Biografanmeldelse
19. mar. 2019 | 12:42

Ramen Shop

Foto | Zhao Wei Films
Den aspirerende kok Masato (Takumi Saitoh) og en madblogger (Seiko Matsuda) tager sammen på en kulinarisk rejse i Singapores retter.

Sentimentalt asiatisk drama prøver ihærdigt at fremmane tårer, men det er snarere mundvandet, filmen får til at løbe.

Af Samina Jakobsen

I 1985, da Juzo Itamis Tampopo havde premiere, var der ikke mange uden for Asien, der havde hørt om den kinesisk-japanske spise ramen.

Filmkritikeren Roger Ebert beskrev konsekvent retten som ”nudelsuppe” i sin anmeldelse, og han havde den indvending, at amerikanerne ”ved meget lidt og interesserer sig endnu mindre for at lede efter den perfekte japanske nudel”.

Meget har ændret sig siden dengang. I dag er der vel ikke den vesterbroer med respekt for sig selv, der ikke har dyppet skægget i en glohed skålfuld ramen og højlydt, oh så højlydt, slubret den i sig på autentisk vis.

For et madøre er der meget at komme efter i Eric Khoos Ramen Shop, der ligesom Tampopo tager udgangspunkt i en jagt på den perfekte ramen.

Men hvor Itamis vidunderligt energiske ramen western lystfuldt og med stor moro kombinerede mad og sex, benytter Eric Khoo, hvis tidligere film indbefatter My Magic og Tatsumi, sig af et anderledes sentimentalt filmsprog. Det skyldes måske, at anledningen til filmen er 50-året for det fredelige diplomati mellem Khoos fædreland Singapore og stormagten Japan.

Masato (Takumi Saitoh) er en ung, aspirerende kok, der arbejder i sin japanske fars ramen-restaurant. Da den livstrætte far pludselig dør, finder Masato en bunke dagbogsnotater og kærlighedsbreve fra sin singaporeanske mor, der gik bort, da Masato var ti år.

Det vækker den nydelige mands nysgerrighed, og han beslutter sig for at tage tilbage til fødelandet for at opsøge familiemedlemmer, som kan fortælle ham mere om hans barndom og det mystiske brud mellem moren og hendes del af familien.

I disse Instagram-tider er den første, han opsøger, dog en smuk madblogger, som han har fulgt på de sociale medier (spillet af den japanske popsanger Seiko Matsuda). Hun tager ham på en kulinarisk rejse gennem Singapores mange sindrige retter.

Det er her, at filmen lever.

Mellem citrongræs, pandanblade, fuldfed kylling og buttede riskorn. En særlig plads får svinekødssuppen bak kut teh, der betyder ”te af svineknogler”. Retten serveres traditionelt med te, og ritualet går på, at man efter den mættende suppe drikker teen i samtale med venner og kollegaer. Bak kut teh knytter bånd mennesker imellem, og Masato får den idé, at han vil udvikle en ”ramen teh” – det bedste fra det japanske og singaporeanske køkken i skøn forening.

Men ak.

Hver eneste gang vi når et skridt frem i fortællingen, begynder et traurigt klaverstykke, og vi trækkes to skridt tilbage i evindelige flashbacks af forældrenes møde. Særligt i første halvdel er det slemt, og man begynder hurtigt at få tics af klimpreriet, der signalerer endnu en omgang sødsuppe uden salt eller surt.

Masatos mor og far mødtes på en restaurant, hvor faren fik den bedste bak kut teh, han nogensinde havde smagt. Det japansk-singaporeanske par elskede hinanden så højt, som man kun kan gøre det i perfekt, blød lyssætning tilsat lyse klavertoner og pastelfarvede filtre.

Det eneste hår i suppen er Masatos bedstemor, der aldrig anerkendte ægteskabet på grund af sine egne oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor Japan besatte den lille østat.

Tematikken er interessant – hvordan de unge omfavner multikulturalismen, og de ældre stædigt holder fast i nationalismen, arret af fortidens krige – men Ramen Shop får aldrig rigtigt udfoldet problemstillingen på troværdig vis.

I en enkelt scene, hvor en fuld Masato opsøger bedstemoren midt om natten for at give hende ren besked, nærmer filmen sig endelig noget farligt, men også det opgør bliver hurtigt druknet i sentimentalitet.

Det er tydeligt, at instruktør Khoo ihærdigt prøver at fremmane tårer hos publikum, men det er snarere mundvandet, filmen får til at løbe.

Trailer: Ramen Shop

Kommentarer

Titel:
Ramen Shop

Originaltitel:
Ramen Teh

Land:
Singapore, Japan, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Eric Khoo

Manuskript:
Tan Fong Cheng, Wong Kim Hoh

Medvirkende:
Tsuyoshi Ihara, Takumi Saitoh, Seiko Matsuda

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
21. marts

© Filmmagasinet Ekko