Poker Face kom ud i 2023 som en serie om en professionel pokerspiller, Charlie Cale, som har den medfødte gave, at hun kan se, når folk lyver. Men meget hurtigt kommer hun på flugt, fordi hun bliver involveret i en casino-chefs død med tråde til mafiaen.
Så nu kører hun USA tyndt i sin vintagebil, en 1969 Plymouth Barracuda. Undervejs opklarer hun krimisager, hun støder ind i ved et tilfælde.
Skabelonen er ligesom i serien Columbo fra 1970’erne. Vi ser mordet blive begået og får derefter oprulningen og opklaringen.”Howcatchem” hedder undergenren, men i modsætning til Columbo med sin græsk-tragiske opsætning af den sydcaliforniske overklasses hybris med nemesis i form af den forhutlede politikommissær i sin franske bil, er stemningen anderledes her.
Poker Face spiller på lettere toner, gerne over i det komiske og småironiske. Peter Falk som Columbo var ikke nogen humørbombe, men legemliggjorde Vorherres faste straf i en slidt cottoncoat efter systematisk, deduktivt politiarbejde.
Charlie Cale er ligesom i 1960’er-serien Flygtningen på flugt og gætter sig frem til den mest sandsynlig løsning. Hun besidder en mistænksom mavefornemmelse for, at alle lyver – især hvis de har myrdet nogle.
Natasha Lyonne gestalter Charlie Cale med præcis den gavtyvecharme, man på fransk kalder for ”gamin”. Med sit krøllede, ildrøde hår, sit smil lige så skævt som tårnet i Pisa og tænder hvide som skolekridt er hendes spil en blanding af forne filmkomedienner: Lucille Ball og Shirley Maclaine.
Det er nogle gange for meget, men aldrig for lidt. Hun er herligt politisk ukorrekt, hun drikker øl af flaske fra morgenstunden, ryger ustandseligt og går i seng med tilfældige mænd.
Første sæson blev en velfortjent kritiker- og publikumssucces. Måske Rian Johnson – også kendt for filmene Knives Out – var det mord? og Glass Onion: A Knoves Out Mystery – placerede sig hyggekrimigenren, hvor gys og grin veksler med hinanden. Voldsom brutalitet er neddæmpet til det forholdsvis tempererede og tamme.
Anden sæson af Poker Face fortsætter, hvor etteren endte. Charlie er stadig på flugt fra mafiaen. Men selvfølgelig skyder lejemordere og hitmen forbi, når de støder ind i Charlie.
Standarden er fortsat høj. Historierne er velfortalte og bærer en klar samfundskritik, rettet mod både nutidens og den nære fortids USA. Serien tager livtag med alt fra sportsskandaler og skolemobning til lyssky østeuropæiske forretninger og korruption i politiet.
Men melodien er ligesom i første sæson mere i dur end i mol. Man kan hævde, at Natasha Lyonne kører rigeligt på rutinen som friskfyragtig kvinde med kloge ben i næsen og smukke ben under bæltestedet.
Men serien formår at holde substans, fart og tempo. Tilmed ofte med metafilmisk tæft og indforstået citatglæde. Som når et afsnit parafraserer den klassiske skudduel i slutningen af Orson Welles’ film noir, The Lady from Shanghai (1947), men hvor kuglerne nu splintres mod tv-skærme i stedet for spejle.
I det hele taget er der en gennemgående elegant metabevidsthed, som mere antyder det raffinerede, selvironiske lystspil end krimimelodrama i ramme alvor på liv og død. Charlie Cale er den intelligente underdog og udsatte i et samfund, hvor succes ikke kun er alt, men det eneste.
Serien rummer således en latent kritik af Donald Trumps konkurrencesamfund, hvor vinderen tager det hele, og taberen ingen plads har. Charlie stiller sig tydeligt på tabernes side. På det sæt er Poker Face intelligent underholdning sågar med en tanke.
facebook
twitter
Kommentarer