Petrolheads

Emil Langballe gav os dokumentarperlen Q’s Barbershop – om en livsglad frisør i Vollsmose – og nu er han tilbage med en mindre åbenbaring. Petrolheads følger hans plejebror Martin Jensen og vennen Casper Størner-Ryberg – begge med en barndom, der begyndte på et børnehjem.

Det lille mesterværk rummer nogle af de fineste menneskeskildringer, man længe har set i en dansk film. 

Martin og Casper har ærligt talt ikke fået de bedste kort på hånden fra begyndelsen. Casper har været udsat for massivt omsorgssvigt på et børnehjem i Rumænien og har, som Martin formulerer det, ”fået taget sin øjenkontakt”. 

Det mener Martin i øvrigt også selv, han har. De to bliver hurtigt enige om, at ”øjenkontakt er stærkt overvurderet”. 

Den pudsige formulering er blot én blandt mange i filmen, som åbner for et bredt og nuanceret spektrum af sårbarhed. 

Martin er diagnosticeret med adhd, autisme og en alvorlig tilknytningsforstyrrelse. Casper kæmper på sin måde med lignende ar fra barndommen, omend mindre synligt. Martin fremstår mere udsat – ikke mindst for overgreb og manipulation fra mennesker med mindre gode intentioner. 

Filmen balancerer vidunderligt på en knivsæg. 

Det ville være så let at gøre grin med de to, når de ”flækker en tåre”, fordi de føler sig ”blåstemplet som handicappede”. 

Men filmen går en helt anden vej. Man bliver rørt. Man mærker en sjælden nærhed og ægthed i skildringen – en autentisk kontakt med menneskerne foran kameraet. 

Flere af filmens scener – især de lange, ofte helt ubetalelige dialoger mellem Martin og Casper – leder tankerne hen på screwball-komedien Dum og dummere. Ikke mindst fordi Casper Størner-Ryberg rent fysisk har en slående lighed med den evigt muntre Jeff Daniels.

Forskellen er bare, at hvor dialogerne mellem Daniels og hans tåbemakker, spillet af Jim Carrey, er snotdumme og komiske, er samtalerne mellem Martin og Casper ofte både rørende, dybt menneskelige og – mere end noget andet – helt utroligt søde.

Jo længere man kommer ind i filmen, desto tydeligere bliver det da også, at den først og fremmest er et smukt portræt af et ægte venskab mellem to umage mænd, der på forunderlig vis passer præcis til hinanden.

De to venner har ét fælles fikspunkt, der er antydet i titlen, Petrolheads. Det er bilerne, glæden ved lugten af gearkasse, farten, mekanikken og drømmen om at have et kørekort.

Man smiler med Martin, når han erkender, at hans helt store drøm er at eje – og køre i – en ægte Honda Civic. Større bliver det simpelthen ikke. Og da bilen endelig dukker op, særimporteret fra Tyskland, jubler man med ham.

Da det viser sig, at han ikke har råd til at få nummerplader på den, rammer nedturen lige så hårdt. ”Nu er jeg et nul,” siger han med slunkne skuldre og bøjet hoved – filmet perfekt bagfra. 

I det hele taget er filmens tekniske finesser både skønne og humoristiske. Scenen, hvor de to holder for rødt ved en baneoverskæring med det blinkende lys hen over ansigterne, virker næsten konstrueret – den er filmet fra tre vinkler, også udefra.

Men den fungerer eminent.

Det samme gør scenen, hvor Martin endelig sidder bag rattet i sin Honda Civic med markerne susende forbi i baggrunden. Først langsomt går det op for os, at bilen i virkeligheden bare står på ladet af Caspers fejeblad, der kører af sted. 

På overfladen handler filmen om udsatte mennesker. I virkeligheden er den noget langt mere sjældent: et venskabsportræt ud over det sædvanlige. Samtidig giver den en formidabel indsigt i, hvordan fælles glæder og interesser kan blive den måde, vi når hinanden på. 

En af de bedste og sjoveste scener udspiller sig på et hospital. Martin er blevet ydmyget, reduceret til cyklist og ovenikøbet kørt ned på sin cykel. Casper, som ellers havde brudt med Martin, fordi han tog stoffer, dumper ned i stolen ved siden af sengen. 

Hans første ord er på deres fælles sprog: ”Hvad, hvad, hvad, hvilken bil var det så, der mejede dig ned? Hvad mærke?” 

Martin må skamfuldt indrømme, at det var en mikrobil. ”Ikke en S-klasse eller noget. Så der er ingen værdighed i det,” siger han. 

Det er der til gengæld i hovedrolleindehaverne og deres venskab.