Cph:Dox 2023
21. mar. 2023 | 11:12

Praying for Armageddon

Foto | UpNorth Film

Kristne amerikanere forbereder sig på en krig på den anden side af Jorden, som blev forudsagt i Bibelen.

Dokumentar om kristne, amerikanske ekstremisters betydning for konflikten mellem Israel og Palæstina er interessant, men bliver ødelagt af ensidig aktivisme.

Af Kristian Ditlev Jensen

Det sted, jøderne på hebraisk kalder for Tel Megiddo – som betyder ”Megiddos Høj” – ligger uhyre strategisk placeret for enden af den smalle Wadi Ara-dal, cirka 30 km sydøst for byen Haifa i det nordlige Israel.

Det er præcis det sted, som evangelisten Johannes i vers seksten, kapitel seksten, i Johannes’ Åbenbaringi Det Nye Testamenteoversætter som Armagedon – eller Harmagedon, som der står i den autoriserede danske bibeloversættelse.

Det er altså et konkret geografisk sted. Og skal man tro Johannes’ Åbenbaring,er det her, at det sidste store slag imellem Gud og alle hans modstandere skal stå.

De fleste teologer er interesserede i den såkaldte eskatologi, altså spørgsmålet om ”de sidste tider”. Hvordan slutter verdens historie? Hvad er Guds dom?

De færreste kristne tager beretningerne i Bibelenså bogstaveligt, at de faktisk regner med, at der kommer en virkelig krig på sletten ved Tel Megiddo. Endnu færre forbereder sig på det.

Men i USA tager fundamentalistisk evangeliske kristne Bibelen på ordet.

Hvis der i Matthæus-evangeliets kapitel ti står, at Jesus siger: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd,” så betyder det, at der bliver krig. Og så skal alle kristne – også amerikanere – hjælpe Gud med at vinde krigen.

Det er ikke uproblematisk. For det betyder, at Amerika skal involvere sig aktivt i en krig, der skal udkæmpes af jøder – i Israel. Eller sagt på en anden måde: USA står via de mest ekstreme kristne plantet midt i Israel-Palæstina-konflikten.

Det er tesen i den norske dokumentarinstruktør Tonje Hessen Scheis Praying for Armageddon. Og konflikten imellem de besatte og de besættende – eller de nye ejere og dem, der ikke vil forføje sig – er som bekendt sprængfarlig.

Man må og skal vælge side. Det har Schei for længst gjort. Og det er den kolossale svaghed i hendes film.

Hele stemningen, alle valg af kilder, alle udsagn, hvert eneste billede, er ladet med partsindlæggets brændende harme og uforsonlige synspunkter. Instruktøren er tilsyneladende politisk korrekt til fingerspidserne, og hendes Instagram-konto mangler i hvert fald ikke venstreorienteret propaganda, statements, logoer og modmagtsytringer.

Skildringerne af de kristne ekstremister i USA – som ganske rigtigt virker nuts – er da også lattervækkende, men egentlig også tarvelige.

For der er jo tonsvis af fundamentalistiske kristne i Amerika, som ikke er mere skøre end de fredsommelige, bogstavtro kristne i Indre Mission herhjemme. De gider måske ikke støtte homovielser og fri abort, men omvendt er de ikke ligefrem kendt for rå vold og vild terrorisme.

I filmen er ”30 procent af alle amerikanske vælgere” åbenbart regulære knaldhætter.

Og alle venstrefløjstyper er helte. Og hvis de har vendt kristendommen ryggen og også gerne lige står og maler med nogle ekspressive farver i slappe jeans, imens de bliver interviewet, er billedet af en amerikansk radikal med alle de rigtige meninger fuldendt.

De æstetiserede billeder af vilde heste i slowmotion, de fede skud af amerikanske Harley Davidson’er, de mange gode klip fra tv-udsendelser med bred, amerikansk speaker-accent og de forskellige interviews er en fornøjelse.

Men det hele er bare manipuleret til at være et skingert partsindlæg snarere end en åben og nysgerrig undersøgelse.

Det gør filmen til et paradoks.

På den ene side fortæller den en vigtig follow the money-historie om konflikten i Israel. Jøderne får læssevis af dollars og våben af den teologisk set kristne højrefløj, altså de evangeliske fundamentalister. Det kan – måske blandt andet på grund af Trump – ende som endnu en slags Vietnam-krig, hvor USA nedkæmper mere eller mindre indbildte fjender på fremmed territorium.

På den anden side er vreden forstyrrende for det opklarende arbejde, som filmen egentlig også vil være.

Man opdager snart, at hele idéen med filmen simpelthen er at støtte den palæstinensiske sag, og selv hvis man egentlig ikke rigtigt har taget endelig stilling til konflikten, fordi den er så ekstremt kompleks, føler man sig tvangsfodret med ét og kun ét synspunkt.

En god test, når man ser filmen er at forestille sig en film lavet på samme måde, men med det stikmodsatte synspunkt. Jødernes frustration ville man nok hurtigt rubricere som hysterisk og paranoid. Man ville føle, at det var zionistisk propaganda.

Men hvad er så dette? Muslimsk ditto?

Filmen skriver sig ind i den politiske osteklokkeæstetik, som man også ser udfoldet på danske kunstmuseer for tiden. Her formidler man ikke længere bare viden, så folk selv kan tage stilling, nej, man skovler et aktivistisk budskab ned i halsen på publikum.

Man sidder forundret tilbage.

For måske er slaget mellem godt og ondt slet ikke noget, der sker en skønne dag nede i Mellemøsten. Måske står slaget mellem den objektive sandhed og det aktivistiske synspunkt faktisk lige nu, her, midt i kunsten og dokumentarismen, for øjnene af os.

Trailer: Praying for Armageddon

Kommentarer

Titel:
Praying for Armageddon

Land:
Norge

År:
2023

Instruktør:
Tonje Hessen Schei, Michael Rowley

Spilletid:
97 minutter

Premiere:
20. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko