Biografanmeldelse
12. aug. 2015 | 17:49

Pixels

Foto | Columbia Pictures
Nørderne kommer! I Pixels skal Adam Sandler og co. redde Jorden for rumvæsner forklædt som arkadespil.

I Pixels angriber Pac-Man, Donkey Kong og andre figurer fra de klassiske arkadespil Jorden. Filmen er akkurat lige så dum og håbløs, som den lyder.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Jeg forestiller mig, at pitchen til mødet, hvor idéen til Pixels blev præsenteret, må have lydt nogenlunde således:

”Forestil jer, at Jorden bliver angrebet af figurerne fra alle de gode gamle arkadespil, som folk, der var unge i 80’erne, spillede: Pac-Man, Donkey Kong og Space Invaders. Og forestil jer så, at de eneste, der kan redde menneskeheden, netop er de nørder, der brugte alle deres lommepenge foran spillemaskinerne.”

I hvert fald er dét den bærende idé i Pixels, der kommer som en af sommerens stort anlagte blockbustere. Og i mere udfoldet form gør den vilde idé sig nogenlunde således:

I 1982 når den unge Sam Brenner (Adam Sandler) finalen ved verdensmesterskaberne i arkadespil. Men efter et svigende nederlag til den arrogante Eddie ”The Fire Blaster” (Peter Dinklage) stopper Sam karrieren som arkadespiller.

Mere end 30 år efter lever Sam en afdæmpet tilværelse som el-installatør. Han bedste ven Cooper (Kevin James) er blevet USA’s præsident, og da en amerikansk militærbase angribes af en uidentificerbar fjende, tilkalder Cooper sin gamle ven.

Allerede fra start kræver det det mildest talt lidt overvindelse at tro på Kevin James som præsident. James er nok mest kendt for sin rolle i Kongen af Queens, som egentlig minder meget om hans rolle som præsident af Amerika. Kvabset, under tøflen og uden leder-potentiale.

Utroligt nok minder angrebet om et gamle arkadespil og viser sig at være en krigserklæring fra det ydre rum. Rumvæsner fra en fremmed planet har erklæret Jorden krig – og kampen skal udkæmpes med udgangspunkt i de gamle spil. De klassiske figurer angriber ganske enkelt Jorden og pixelerer alt på deres vej.

Hurtigt genopdager Sam sine evner som arkadespiller og sammen med sin gamle ven Ludlow (Josh Gad) og obersten Violet (Michelle Monaghan) giver de rumvæsnerne kamp til stregen i spil som Pac-Man, Space Invaders og Donkey Kong.

Sams hold af arkadespillere får dog også hjælp af hans gamle rival Eddie ”The Fire Blaster”, der viser sig som en vigtig medspiller i kampen for at redde Jorden.

Det er svært nøjagtigt at pege på, hvad der halter i Pixels, for størstedelen af filmen er nemlig langt under standard. For det første er idéen bag handlingen så langt ude, at universet på ingen måde giver mening. Der er ikke noget galt i at lade fantasien løbsk, men ikke engang på sine egne præmisser er Pixels spændende.

Adam Sandler spiller den rolle, som han altid spiller: den jævne, men kække fyr, der klarer skærene og altid har en let sarkastisk kommentar klar. Han er dog hverken sjov eller sympatisk og gør det kun momentvis godt som førsteelsker og helt.

Michelle Monaghan og Peter Dinklage, der ellers har brilleret i henholdsvis True Detective og Game of Thrones, har tilsyneladende givet afkald på al kunstnerisk integritet, men indkasserer formentlig også en fyrstelig hyre for deres bidrag.

Dinklage er dog en smule sjov, mens Monaghan må tage til takke med den kedelige rolle som det pæne, kvindelige islæt.

Filmen ender som et sammensurium af en flad morale, dårligt skuespil, et gumpetungt plot og vittigheder, der sigter efter laveste fællesnævner.

Meget sigende slutter filmen de to pixelerede ord: Game over. Ja tak!

Trailer: Pixels

Kommentarer

Titel:
Pixels

Land:
USA

År:
2015

Instruktion:
Chris Columbus

Manuskript:
Tim Herliy, Timothy Dowling

Medvirkende:
Adam Sandler, Kevin James, Peter Dinklage, Michelle Monaghan, Josh Gad

Spilletid:
105 min.

Aldersgrænse:
Frarådes under 11 år

Premiere:
13. august 2015

© Filmmagasinet Ekko