Nora Sand – Kærlighedssvindleren

En halvengelsk millionøse falder ned ad de udvendige trapper på sin nordsjællandske luksusvilla. Slår hovedet, men drukner i sin swimmingpool.

Til stede var hendes noget yngre kæreste, som snart viser sig ved politiets mellemkomst at være noget af en damernes mand på den negative måde. Han har svindlet med kvinder og måske det, som er værre. Han efterlyses, men melder sig selv ret hurtigt og ja, det var hans skyld, at han kæreste døde.

Sådan er optakten til anden sæson af Kristine Berg og Arne Berggrens dansk-norske serie over journalisten Lone Theils krimiserie om den opsøgende journalist Nora Sand. Nora Sand: Kærlighedssvindleren er drejet over sjette bind i serien Troskyldigheden selv.

I første sæson, Pigerne fra Englandsbåden, var Nora Sand faldet i unåde på sit magasin Globalt i den jyske fødeegn. Men her er hun igen krimireporter på magasinet og nu stationeret i København.

Meget hurtigt – det eneste hurtige i serien – bliver hun viklet ind i sagen om drabet på den rige kvinde. Det viser sig oven i købet, at en af hendes tidligere kolleger, som hun selv fik fyret, var et offer for den mistænkte.

Kvinden var selv på sporet af medsøstre, som var blevet narret af den mistænkte. Samtidig og synkront hører vi om den ældre politimand, der er på orlov, men alligevel melder sig ind i sagen. Til irritation for den yngre efterforsker, som er Noras tidligere kæreste.

Det bliver alt sammen fortalt og lagt frem i et tempo, der befinder sig et sted mellem slowmotion og sneglefart. Politiarbejdet er mest afhøring af den mistænkte i flere omgange. Borte har taget politiets forensiske videnskab såsom dna samt offentlige overvågningskameraer.

I et afsnit rekonstruerer man den fatale begivenhed, imens man spiser frokost, laver kaffe, kører i bil og går op og ned ad gange – gerne i en gangart, som mere mimer en zombie end et menneske.

Man skal naturligvis anmelde en serie på dens pålydende, dens egne præmisser. Action er ikke altid alfa og omega i hvilken som helst krimigenre.

Allerede i første sæson valgte man en stil, som reelt er mere regionalt stilleben end moderne spændingskurve. Det fortsætter man med i anden sæson. Men hvor man kan forsvare den episke langsommelighed ude i provinsen, virker pauserne mellem replikkerne utroligt kunstige i København.

Det er vel okay, at man har valgt at iscenesætte sin serie, som om Carl Th. Dreyer var genopstået. Mesterinstruktøren ville dog nok have valgt en noget mere substantiel historie end et plot, som stort set kun hænger sammen med velvilje. Og i øvrigt er overfyldt med vulgærfreudianisme af værste skuffe.

Tilmed får vi et miniforedrag om, hvad en psykopat er for en størrelse. En manipulator uden empati, er Nora Sands udlægning. Det lokker psykopaten ud af busken til et interview, hvor Nora Sand er mere amatørpsykolog end professionel reporter. Men langt om længe endelig lidt gedigen spænding.

Til gengæld er serien eksorbitant gennemført mangel på humor. Magen til stålsat seriøsitet skal man lede længe efter, og den ambitiøse alvor fører ikke til andet end lidt overvejelser om ondskab.

Her er serien faktisk original. I både nordic noir og dens feriebarn – hyggekrimien – er ondskaben socialt betinget, fordi folkehjemmet har svigtet. I Nora Sand: Kærlighedssvindleren er der stærke antydninger af, at man fødes ond, og at ondskab er en metafysisk størrelse.

Men dette interessante perspektiv, der er mere typisk for den katolske krimi, udfoldes aldrig til andet end venindesnak.

Alle skuespillere holder fortræffeligt takten i henhold til instruktionens andante, hvor politimænd er mutte som bedemænd til en begravelse. Marie Sandø Jondal skal imidlertid fremhæves for at have gestaltet bøgernes noget journalistisk naive Nora Sand til en sofistikeret storbyssnushane, lidt lunere end et køleskab.