Ølparadiset

Ølparadiset er et kollektivt portræt af et helt land, hvor borgere, arbejdere, politikere, aktivister og erhvervsliv lever uden nogen national alkoholpolitik. Samtidig har landet en ølindustri, der – ikke mindst drevet af danske interesser i skikkelse af Carlsberg – i praksis fungerer uden kontrol.

Der er ganske enkelt ingen grænser for, hvad man må og ikke må, når man reklamerer for øl, sælger øl og hælder øl i hvem som helst. Også de helt unge. Markedet styres af kapitalistiske kræfter, der synes helt uden tøjler.

Det handler først og fremmest om at skovle penge ind til aktionærerne – også når det sker på ryggen af andres ulykke. Kønt er det ikke.

I Cambodja er enorme, blinkende neonreklamer for øl overalt i gadebilledet. Og øllet kobles, som en udspekuleret strategi, til landets udbredte fattigdom. Det sker gennem den lindrende rus, trodsige drukfester og i sidste ende en hård alkoholisme, der koster menneskeliv.

Men øllet sælges også gennem en slags gambling, der spiller direkte på de fattiges håb og dagdrømme. Køber man bare én øl mere, kan man via loddet under dåsens ring vinde fem nye øl, en cykel, en splinterny bil eller måske en millionformue.

I 2022 stopper Carlsberg faktisk med at uddele pengepræmier som led i ølreklamer i Cambodja. Til gengæld lancerer bryggeriet det lokale mærke Angkor Sky, der markedsføres som en mere nænsom øl. I praksis fremstår den snarere som et slags introduktionsmærke for nye øldrikkere, der er bange for at blive for fulde og få hovedpine.

Ølparadiset viser hele paletten af mennesker og liv, der kredser om de allestedsnærværende øl. Filmen er skabt af undersøgende journalist Laurits Nansen, som også har medinstrueret serierne Velkommen til frontlinjen (2024), Emilie Meng – en efterforskning går galt (2019) og Tro, håb og alkohol (2016), sidstnævnte om alkoholens svøbe.

I Ølparadiset følger vi en sanger, der trods et begrænset talent drømmer om at vinde en stor pengepræmie i sangkonkurrencen The Voice Cambodia, som sponsoreres af et stort ølmærke.

Vi følger også en ølpige, der skal promovere øl til fester. Hun mærker allerede, hvordan drikkeriet hver dag er ”ved at blive en vane”, og hun udsættes – ligesom de andre ølpiger – konstant for sexchikane. Det spænder fra klamme tilbud om spontan prostitution til brutale voldtægter.

Og vi møder bar- og festmedarbejdere, som presses til ikke at melde sig ind i fagforeninger. Der er også kvinden med en lille døgnbutik, hvor ølkasser står stablet fra gulv til loft, og hvor hele forretningens eksistensgrundlag er at sælge øl. Samtidig drikker hendes far sig sanseløs derhjemme.

”30 dage om måneden,” som hun siger.

Dokumentarens mere gennemgående hovedperson er Kim Eng. Han er aktivist i en anti-alkoholisme-NGO og forsøger at få indført love, der skal begrænse drikkeriet i Cambodja og den sanseløse promovering af meningsløst druk. Hvilket kan blive svært, når politikere og embedsmænd samtidig fra ølfirmaerne har fået doneret 500 kasser øl – hver.

I andre lande kalder man det nok bestikkelse.

En anden af de mennesker, der har lobbyet for en lovgivningsmæssig ramme for ølsalg og markedsføring, bliver omtrent samtidig skudt på en café ved højlys dag. Det lykkes dog faktisk Kim at få elleve ud af tolv partier til at underskrive en hensigtserklæring om at belægge alkoholiske drikke med en afgift.

Dog ikke regeringspartiet, som straks efter vinder en jordskredssejr, så de igen har magten helt solo – ikke mindst, fordi den nepotistiske familie, som sidder på det hele, undertrykker befolkningen og alle deres politiske modstandere.

Dokumentaren er smukt filmet, og man gribes af de ofte triste og sølle skæbner, man møder. Det er søde og ordentlige mennesker, som bare lever under svære vilkår, og det sidste, de har brug for, er, at folk fra Vesten kommer alene for at udnytte dem og trampe hen over deres ringe modstandskraft.

Man skammer sig faktisk, når man ser filmen. Over at et af vores største og historisk set mest respektable private erhvervsforetagender ikke har en højere etik.

”De udnytter vores drømme. Og drømme er lidt som alkohol. Dagen efter vågner man og må se virkeligheden i øjnene,” som en af kilderne i filmen siger.