Biografanmeldelse
15. aug. 2025 | 07:46

Nobody 2

Foto | Allen Fraser

Den tidligere professionelle dræber Hutch (Bob Odenkirk), tager sammen med bedstefar (Christopher Lloyd), hustruen (Connie Nielsen) og deres børn på ferie til forlystelsesparken Plummerville. 

Opfølgeren til sorthumoristisk action-thriller om familiefaren med en dræberfortid byder på festlig, hittepåsom vold og føles solidt underholdende fra start til slut.

Af Nicolas Barbano

Som den skarpsindige læser vil have gennemskuet, er Nobody 2 en fortsættelse til Nobody – en vellykket actionfilm med Better Call Saul-stjernen Bob Odenkirk som den tilsyneladende helt almindelige familiefar Hutch Mansell. 

Men ligesom Alan Ladd i Shane og tusindvis af andre actionhelte er han bag sit ordinære ydre en toptrænet, professionel action man. Hans hemmelige fortid som dræber for regeringen bliver vækket af et hjemmerøveri. 

Og i pressede situationer kan han eksplodere i kameravenlige opvisninger af dødbringende ultravold, hvor hærskarer af bevæbnede modstandere såsom russiske gangstere får akut behov for hospitalssenge eller bedemænd. 

Nobody hæver sig over sin 80’er-agtige actionfilmskabelon takket være en god rollebesætning, inklusive vores egen Connie Nielsen. Hun er ligesom Bob Odenkirk også med i fortsættelsen, hvor hendes rolle som husmor – filmens moralske centrum – er endnu større og bedre skrevet. Ydermere er Christopher Lloyd tilbage som familiens bedstefar, endnu en tilsyneladende harmløs nobody, der hiver en stor gøb frem og viser sig at være en somebody

Til gengæld savner man den russiskfødte, visuelt begavede instruktør Ilya Naishuller, som jeg for et årti siden interviewede for Ekko. Endnu mere end den velfungerende rollebesætning er Naishullers stilfulde iscenesættelse nemlig årsag til, at den første Nobody hæver sig over mængden og har kaldt på en toer. 

Toeren er iscenesat af indonesiske Timo Tjahjanto, der har markeret sig med action-thrilleren Headshot og horrorfilmen May the Devil Take You. Han kan fotografere et drab, så det ser flot ud, men ikke så flot, at man spjætter af æstetisk begejstring.

Den primære forskel på de to film er dog, at der i toeren er skruet op for humoren, så vi har at gøre med en regulær actionkomedie. Et langt stykke af vejen føles Nobody 2 som en variation af Fars fede ferie. Forlystelsesparken WalleyWorld er erstattet af den tilsvarende Plummerville, og så er der selvfølgelig meget mere vold. 

Efter et indledende elevatorslagsmål beslutter seriens centrale kernefamilie at tage på sommerferie. Bob Odenkirks Hutch mindes et mondænt familiebadested med varme nostalgiske toner, men overser, at stedet i virkeligheden er en facade for et gangsterimperium styret af Sharon Stone. 

Eftersom den første Nobody nærmest var et comeback for Connie Nielsen, forventer man her noget tilsvarende fra Sharon Stone, der bortset fra Casino har været bedst i smilende skurkeroller (Basic Instinct, Total Recall). Desværre taber hun chancen på gulvet med en uinspireret præstation, hvor opmærksomheden i stedet retter sig mod karakterens to asiatiske håndlangere. 

Inden vi når så langt, løber alle planer om en hyggelig familieferie af sporet, startende med en mindre provokation, som farmand ser sig kaldet til at straffe. Dermed igangsættes en optrapning af voldelige gengældelseskonfrontationer, hvor begge parter kommer fysisk til skade i en grad, der ville føles som realisme, hvis volden ikke var så gennemført overdrevet og sorthumoristisk sjov. 

Udførelsen minder om hittepåsomheden i Jackie Chans actionkomedier, hvor enhver rekvisit kan inddrages, når instruktøren og stjernen om morgenen dukker op på settet og ser sig om efter inspiration. 

Når et slagsmål i Nobody 2 finder sted på en turistbåd, er det typisk Hollywood, at halsen på en af kombattanterne gennembores af et skibsanker. Men ikke, at helten mister en halv finger, som falder i vandet og omgående spises af en fisk. Lykken er filmskabere, der krydrer deres idéer med endnu flere idéer. 

Nobody 2 byder på festlig og blodig vold fra start til slut, og den føles med sin beherskede varighed solidt underholdende. Også i kraft af sit fundament af hjertevarmt familiedrama, der på forfriskende vis undlader at moralisere. I stedet for trusler om skilsmisse får farmand et kram og sendes tilbage til slagmarken med ordene: ”Du er min fyr. Go and fix that shit!” 

Man bliver helt rørt og er dermed varmet op til finalen. Som finder sted i forlystelsesparken, fyldt med alt hvad en biografgænger kan ønske sig af spejlkabinetter og boldbassiner med heltens Home Alone-agtige dødsfælder.

Trailer: Nobody 2

Kommentarer

Titel:
Nobody 2

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Timo Tjahjanto

Manuskript:
Derek Kolstad, Aaron Rabin

Medvirkende:
Bob Odenkirk, Connie Nielsen, Christopher Lloyd, Sharon Stone

Spilletid:
89 minutter

Premiere:
14. august

© Filmmagasinet Ekko