketomme gader, endeløse landeveje, kedelige barer, grimme dagligstuer, farveløse mennesker.

Selv nationalmonumentet Mount Rushmore fremstår småt, trist og ligegyldigt. Det bemærker den knarvorne Woody da også, inden han foreslår, at de hurtigt kører videre: ”Nu har vi set det.”

I The Descendants udnyttede Payne og fotografen Phedon Papamichael, som også har fotograferet Nebraska, Hawaiis smukke landskaber til et give en fornemmelse af håb midt i hovedpersonens sorg. I Nebraska er livet – hvad enten man er den knotne Woody eller hans smådeprimerede søn – stille, kedsommeligt og gråt. Det er, som Bill Murray beskriver vinteren i Groundhog Day: ”It’s gonna be cold, it's gonna be grey, and it’s gonna last you for the rest of your life.”

Der er lyspunkter af humor og menneskelighed. Men Nebraska er først og fremmest en film om, hvor gråt og monotont livet også kan være.

Det er en stille, velspillet arthouse-film, som på overfladen ikke gør noget stort væsen af sig. Men der er noget provokerende over dens grå-i-grå-livssyn. På film skal livets afslutning helst være noget grandiøst: Det skal være en sidste rejse mod grådkvalt sorg, det ultimative offer, den store afsked. På film er døden altid meningsfuld.

I Nebraska siger Payne det, som det måske i virkeligheden er: Livet er ikke særlig spændende, hverken midt i eller når det nærmer sig sin afslutning.

Trailer: Nebraska

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Alexander Payne

Manuskript:
Bob Nelson

Medvirkende:
Bruce Dern, Will Forte, Stacy Keach, Bob Odenkirk

Spilletid:
115 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
13. februar

© Filmmagasinet Ekko