Biografanmeldelse
15. jan. 2014 | 19:12

One Chance

Foto | Liam Daniel
Komikeren James Corden spiller Britain’s Got Talent-vinderen Paul Potts i One Chance.

Filmen om talentshow-succesen Paul Potts, der gik fra mobiltelefonsælger til operasanger, er opbyggelig og lovlig honningsød.

Af Jesper Olsen

En film om Paul Potts, produceret af Simon Cowell, med Harvey Weinstein om bord og David Frankel (The Devil Wears Prada) som instruktør?

Der er god grund til at være skeptisk.

Men filmen om den helt almindelige mobiltelefonsælger, der vandt tv-talentkonkurrencen Britain’s Got Talent med sin frapperende operatenor og kom til at sælge millioner af album verden over, er heldigvis ikke (kun) en 103 minutter lang reklame for mediemogul Simon Cowells talentshow.

Faktisk fylder Britain’s Got Talent ganske lidt i denne klassiske grimme ælling-fortælling. I stedet skildrer One Chance Potts’ barn- og ungdom i en lille walisisk by, hvor han åles for sin fedme og sin passion for opera af både sine jævnaldrende og sin far, en stålværksarbejder, der har svært ved at forholde sig til sin følsomme søn.

Bag denne skabelonskårne historie gemmer sig en lille, opbyggelig feel good-film. For ofte gemmer den sig dog lidt for godt. Det er svært ikke at klukke lidt, når James Cordens bløde stemme pludselig slår over i Potts’ majestætiske heltetenor under de mange operasekvenser – også selvom læbesynkroniseringen er fint udført. Det er endnu sværere ikke at krumme tæer til de allermest rørstrømske replikker.

Den overgjorte, folkeskoleagtige voksenmobning med tæsk og trakasserier, som Potts udsættes for af sine gamle klassekammerater, hører også til i en film, der tager sig selv mindre alvorligt end One Chance.

Og den store finale – den kuldegysende Britain’s Got Talent-audition – virker underligt uvedkommende, fordi Frankels fidus hang til at klippe Cordens rekonstruktion af Potts’ optræden sammen med dommertrioen Cowell, Piers Morgan og Amanda Holdens faktiske kommentarer fra programmet bliver for forstilt.

Til gengæld er historien fundamentalt rørende, og man skal have et hjerte af sten for ikke at blive en lille smule bevæget af Potts’ udvikling fra undselig, fedladen mobiltelefonsælger med skæve tænder til verdensberømt operasanger. Stadig fed, men nu med rettede tænder.

Den kække komiker James Corden virker umiddelbart som et pudsigt valg til rollen, men han gestalter Potts med stor sensibilitet, så han ikke kun er et renfærdigt, medynkvækkende offer, men også lidt egocentrisk og selvmedlidende.

Mindst lige så god er en sødmefuld Alexandra Roach som hans hengivne kæreste Julz, der er en indtagende og plausibel figur. Også Mackenzie Crook som snurrig bedsteven, Julie Walters som omsorgsfuld mor og Colm Meaney som brøsig machofar gør det hæderligt i forhold til det, de har at arbejde med.

Justin Zackhams manuskript pendler mærkeligt mellem grov, uprætentiøs britisk humor og Hollywood-føleri, som da Potts vinder en vred Julz tilbage ved at bryde ud i operasang på åben gade. Det gør han i øvrigt hele tiden, og så kan man undre sig over, hvordan en mand, der kæmper med usikkerhed og lavt selvværd, finder modet til det.

Først til sidst kommer den famøse audition, hvor Potts greb sin One Chance. Jeg tæller det godt nok til to, for i filmens svageste sekvens tager han på operaskole i Venedig og får foretræde for sit idol Luciano Pavarotti, som dødsdømmer Potts’ operakarriere, fordi han ikke kan styre sine nerver.

Alt sammen bygger det op til det klassiske budskab om, at man skal forfølge sine drømme og overvinde sine indre dæmoner. Lovlig honningsødt, men hvem kan ikke bruge lidt hjertevarme, her hvor den første sne er faldet?

Trailer: One Chance

Kommentarer

Land:
Storbritannien

År:
2013

Instruktør:
David Frankel

Manuskript:
Justin Zackham

Medvirkende:
James Corden, Alexandra Roach, Julie Walters, Colm Meaney, Mackenzie Crook

Spilletid:
103 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
16. januar 2014

© Filmmagasinet Ekko