Primate

Primater er en zoologisk gruppe, der omfatter både aber, halvaber, spøgelsesaber, menneskeaber og os mennesker.

I horrorfilmen Primate angribes en gruppe teenagere af familiens normalt tamme chimpanse. 

Handlingen foregår i et moderne hus placeret på den yderste kant af en jungle på Hawaii, over en lodret klippevæg med dybt hav og knuseklare klipper på nederste etage. 

Kameraet zoomer flere gange ud fra stedet og lader os føle et sug i maven ved dette fænomenale billede af en lille juvel af kultur omringet af utæmmet natur i kolossale mængder. 

Huset bebos af en berømt forfatter (døve Troy Kotsur, der vandt en Oscar for CODA), hans to døtre Lucy (Johnny Sequoyah) og Erin (Gia Hunter) samt den tamme chimpanse Ben. 

Ben spilles af den colombianske teaterinstruktør og bevægelsesspecialist Miguel Torres Umba i makeup med elektronisk styret mimik. En uhyggeligt vellykket illusion.

Ligesom junglehuset er Ben en kollision af natur og kultur, umiddelbart tam og venlig, men med rovdyret lurende indeni. 

Chimpanser kan ligesom mennesker føre krig mod hinanden (a la åbningssekvensen i Rumrejsen år 2001), og man kan så diskutere, om det er mennesket, der opfører sig dyrisk, eller dyret, der opfører sig menneskeligt. 

I Primate er Ben blevet bidt af et desmerdyr med rabies. Det resulterer i en række frådende angreb, hvor unge mennesker flås brutalt i stykker. Angiveligt blev der brugt 200 liter teaterblod, og de er oppe på lærredet. 

Filmen er inspireret af Stephen King-filmatiseringen Cujo (1983), hvor en mor og søn i deres bil angribes af en sanktbernhardshund med hundegalskab. En horrorvariation af den tragiske finale i Disney-klassikeren Trofast og hans venner (1957), hvor en elsket, men rabiesramt vovhund må aflives. 

Primate foregår, mens farmand er bortrejst, og den ældste datter har besøg af tre jævnaldrende (Victoria Wyant, Jess Alexander, Benjamin Cheng). Vi er i klassisk ungdomsgyser-territorie, hvor alle medvirkende er unge, lækre og hvide. 

Bevares, blandt statisterne er der en enkelt mørkhudet skuespiller (Tienne Simon). Kender man bare en lille smule til horrorfilm, tænker man, at ham den sorte nok hurtigt bliver dræbt. Klichéen blev blotlagt humoristisk i Scream 2, hvor den afroamerikanske tv-kameramand sukker: ”Brothers don’t last long in situations like this.” 

De fleste af filmens unge søgertilflugt i husets luksuriøst udformede swimmingpool, som minder om dengang, James Bond-filmene havde lækre kulisser. 

Selve situationen er genbrugt fra en af horrorgenrens helt store milepæle, Cat People (1942), hvor en rædselsslagen Jane Randolph søger tilflugt i en pool, mens en panter lister rundt som en truende skygge langs poolens kant. Samme idé udgør hele slutsekvensen i It Follows (2014), men er bedre brugt her i Primate, hvor den udmunder i en udspekuleret kamp mellem de rædselsslagne teenagere og den rasende chimpanse. 

Tanken om en tam abe, der bliver til et monster, går tilbage til verdens første detektivhistorie, Edgar Allan Poes hyppigt filmatiserede Mordene i Rue Morgue (1841), hvor en orangutang myrder to kvinder med en ragekniv. 

Ellers er ”fra tam til ond abe” en subgenre med kun tre hovedværker: Richard Franklins Link (1986), hvor den morderiske cirkuschimpanse spilles af en orangutang; George A. Romeros Monkey Shines (1988), hvor den invalide hovedperson udvikler en telepatisk forbindelse til sin kapucinerabe, og Jordan Peeles Nope (2022), hvor en chimpanse i et tv-studie skræmmes af eksploderende balloner og myrder hele filmholdet. 

Primate en ren popcornfilm og ikke er bleg for at stjæle fra de bedste. Abegyseren efteraber uden den store aberration. Hvilket den til gengæld gør med professionel behændighed, tilpas uhygge og en abefest af drabelige dødsfald, man kan hoppe i sædet over, som var man selv en cirkusabe.