festivalanmeldelse
09. mar. 2023 | 07:46 - Opdateret 20. nov. 2023 | 01:19

Adamant – Hjerterum på Seinen

Foto | TS Production

På et anderledes behandlingssted midt i den franske Seine-flod har beboerne mulighed for at bearbejde deres psykiske udfordringer gennem kunstnerisk udfoldelse.

Årets Guldbjørnevinder om kreativ terapi på et behandlingssted aftabuiserer psykisk sygdom og minder os om, hvor livgivende og livsnødvendig kunsten er. 

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Dokumentaristen Errol Morris er kendt for at sige, at hvis man lader nogen tale uafbrudt til kameraet i ti minutter, vil de afsløre, hvor vanvittige de er. 

Franske Nicolas Philibert bruger omtrent samme metode i sin Guldbjørnevinder Adamant – Hjerterum på Seinen, men med det modsatte resultat! 

Ved tålmodigt at lade patienterne på et flydende behandlingshjem på en flåde på Seine-floden komme uimodsagt til orde, tegner filmen et humorfuldt og værdigt portræt af mennesker, der er vant til at blive afskrevet som utilpassede. 

”Folkene her er ikke farlige,” som en af patienterne siger sent i filmen. ”De er bare meget skrøbelige mennesker.” 

Den livlige François åbner filmen ved at skråle det gamle franske pophit La bombe humaine. Det er en ode til frihed og uafhængighed og stemmer umiddelbart dårligt overens med de bundne skæbner, vi møder på behandlingsstedet. 

Nogle af patienterne har forvaringsdomme bag sig og kan ikke forlade hospitalet. Andre kommer og går, som de vil. De køber kaffe i kantinen og kigger med, når filmklubben fejrer tiårsjubilæum med klassikere fra den franske nybølge. 

Men alle er afhængige af den hjælp og forståelse, de finder på behandlingsstedet. Her bruger terapeuter og læger kunstterapi til at lade patienterne udtrykke sig kreativt om deres følelser og frustrationer. 

At det er en effektiv tilgang, står klart, så snart vi ser patienterne fortælle om deres tegninger og malerier. Samtidig strør de om sig med sidebemærkninger om forliste familieforhold og deres personlige drømme og håb. 

On the Adamant er et aftabuiserende, forfriskende portræt af psykisk sygdom. Filmen minder os om, hvor livgivende og livsnødvendig kunsten er. Ligesom vi må konstatere, at der kan være en glidende overgang fra kreativitet til vanvid. 

Nicolas Philibert har i en menneskealder tegnet menneskenære institutionsportrætter i film, der er en blanding af observation og kommentar. Hans tilgang minder om koryfæet Frederick Wiseman, men Philibert erstatter amerikanerens systematiske grundighed og helhedsblik med dybdegående portrætter af udvalgte personer. 

Til tider savner man et overblik. At behandlingsstedet er politisk truet nævnes en passant, men bliver aldrig et tema i filmen, der i stedet fokuserer på de sprælske personligheder, som åbner sig for kameraet. 

Der er den barnligt opkørte Muriel. Hun bliver ved at afbryde til fællesmøderne og stiller konstant kameraholdet spørgsmål, mens de prøver at interviewe hende. 

Der er den drømmende gamle hippie Fréderic, som vender hjem efter en protest i en af Paris’ forstæder og veltilfreds annoncerer, at ”Montreuil er lidt som San Francisco i 60’erne!” 

Ham ser vi ved klaveret en morgen, hvor han spiller en morsom, velklingende og bevægende popballade om Jim Morrison – som han drømte natten forinden. ”Når jeg får en god idé, tager jeg bare diktat,” forklarer Fréderic begejstret. 

Nogle af idéerne er svære at slippe. Han ser sig selv og broren som reinkarnationer af Vincent og Theo van Gogh, og han mener, at Jim Morrison, James Dean og den franske skuespiller Gérard Philipes tidlige dødsfald er forbundne. 

Manien lurer i den charmerende ældre herre, og Nicolas Philibert skildrer empatisk de udfordringer og hårde liv, mange af patienterne har ført på grund af deres sygdom. 

Den sangglade François har lidt af skizofreni i 40 år, fortæller han mut. Han skammer sig over, at han ikke er den søn, hans far ønskede sig. Patienterne beretter om sårede følelser og skuffede forventninger, om psykiske anfald og tvangstanker, vold og depression. 

Behandlingsstedet fokuserer på kreativ terapi som en måde at få det bedste frem i patienterne på. Og Nicolas Philibert lader ofte publikum selv afgøre, om det er en behandler eller en anden patient, der taler. 

Men On the Adamant er ikke så blåøjet, at den præsenterer den kreative tilgang som en mirakelkur. 

”Uden mine piller ville jeg være rablende,” som François siger det, og filmen viser uden fordømmelse, hvordan patienterne kræver en balance mellem faste rammer og kreativ frihed. 

I en tid hvor stadig flere henvender sig til psykiatrien, er årets Guldbjørnevinder en velkommen hyldest til et sted, der, som det hedder i slutteksten, er fast besluttet på at holde originaliteten i live.

Trailer: On the Adamant

Kommentarer

Titel:
Adamant – Hjerterum på Seinen

Originaltitel:
Sur l’Adamant

Land:
Frankrig

År:
2023

Instruktør:
Nicolas Philibert

Manuskript:
Linda De Zitter, Nicolas Philibert

Medvirkende:
François Gozlan, Frédéric Prieur, Muriel Thourond

Spilletid:
109 minutter

Premiere:
24. februar på Berlinalen, 23. november dansk premiere

© Filmmagasinet Ekko