Når forventningerne er høje, kan skuffelsen nemt blive stor. Og med en ny serie fra Vince Gilligan, der har stået bag den mesterlige serie-duologi Breaking Bad og Better Call Saul, er barren på forhånd sat så højt, at den kan virke umulig at nå.
Men allerede efter det første uforudsigelige og apokalyptiske afsnit lyder lettelsens suk. Han kan stadig!
Pluribus hedder serien, og der er nu skiftet genremæssig vognbane til science fiction-drama.
Nogle astronomer opsnapper et mystisk signal fra det ydre rum. Det indeholder koden til en RNA-ændrende virus, som gør, at samtlige menneskers bevidstheder på kloden smeltes sammen til én. Én vilje, ét sind, én harmonisk og ensrettet verden.
Det viser sig dog, at tretten personer af uforklarlige årsager ikke er påvirkede og dermed er de eneste, der har beholdt deres individualitet.
Én af dem er Carol Sturka, en halvdeprimeret og lettere alkoholiseret forfatter, der til trods for sin store succes med erotiske bøger om hotte pirater hader bogturnéer og fanskarer. Hun synes nemlig, at det rent ud sagt er noget lort, hun skriver og sælger.
Da kæresten dør under den skæbnesvangre nat, hvor virussen overtager menneskeheden, er Carol nu næsten alene i verden og må febrilsk prøve at finde en måde at vende tingene tilbage til normal tilstand igen.
Carol spilles af Rhea Seehorn, der er fremragende som Jimmys advokatkæreste Kim Wexler i Better Call Saul. Denne gang er hun intet mindre end fænomenal. Det er i lange stræk et onewomanshow.
Den sammensmeltede globale bevidsthed viser sig som umådeligt høflig og imødekommende. Alle er påfaldende glade på en måde, der virker dybt foruroligende, og Carol stamper mod brodden med sin vedholdende insisteren på, at denne nye, fredfyldte verden er alt andet end naturlig.
Rhea Seehorn veksler mellem frustration, forbløffelse og forkrøblende ensomhed i en tour de force-præstation, hvor hver replik leveres med præcision og følelsesmæssig tyngde.
Selv om det er en helt anden slags historie end Vince Gilligans feterede forbryderdramaer, er forbindelsen alligevel at spore i sceneriet. Det meste af serien foregår nemlig stadig i Albuquerque, New Mexico.
Også i den visuelle fortællestil videreføres grebene med timelapse-overgange og montager med mennesker, der udfører tilsyneladende normale hverdagshandlinger på en underlig måde. Kameraet observerer ofte uden at forklare.
Teknikken frembringer også en god del fysisk humor, hvor de pandemiagtigt øde gader bliver til arenaer for absurde optrin med leveringsdroner og håndgranater.
Seriens tematik trækker på en genremæssig arv fra film som Invasion of the Body Snatchers og Richard Mathesons ofte filmatiserede bog I Am Legend.
Med udforskningen af de tilbageværende individers reaktioner på den nye verden – hvor nogle fortsætter, som om intet var hændt, mens andre svælger i hul luksus og hedonisme – nærmer fortællingen sig de moralske allegorier, som Rod Serling yndede at skrive til The Twilight Zone.
Som ethvert veludført sci-fi-setup holder historien også et spejl op foran vores aktuelle virkelighed. Carols samtaler med den kollektive bevidsthed, der hele tiden vil please hende, minder uhyggeligt meget om AI-modellers måde at svare på. Og hele idéen med én samlet bevidsthed er ikke langt fra Elon Musks planer om at koble menneskehjerner direkte til computere med Neuralink.
Titlen Pluribus er et latinsk ord, der blandt andet indgår i mottoet på USA’s storsegl: ”E pluribus unum.”, som kan oversættes til: ”Ud af mange, én.”
Den politiske forbindelse udfoldes i seriens satiriske element, når Carol uforvarende falder ind i USA’s rolle som verdens politimand. Hun forsøger at overbevise de andre individer om, at de må gøre noget, men langt de fleste er tilfredse med den kontrollerede og tilsyneladende problemfri situation.
Det er først og fremmest det, der gør Pluribus til en så tankevækkende og seværdig serie: invitationen til refleksion og indlevelse i scenariet. Hvad ville jeg gøre i samme situation? Og ikke mindst spørgsmålet over dem alle: Hvilken verden ønsker vi?


Kommentarer