Project Hail Mary

Phil Lord og Christopher Miller burde være centrale navne i dansk filmhistorie. De har trods alt lavet alle tiders mest sete danske co-produktioner: Lego filmen – et klodset eventyr fra 2014, som også hører blandt verdens bedste animationsfilm.

Men Det Danske Filminstitut valgte at udelade filmen fra sine lister over det års danske film, selv om den er lige så dansk som utallige andre co-produktioner, instituttet kalder danske eller halvdanske film. Forklaringen er sikkert, at instituttet ikke selv har været med til at finansiere filmen og derfor ikke kunne tage æren.

Phil Lord og Christopher Miller er sikkert ligeglade. Ud over Lego filmen har parret skabt perler som Det regner med frikadeller, 21 Jump Street og dennes sequel samt den vidunderligt innovative Spider-Man: Into the Spider-Verse.

Desværre husker vi dem også som det oprindelige instruktørpar på Solo: A Star Wars Story. Her blev de fyret af Lucasfilm-chefen Kathleen Kennedy, som fandt dem et nummer for opfindsomme og hellere ville have en forudsigelig film.

Men nu er parret altså tilbage med en film, der er alt andet end forudsigelig, medmindre man har læst romanforlægget af Andy Weir, som den følger loyalt. Weir skriver ”hard science fiction”, der har reel videnskab som et centralt element. Han er bedst kendt for romaen om en astronaut strandet på Mars, The Martian, som i 2015 blev en af Ridley Scotts bedste film.

Project Hail Mary starter ligeledes med en mands bratte opvågning alene på et rumskib. Bogens og filmens titel refererer til et fodboldudtryk, hvor et Hail Mary-øjeblik kan være kampens sidste desperate boldspark, når alt håb synes ude, og næsten kun guddommelig hjælp kan redde dagen.

Vor mand i rummet opdager, at solen er døende, og at alt liv på Jorden vil dø med den, medmindre han finder en løsning. Han er menneskeheden desperate Hail Mary-boldspark over målet og helt op i stratosfæren.

Ved stjernen Tau Ceti møder han et rumvæsen med præcis samme mission: at finde ud af, hvorfor netop denne stjerne tilsyneladende er immun over for de såkaldte astrophager, som ernærer sig af deres respektive sole. Det mysterium må de løse i fællesskab, og på trods af flashbacks til rumrejsens jordiske forspil består størstedelen af den to en halv time lange film af dialogscener mellem disse to isolerede brainiacs.

Filmen kan minde om Interstellar, men danner også modpol. Trods al sin highbrow-snak om rumtidsrelativitet munder Christopher Nolans film ud i sentimental New Age-metafysik, mens Project Hail Mary beholder Andy Weirs videnskabelige briller på næsen hele vejen.

Det kunne være blevet tørt og minimalistisk brillant som i Robert Wise og Michael Crichtons The Andromeda Strain. Men med Lord og Miller ved roret er det både charmerende, rørende og sprudlende sjovt, uden at den underliggende alvor bliver glemt.

Via de nævnte flashbacks møder vi undervejs en karaokesyngende projektleder (Sandra Hüller) og en hjælpsom sikkerhedsvagt (Lionel Boyce), men de er kun bipersoner.

Manden på rumskibet viser sig at være molekylærbiologen Dr. Ryland Grace, der spilles af Ryan Gosling i hans mest energiske og karismatiske hjørne.

Rumvæsnet ankommer i et fartøj ulig noget andet, vi har set. Tænk på den forfærdelige kæmpebrand sidste november i Hongkongs Wang Fuk Court. Hvis bambusstilladserne var blevet stående, efter at skyskraberne var brændt ned, ville man have noget i retning af dette rumskib. Det er en struktur af lange stænger samt en solid kabine med en levende sten.

Dr. Grace kalder sin rumkollega for Rocky. Tænk her på en blanding af chimpanse og edderkop, lavet af sten, men med et hjerte af guld. Rocky triller afsted i en kuglekonstruktion. Ved at omfavne kuglen kan man give ham et venskabeligt kram, og ligesom Gizmo i Gremlins-filmene spinder han som en kat.

De to genier har forskellige sanser, men formår at etablere sproglig kommunikation. Sådanne øjeblikke hører til menneskehedens triumfer, eksempelvis dechifreringen af hieroglyfferne.

Derfor vrimler filmhistorien med fiktive kommunikationers aha-øjeblikke, fra ”Me Jane, you…?” ”Tarzan!!!” til det musikalske sprogmøde med rumvæsnerne i Spielbergs Nærkontakt af tredje grad, som nynnes i Project Hail Mary.

Også for publikum er der aha!-momenter, så efterhånden forstår vi både mysteriet med de døende sole, som foldes ud i psykedeliske billeder af galaktisk nordlys, samt Dr. Graces forvirrede opvågnen i rumskibet.

Situationens alvor i betragtning bruger Grace lovlig meget tid på tant og fjas. Hans rumskib har sågar en særskilt kabine reserveret til ”mental sundhed”, nemlig en slags IMAX Dome-biograf.

Det sidste må man som cineast tage hatten af for. Skal man kunne udholde galskaben i den daglige nyhedsstrøm, er det oplagt at smutte en tur i biografen og derved fylde hjertet med håb.