One to One: John & Yoko

I 1972 er The Beatles passé, flowerpower er gået af mode, Vietnam-krigen raser på sidste vers, og John Lennon og Yoko Ono forsøger at starte på ny i New Yorks hipsterkvarter Greenwich Village. 

De er flyttet for at undslippe den skingre, engelske sladderpresse, der lægger Yoko Ono for had, og for at opspore hendes datter fra et tidligere ægteskab, Kyoko, som er blevet bortført af sin far. 

De suger til sig af et nyt lands kultur ved at sidde klinet til det tv-apparat, der står for enden af deres seng. 

Det er anslaget for Kevin Macdonald og Sam Rice-Edwards’ øjenåbnende arkivdokumentar One to One: John and Yoko. 

Filmen viser, hvordan powerparret flirter med tidens venstreradikalisme og politiske kampånd, indtil de sætter revolutionen i bero og spiller en enkelt velgørenhedskoncert. Det er One to One-koncerten i 1972, som bliver den sidste, John Lennon spillede inden sin død i 1980. 

Sådan er strukturen, som instruktøren fortalte om, da jeg talte med ham efter filmens verdenspremiere på Venedig-festivalen sidste år. Men filmens flagrende form griber i utallige retninger for at skildre to kreative sjæle midt i en personlig og samfundsmæssig brydningstid. 

Filmen zapper rundt mellem klip fra fjerneren, optagelser fra koncerten, hjemmevideoer, båndede telefonopkald og nye optagelser fra John og Yokos møjsommeligt rekonstruerede lejlighed, komplet med overfyldte askebægre og sengetøj med Radiserne. 

Kollagetilgangen gør filmen til en fascinerende tidslomme, der mellem vaskepulverreklamer og sitcom-introsange fører publikum rundt i start-70’ernes store spændinger og samtaleemner. 

Vi ser junglen brænde af napalm-bombardementer i Vietnam og purunge soldater, der ser deres kammerater forbløde og dulmer sig med rygeheroin. 

Richard Nixon er på charmeoffensiv under sin sidste præsidentkampagne, mens hans kumpaner lusker rundt på Watergate-hotellet for at aflure demokraternes valgplaner. 

Den sorte borgerrettighedsforkæmper Angela Davis bliver løsladt fra fængslet. Aktivisten Jerry Rubin – spillet af Jeremy Strong i The Trial of the Chicago 7 – harcelerer teatralsk over systemet. Poeten Allen Ginsberg fremsiger et digt om at vaske sig bagi og en bøn for demokraterne, der nægter at støtte homorettigheder. 

Og Nixons konkurrent, den racistiske Alabama-guvernør George Wallace, ser vi blive skudt for åben skærm efter et vælgermøde.

Hvis man tror, at verden koger i dag, kan man se One to One: John & Yoko for at forvisse sig om, at det ikke er første gang. 

John og Yoko planlægger begejstret en revolutionær musikturné, der skal få ungdommen til at stemme demokratisk, og hvis indtægter også skal betale kaution for urimeligt fængslede sorte i hver en by, hvor de spiller. 

Det er et sympatisk projekt, der strander på John og Yokos ikke-voldelige principper. Men kan man ikke forandre verden, kan man i det mindste forandre sig selv. 

Det skifte markeres også i musikken, fra John Lennons fællessange som Power to the People og Give Peace a Chance og til personlige numre som den hudløse Mother, inspireret af primalterapi, og Yoko Onos hjerteskærende Don’t Worry Kyoko. 

De to kunstnere deler ud af sig selv, og dokumentaren er især vellykket som et portræt af Yoko Ono – som mor, som partner og som velrenommeret fluxus-kunstner med rigeligt at lære popdrengen John Lennon. 

Sammen gør de op med den chauvinisme, Lennon er flasket op med, og som længe placeret Yoko i bås som ”kæresten, der rev Beatles fra hinanden”. Hun har efterhånden fået genoprejsning med kunstudstillinger, der går stadig verden rundt, men filmen er et vidnesbyrd om, hvad det kostede hende at blive lagt for had. 

Man skulle tro, at ivrige Beatlemanikere for længst ville været nået til bunden af arkivskabene, og One to One-koncerten har da også været udgivet før, både som livealbum og koncertfilm i 1980’erne. 

Men teknologiske landvindinger har gjort det muligt at få selv de mest støvede spolebånd til at lyde som skarpe studieoptagelser. Ganske som med Peter Jacksons miniserie Get Back virker de gamle optagelser spillevende og umiddelbare. 

Som et kighul ind i en fortid, der ikke føles så fjern endda.